På et tidspunkt under koncerten i Operaen talte First Aid Kits Klara Söderberg om en af de første sange, som hun og søster Johanna skrev. De plejede, fortalte hun, at synge den, mens de kørte rundt med deres far, Benkt, der var producer og en slags manager for dem i begyndelsen.
Hun beskrev hvordan, det var at være de her to 15-16 årige piger fra Enskede, Stockholm med en drøm så stærk, at de forlod skolen for at forfølge den. En drøm, som de skulle komme til at realisere, så de i dag optræder på verdens største festivaler, så som Glastonbury i England, Coachella i USA og, nå ja, Roskilde.
Søstrene Söderberg sang og bandet spillede, så det greb om hjertet
Spørgsmålet, som kunne stilles ved hvilken som helst koncert med kunstnere med 15 års erfaring og mange hundrede optrædender i benene: Har nerven, gejsten, nødvendigheden overlevet? Efter skiftende scener, uendelige busture med enten for meget eller for lidt air conditioning, gode og elendige hoteller, gentagelse på gentagelse – og som First Aid Kit har fortalt om – misogyne og sexistiske branchemænd. Uanset om man vil det eller ej, efter et tilpas langt life on road ender alle som et hjul i maskinen rock’n’roll.
Men ja, der var flere momenter under koncerten i Operaen, hvor søstrene Söderberg sang og sammen med bandet spillede, så det greb om hjertet. Men deres arrangementer blev udfordret af en trommeslager, der lød som om, han netop havde forladt indspilningerne af ABBAs “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”.
First Aid Kits usædvanlige karriere
Det er usædvanligt, at to kvinder på hhv. 30 og 33 kan se tilbage på en 15-16 år lang karriere tilsvarende det, First Aid Kit har oplevet. Med inspiration i gammel countrymusik, 70’er folk-rock, indierock og popnavne som Pink og landskvinden Robyn har de erobret verden. Alt sammen forenet på de fire første album, der udkom mellem 2010 og 2018. På det seneste album Palomino har de søgt og fundet et mere optimistisk og lyst indtryk end på især Ruins, der, som det ligger i titlen, er endnu et af rockhistoriens mange skilsmissealbum. Begge søstres forhold lå i ruiner, da Klara skrev sine i øvrigt stærke tekster.
Duoens helt store force er søstrenes signatur, de tostemmige sang, der kan lyde som et forholdsvis spirituelt menneskes forestilling om englesang. Så det var med nogen skepsis, at jeg hørte Johanna fortælle i begyndelsen, at hun var vågnet samme morgen uden stemme. Det gik nu meget fint.
Ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder
First Aid Kit er på samme tid traditionalister og fornyere. Andet nummer i Operaen, ”Angel”, minder i især i omkvædet og rytmen om Fleetwood Macs “Go Your Own Way”. I 2023 er det næsten en ligeså stor kliche at tale om Fleetwood Mac som inspirationskilde som at tale om The Beatles eller Joni Mitchell. I hvert fald i de musikgenrer, der har min primære interesse.
Men ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder. Under denne turne har de sunget en efter YouTube at dømme meget smuk, akustisk version af netop afdøde Christine McVies ”Songbird”.
Det gjorde de desværre ikke i Operaen. Hvilket sikkert skyldes Johannas stemmeproblemer – modsat de fleste First Aid Kit-numre, hvor Klara som regel synger for, synger Johanna Söderberg en stor part i McVie-hyldesten.
Jeg anklager ikke First Aid Kit for at være kopister. Overhovedet ikke. Snarere tværtimod. Søstrene Söderberg har til en vis grad været med til at forny det, man meget bredt kalder americana.
Samarbejder med retro-kongen Jack White, Fleet Foxes og Conor Oberst siger noget om den respekt, de møder. Man kan sige, at de svenske kunstneres formidable sangskrivning, deres magiske sang og deres volvo’ske kvalitetsbevidsthed har et særegent udtryk.
Parlivets indbyggede dualisme
Et sted midtimellem har First Aid Kit tilført deres egen melodiøse svenske melankolske poplyd. Nogle countryfans, især i genrens hjemland, finder First Aid Kits lyd lovlig sugarcoated.
Dét var de i hvert fald ikke i Operaen. Som i en medrivende version af “Wild Horses II”, hvor sangens jeg og hendes partner diskuterer, om Rolling Stones egen eller The Flying Burrito Brothers version af “Wild Horses” er bedst. En fin tekst, hvor den dovne musikalske diskussion er metafor for et parforhold i opløsning. Der, hvor der hverken er kærlighed, passion eller vilje tilbage. Generelt afdækker Klara Söderbergs mange tekster fintfølende parlivets indbyggede dualisme, de jævnlige skift mellem håb, hengivelse og sikkerhed – og tvivl og usikkerhed.
Desværre virkede det især i numrene fra det nyeste, mere poppede up beat Palomino, som om First Aid Kit har haft svært ved at finde den rette balance mellem Klaras akustiske guitar, Johannes bas, Freja Drakenbergs synths og keybords, Johannes Runemarks guitar og især Gabriel Runemarks trommer. Placeret diskret bag søstrene lagde Johannes Runemarks et fintmasket lydligt net elektriske klange til sangene. Især bemærkede jeg hans slideguitarspil.
Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse.
Men trommeslageren spillede meget bastant med tryk på tyskerfoden = stortromme på alle slag. Jeg kunne have bandet mistænkt for at have skelet til popdisco-bølgen, der har præget musikscenen de seneste år. Sidste års koncert på Roskilde Festival med den abdicerede countrydronning Kacey Musgraves viste hvor galt, dét kan gå.
Farvel til intimiteten
I numre som hhv. “Fallen Snow” og “A Feeling that Never Came” virkede det lige ud som om, trommerne forsøgte at banke intimiteten og glæden ud af First Aid Kits sange. Trods Johannes Runemarks herlige T. Rex guitar i sidstnævnte. Ærgerligt, for i mere nuancerede passager af koncerten lå trommespillet i symbiose med Johanne Söderbergs ihærdige basspil.
Til gengæld var et højdepunkt, da Johanne og Klara Söderberg gav en akustisk version af “Ghost Town”. Den sang de så smukt og følt, at det piblede og prikkede i de 99 pct. af hjernen, jeg normalt ikke bruger. Og øjnene foran for den sags skyld.
Også “Emmylou”, der trods sin titel ligeså meget er en hyldest til Gram Parsons som til Emmylou Harris. Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, der kan opstå, når leveringen af sang, musik og ord lige præcis udtrykker en form for totalitet – man har fornemmelsen, at intet lige her og nu mangler eller er forkert. Denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse. Ligesom med “Fireworks”, der lød lige præcis så begejstret parafrasende over 50/60’er Everly Brothers pop, som på plade.
Så ja, de var der, disse momenter af magi søndag aften i Operaen. Indimellem bulder, drøn og disco-fod.
