Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.

I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.

Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.

Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.

Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.

Taylor med forbløffende god lyd

Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.

Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig

Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.

Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.

Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.

Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.

Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.

Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.

Sympatisk, selvironisk og taknemmelig

Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig.  Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.

James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.

Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.

Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.

Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.