Fra POV International
Forventningerne var store, da jeg søndag aften begav mig mod Amager Bio for at genopleve den australsk/new zealandske new retro americana-sanger Tami Neilson.
Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg tilfældigt hende og hendes band en sen aftentime i et telt, hvor vi stort set kun var Tønders to ludere, en lommetyv og altså endnu værre, en musikanmelder – i selskab med en fadøl, hvis det skal være helt akkurat.
Alligevel gav Neilson sig fuldt ud med al den styrke og sensibilitet, hendes vokal rummer.
Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu
Det første syn, der nu – næsten to år senere – mødte mig i Amager Bio kl. lidt i 20, virkede en anelse skræmmende. Et trommesæt, et par mikrofoner og guitarforstærker i skotøjsæskestørrelse antydede, at der kunne være endnu en lavbudget koncert i vente. En stor del af charmen i Tønder bestod i Neilsons ulasteligt klædte band, der lagde et honky tonk-lydende soundtrack til hendes sange.
Kl. 22.15 stod jeg sammen med nogle hundrede andre i en cirkel rundt om Tami Neilson og hendes bror Jay, stående midt i salen, mens de sang en godnatsang. Omkring mig lutter taknemmelige smil – og en del saltvand i øjenkrogene – som hos mennesker, der ved at de har oplevet noget unikt, der aldrig vil kunne gentages.
“Han ofrede alt for os”
Historien om countrysangerinden Tami Neilson kunne være en countrysang. Oprindelig flyttede hendes far Ron fra Canada til Los Angeles for at søge lykken som musiker og komiker. Hans talenter for det sidste var så store, at han fik tilbudt fast job ved L.A. Comedy Central, men musikken trak mest. Han nåede at varme op for ikoner som Johnny Cash, Bobby Darin og The Supremes. Men heller ikke dengang var musikbranchen i Los Angeles egnet for mindreårige, så han og hans kone rejste hjem til Canada for Tamis og hendes søskendes skyld.
”Han ofrede alt for os”, har Tami sagt til The Australian Women’s Weekly, New Zealand.
De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio
Hjemme i Canada optrådte familien som opvarmning for store kunstnere som Loretta Lynn og Peggy Lee (der begge har inspireret Tami big time), men da far Ron satsede alt på en turne i staten Missouri, USA gik det helt galt. Familien mistede alt. Som i ALT.
Tilbage i Canada sank Ron tynget af skyldfølelse ned i en dyb depression, som først lettede lidt, da han fik job som buschauffør. Havde han ikke fået andet ud af de mange år på landevejen, så kunne han da køre en bus.
Indtil sin død for fire år siden, lagde han hele sit musiske og kreative overskud i sine børn. Lærte dem alt om sangskrivning, performance og de mange faldgruber i the business.
Neilsons mission
Tami Neilson ville ikke være en anstændig countrysangerinde, hvis ikke hun havde dedikeret ham sit album Don’t Be Afraid, der udkom et års tid efter hans død. Selvfølgelig gjorde hun det. Og hun indspillede hans sang ’Lonely’, som hun gav i en formidabel, overbevisende version i Amager Bio.
På dødslejet lovede hun ham at bruge sit talent i musikkens tjeneste.
Enter Tami Neilson i grøn pailletbesat kjole i Amager Bio søndag d. 5. maj 2019.
Neilson er på en mission. Ikke bare den, hun lovede sin far. Adskillige af de sange, hun med stolthed og badass-attitude leverede under koncerten søndag aften er statements i deres egen ret. Akkompagneret af bror Jays twangy Fender og den dunkelt medlevende trommeslager var der noget ”hende du ikke vidste, at du drømte om at møde på scenen i en bar i en Tarantino-film” over mrs. Neilson.
Faktisk var det påfaldende, hvor massiv en lydkulisse de to musikere leverede, da man først havde vænnet sig til fraværet af bas og keyboards.
Som i den viltre rockabilly show beginner ‘Miss Jones’. I ’Cry Over You’, der lød som en blodrød kærlighedserklæring til klassisk Roy Orbison-popcountry.
Vintage Merle Haggart-country i ‘Walk (Back to Your Arms)’ og farens ‘Lonely’, som hun synger på plade sammen med countrymusikken næste store stjerne, Marlon Williams, også fra New Zealand. Her sunget med alt den smerte og teatertorden, man kan drømme om fra en sanger med en så bred range som Tami Neilson.
Nedarvet americana
Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu. Fuldt fortjent stormende bifald efter ’Lonely’.
Der var den krakilske rockabilly/soul-sang ’Kitty Cat’, som hun skrev med hvæssede kløer, efter ’ham med den orange hud’, udtalte, at det er okay at befamle kvinder.
”Det er det kun, hvis kvinder samtykker. Og i så fald, kom an,” som hun sagde.
Trods mangel på bas fik ‘Devil in a Dress’ det funky sydstats swagger, det har på plade.
Hvorimod den skitseagtige ‘Queenie, Queenie’, der lyder lige så meriterende som en opremsning af de fynske købstæder, burde være udeladt af sættet.
Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes
’Stay Out of My Business’ er skrevet som et svar til de mange, der spørger, hvem der passer Tami Neilsons børn, når hun turnerer:
“Det gør min mand, han babysitter dem ikke, han er deres far.” (Manden er i øvrigt politikommissær og grunden til at Tami har bosat sig i New Zealand).
Omkring den sang tænkte jeg, at det jo, som ofte påpeget, er rigtigt, at Tami Neilsons stemme kan minde lidt om Amy Winehouse, da hun stadig blomstrede. Forskellen er bare, at hvor Winehouses musik – med al respekt for producer m.m. Mark Ronson – var tænkt, programmeret neo-soul, er Neilsons levet/nedarvet americana, for nu at bruge det udtryk. Hvad enten lyden er hillbilly, honky tonk eller kælne Neil Sedaka-popballader.
Eller rendyrket Tammy Wynette som ’Love the Size of Texas’, som Neilson skrev til sin første søn. Og senere også sin anden.
”Jeg gad ikke skrive to. De må lære at dele.”
En stor, stor stemme
De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio.
Men helt evident handler det om Tami Neilsons store, store stemme, så fyldt af opera, drama, svie og smerte. Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes.
Og så er det da i øvrigt meget fint, at hun har skrevet en hyldestsang til Mavis Staples, der som hun siger, “gik side om side med Martin Luther King”. Man skal ære, dem, der bidrog til at definere den, man er.
Og udfordre dem.
I en forrygende version af James Browns ’Man’s World’ havde Neilson havde tilføjet et vers, hvor hun blandt andet sang, at det var en kvinde, der sendte en mand på månen.
Nogen vil spørge, om ikke den diskussion sluttede i 1970’erne? I Tennessee er den dårligt begyndt.
Det er den interessante historie om Tami Neilson – og i øvrigt også nævnte Marlon Williams. At den stadig dybt konservative Nashville countryscene – der lige nu sunder sig efter Kacey Musgraves har fortalt, at hun er hoppet på ’LSD-mikrodoseringsbølgen’ – udfordres fra New Zealand på den anden side af jordkloden.
Tami Neilson, Amager Bio, København, 5. maj 2019.
