Fra P.O.V. International
Som altid er tonen på Love Shops nye album Brænder boksen med smukke ting cinematisk. Ja, måske endda endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Undervejs på den færd veksler den klassiske “love shopske” melankoli mellem stilfærdige etuder og smådramatiske forløb, hvor guitarist Mika Vandborg, pedal steel-guitarist Maggie Björklund og Mikkel Damgaards keyboards maler ekspressive modbilleder i fuld technicolor til den gråmelerede modløshed.
Åbningsscenen kunne tage sit udgangspunkt i en bil på vej væk fra Love Shops hjemmebane i Store Vega på Enghavevej, der engang i tidernes morgen fungerede som Folkets Hus. For dét er netop titlen, Folkets hus, på det første klaverstykke i tonstung mol, hvor sanger og tekstforfatter Unmack konstaterer at alt det gode i ’socialdemokratiets kolde krop’ er rådnet op. Og hvorfor så egentlig feste?
Et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før
Således opmuntrede lusker vi videre og fortsætter baskende med armene i den flotte crescendo-bårne indie-rocksang Til jorden kommer. Indover Kongens Nytorv, forbi Magasins og d’Angleterres ’plastiksjæle’ ud mod Langelinie, hvor manden bag sangen om drømmenes København lader sig friste af skibene på vej mod ukendte destinationer. Det er næsten 30 år siden, Unmacks uforbeholdne begejstring over København første gang blændede igennem på det første Love Shop-album.
Som han synger Til jorden kommer med dommedagsrøst, er der ikke meget lys at spore.
Også Underdanmark er et storladent rocknummer med Mika Vandborg på spade, så det er lige før, man mistænker ham for forveksle Love Shop med Electric Guitars. Et stemningsbillede – måske – af baneterrænet omkring Hovedbanegården, hvor udstødte søger varme eller bare et sted at være.
I dette som i andre numre benytter Unmacks sig at en form for kontrasternes cut up-teknik. Hvor begreber sættes sammen – ’iskold brænder’ – og ordstumper ditto – ’lyd af spor der skifter tog’, ’lever for at sulte’. Han synger om tog, der får mig til at tænke på billeder af de tog, der bragte jøder til Auschwitz dengang i 40’erne.
I samklang med musikken skaber det endog meget stærke spejlinger og billeder i ørebøfferne. Det er koldt ja, koldt som når feberen er stigende, og, ja særdeles virkningsfuldt. Jens Unmacks tekster bliver mere og mere fragmentariske.
Om skrivestilen er inspireret af David Bowie, der også legede med at klippe i ord og sætninger, aner jeg ikke. Men han, altså Den Tynde Hvide Hertug, dukker op, efterhånden som Love Shops rejse bevæger sig udenfor Danmarks grænser til et krakelerende England i British Racing Green. I en slentrende melodisk bevægelse, med Damgaards hypermelodiøse keyboardspil, der godt kunne være inspireret af ’Life on Mars’-Bowie, hvis blege 70’er fjæs kommer til at stå som et stemningsbillede på ’dage kulsorte som vinyl’.
Igen et meget, meget smukt postkort – eller Instagram-opslag – fra en musikelsker. Måske en hyldest til et idol. Måske en hyldest til musikalsk passion. Måske et billede på den tiltagende fattigdom i dronningeriget, der muligvis snart ligger udenfor EU. Måske det hele. Måske noget andet.
Lever og dør med stil
Er det hele sort og forknyt på dette album? Nej, under et stop på rejsen i Berlin, I Berlin siger alle farvel, aner man trods alt en form for håb eller fortrøstning i noget, der ligner en sang om et kærlighedsforhold, der er på vej til at splitte sig op i Øst og Vest. Igen akkompagneret af fajancefine guitarvignetter. Som i det arketypiske Love Shop titelnummer Brænder boksen med smukke ting.
Som, i al fald af denne anmelder, KAN høres som en metasang om Unmacks skrivestil. Boksen – lig et gammeldags filmkamera – fyldes med både smukt og grimt.
Det er efterhånden en del år siden, Love Shop og alle andre mistede guitarist Hilmer Hassig. Men han lever videre i sit gamle band, ikke bare i Vandborgs guitar, der gavmildt deler ud af den twangy lyd, Hassig selv var en fornem ambassadør for.
Men også i albummets sidste nummer Druknet Senegal Vin, hvor rejsen fortsætter ned gennem Tyskland mod ukendte mål, mens sangeren ”Spejder efter hilmer, kigger efter heinz (Henrik Hall, der døde i 2011)”. Læg dertil en lille hilsen til et af Unmacks store idoler, Joakim Thåström.
Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre
Ovenpå et repetitivt beat og med bassist Nis Tyrrestrup i halvdovent kinddanstempo slutter rejsen vist med en form for forsoning. Igen: måske. Det er det fine med Love Shops filmiske popsange. Lyt. Sans. Digt selv med.
Jens Unmack har udviklet sig til en af de væsentligste ordkløvere i dansk rock – og i øvrigt synger han bedre og bedre.
Brænder boksen med smukke ting er et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før.
Skulle man fremhæve et enkelt nummer, bliver det At leve er at dø med stil.
Så fint det løftes i gang af guitaren til en gennemført popmelodi med et insisterende b-stykke, hvor sang, ord og musik mødes i soniske billeder så smukke som regnen en dugfrisk morgen i Alperne, som man må formode rejsen passerer efter Mainz, som Unmack synger om.
Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre.
Love Shop, Brænder boksen med smukke ting, A:larm – Universal
