Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder.
Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien.
Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger.
”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien.
Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi.
Med et citat fra selveste Clint Eastwood, “I don’t let the old man in” (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu.
”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.”
Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om:
– samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt.
– kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles
– at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder.
– at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark.
– at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves.
– at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?
Lyt til podcasten her:
