Fra POV International
Sharon Van Etten, Avalon, torsdag kl. 15.00
Henimod slutningen af Sharon Van Ettens koncert, i ’Serpent’, fik jeg et flashback til en koncert for præcis 30 år siden på Grøn Scene, som den hed dengang.
Midt om natten – og midt på scenen – sang indie-rootsgruppen Cowboy Junkies’ Margot Simmons dengang så hjerteskærende smukt, at erindringsbilledet stadig sidder overbelyst klart på sin egen side i min mentale Roskilde-scrapbog. Ikke at de to kvinders stemmer lyder ens, om end der i begge lyder melankolsk ekko af den amerikanske folk-tradition. Følelsen var den samme torsdag eftermiddag som den nattetime for længe siden.
Siden sin debut i 2009 har Sharon Van Etten med god ret fået ry som en sangskriver, der uden at blinke lader sine blodrøde følelser flagre frit i sine tekster. I øvrigt lidt af en trend blandt unge, især kvindelige sangskrivere for øjeblikket efter årtier med skiftende lalleglæde, ironi, livslede, had og kølig distance i rockmusikken.
Som Van Etten har sagt i et interview med The Guardian:
“The more I let go, the more I progress as a human being.”
I øvrigt kender flere hende måske som skuespiller i Netflix-serien The OA. Det kan hun så også.
Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb
At sige, at Van Etten kommer fra Nashville, Tennessee vil være lidt af tilsnigelse, godt nok har hun studeret i countrymusikkens aorta, men er vist østamerikaner i hjertet. Men som komponist har hun grundlæggende meget til fælles med den efterhånden store indie-country scene.
På det seneste album Remind Me Tomorrow fra i år er der en del electronica, men bortset fra en smule backtrack på Avalon var alt på scenen in real life. Med massive synthklange i ryggen lagde Van Etten og det fire mænd og kvinder store band ud med ’Jupiter 4’.
Indimellem kan Van Etten minde lidt om Nick Cave, når hun uforvarende spytter sine sange ud med en mine som en vin-sommelier, der har fået en tår kirsebærvin i munden. Det handler om attitude. En titel som ‘No One’s Easy to Love’ illustrerer Van Ettens kantede tekstunivers. Tag bare disse linjer fra hendes største hit, ’Every Time The Sun Comes Up’, angiveligt komponeret i et forsøg på at lege Springsteen:
Every time the sun comes up, I’m in trouble
People say I’m a one hit wonder
But what happens when I have two
I washed your dishes
But I spit in your bathroom
Denne ganske ligefremme poprocksang såvel som numre som ’Seventeen’ og ’Comeback Kid’ fremførte bandet så kildrende smertefuldt, at sangene på en måde fremstod som det perfekte match til de regnfulde, torsdagstriste omgivelser. Der var Lou Red i Sharons guitarspil og Fleetwood Mac i melodierne.
Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb. Det peger både fremad og bagud med hende ved mikrofonen og guitaren.
Julien Baker, Pavilion, torsdag kl. 18.00
Et par timer senere stod Julien Baker mutters alene på Pavilion-scenen – takket være skandaløst dårlig planlægning fra arrangørernes side.
En ting er det efterhånden famøse danske festivalpublikum, der ynder at vise kunstnere og medpublikummer den maksimale disrespekt ved at ævle og kævle løs under koncerterne. Også når man står overfor en kunstner som Julien Baker, der optræder solo på Pavilion Scenen i Roskilde.
Uanset hvor mange tiltag der gøres – mest kuriøst med holdkæft-bolsjer under Northside – er denne publikumssabotage åbenbart en konstant, der ikke kan ændres, og dermed et vilkår, som en så stor koncertarrangør som Roskilde Festival nødvendigvis bør tage med i sine betragtninger.
At placere en ung skrøbelig solist (med violinist) som Julien Baker med så meget på hjerte på en festival, er åbenbart urealistisk i 2019. ‘Wauw, jeg har aldrig mødt så støjende (loud) et publikum’, sagde Baker i begyndelsen. At man så tilmed lod hende spille få meter fra Apollo-scenen, hvor den norske duo Lemaitres støjende og dunkende electropop forstyrrede Baker så meget, at hun et par gange kommenterede det fra scenen, er først og fremmest en direkte hån mod den 23-årige amerikaner.
Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed
Sekundært kunne det, nu jeg er i gang, give én den mistanke, at programlæggerne mere bekymrer sig om kunstnernes navn på den berømte Roskildeplakat end om deres vilkår på scenen.
Well. I hvert fald i dette tilfælde.
Der var kun en ting at gøre, nemlig at skrue så højt op for lyden, at det gav mening for Baker og hendes medbragte violinist og de åbenbart få af os i teltet, der var kommet for at lytte.
Og det gjorde lydmanden så også efter et par numre.
Med sit dramatiske, stærkt ekspressive kropssprog og et ansigt under konstant ommodulering ér Baker sine sange. Det skulle vise sig, at hun ikke alene medbragte sin egne traumer fra en opvækst, ’hvor alle mente, jeg var skør’, men hele USA’s synderegister i guitarkassen.
Som hun sagde inden ’Even’:
”Denne sang handler om den fjerde juli, og det er jo i dag!” Og endnu inden, man kunne nå at tænke, “endnu en hyldest til de idealer, som USA principielt hviler på”, fortsatte hun:
”Det er en forfærdelig, forfærdelig helligdag, hvor man fejrer flere hundrede års ondskab.”
I sangen, hvor hun smart drager en parallel mellem sin egen livslede og leden ved The Man, flænsede hun sig selv og lod al smerten male dybe spor i det unge ansigt.
Efterhånden som der blev skruet mere og mere op for Julien Bakers ekkofyldte guitar stod det klart, hvor skarpt hendes billedskabende fingerspil, der lyder som en forvrænget version af klassisk spansk guitar møder f.eks. Romy Madley fra The XX og Alex Scally fra Dream House, supplerer hendes imponerende, indtrængende sang.
Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed.
Der skulle en snarrådig lydmand til at give Julien Bakers angst-rock rimelige vækstbetingelser i Pavilion.
Og Roskilde Festival skylder hende en stor, stor undskyldning.
