Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at kommentere den meget omtalte Kandis for livet om dansebandet Kandis og dets leder Johnny Hansen og hans fans.
En af mine gamle chefredaktører gentog ofte: det gælder om at finde det ledige standpunkt, og det er jeg enig i. Allerede et par dage efter, DR viste dokumentaren, som stadig kan ses på dr.dk, havde jeg derudover svært ved at forestille mig flere ledige standpunkter om den film.
Nu mangler vi bare, at dronningen får puttet Johnny Hansen ind mellem de udstationerede soldater og søens folk i nytårstalen.
Allerede umiddelbart efter tv-premieren lørdag d. 5. februar piblede et hav af kommentarer frem i mit Facebookfeed: utroligt, at den slags mennesker findes, at det Danmarks findes, og sikken et liv. Og nu må de danske medier se at få øjnene op for virkeligheden udenfor København på de mere eller mindre nedslidte husmandssteder, hvor livet leves i det små og drømmene forløses i det store, når Johnny og band spiller op til helaftensdans.
Jeg forstår godt de følelsesladede reaktioner. Det er umuligt ikke at lade sig påvirke af de mange minimalistisk, men dog uhyre udtryksfuldt iscenesatte tableauer i Kandis for livet. Og lørdag d. 5. februar 2022 blev åbenbart dagen, hvor den selvudnævnte københavnske kreative klasse opdagede, at etniske jyder også har en slags følelser. Lidt overraskende eftersom vel cirka tre fjerdedele af os oprindelig har vores rødder i provinsen.
Læs en beskrivelse af og se evt. filmen her.
Iscenesat virkelighed
Mange kommentatorer anklager instruktøren for at udstille de sårbare medvirkende. Og det har vist sig, at en del af filmen er iscenesat virkelighed. Jeg har stadig til gode at se en dokumentar, der ikke i en vis udstrækning er iscenesat virkelighed, men selvfølgelig er der etiske regler, der skal overholdes. Det er ikke okay at betale en medvirkendes rejse til Solkysten for at få en god scene i kassen.
Jeg har sågar set en skrive, at Kandis-fans ved koncerterne køber deres øl sort. Så tag lige den, venner. Jeg kender vedkommende perifert og ved, at han ved, at der f.eks. også sælges rusmidler sort under Roskilde Festivalen.
Andre har helt rigtigt påpeget, at den dokumentar kunne handle om hvilken som helst anden kunstner. Mange kunstnere følges af stalkere. Kunsten og dens udøvere har altid tiltrukket sølle stakler, der mere eller mindre lader deres liv definere af forelskelsen i/fascinationen af idolet. Mange kunstnere skaber kunst, der definerer menneskers liv. Der er vi mange, der har været i korte eller lange perioder. Eller som i dokumentaren: for evigt.
At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet
Så nej, egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget om den film.
Men så så jeg selveste Mette Frederiksen tone frem på Instagram og kommentere filmen og dens indhold og lige minde om, at hun både er til dansktop og Metallica. Nu mangler vi bare, at dronningen sender en hilsen til Johnny Hansen i nytårstalen – mellem de udstationerede soldater og søens folk.
Selvfølgelig siger det i sig selv noget om en populistisk statsministers surfen på ryggen af folkestemningen. Måske tænker hun også på sin dalende popularitet derovre i minkland – med al den respekt, jeg personligt har for Frederiksens indsats under coronakrisen.
At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet og vil sikkert altid være der. Jeg glemmer f.eks. aldrig synet af Anders Fogh iført jakkesæt og blanke sko lege fodbold på Brøndby Stadion. For nu at tage en fra den anden side af spektret.
Men hendes Instagram-opslag står for mig som den kuriøse kulminationen på en uge, hvor det gode gammeldags flow-tv afstedkom en historisk livlig debat i SoMe-Zoom-æraens svar på vandkølersamtalen.
Hillemænd, det er jo nærmest absurd. Ja, Kandis for livet fortæller sin historie med påtrængende ærlighed, og dens karakterer er skarpt skårne. Men så god, den film end er, og det er den, som sagt, fortæller den ikke noget, der bør kunne overraske ret mange med bare en smule udsyn.
Er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter
Kun ganske få kender selvfølgelig mennesker som f.eks. de tre brødre, som vist alle er blinde, og deres specielle indbyrdes dynamik er rørende at betragte. Så ja, måske er det overraskende, at de findes, men det bør altså ikke overraske nogen, at de kan findes, sådan som det tilsyneladende har været tilfældet for mange.
Det er i hvert fald mit indtryk.
Så er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter. Glemt, at der ikke er grænser for hvilke former for kampe, mennesker må overkomme også i Danmark.
Kandis gennem tykt og tyndt
Som journalist har jeg talt med Kandis Johnny plus 15 gange – fulgt ham gennem tykt og tyndt, som man siger. Også da han pludselig befandt sig i sit livs største krise.
Jeg er gået tæt på ham, også for tæt, og jeg har taget mine kampe med redaktører, der ville have mig ud over grænserne. Og jeg har fulgt hans fans. Det fik mig i 2016 til at opsøge en af disse, der driver sit eget mini Kandis-museum i sin lejlighed i Aarhus.
Jeg husker ham specielt tale om fællesskabet ved koncerterne, om at det næsten kunne være terapeutisk at mødes, om nogle sommerlejre, som desværre for fansene var stoppet, og mødet med en masse søde damer.
Så for mig er den gode historie i efterslippet af dokumentaren ikke i sig selv opdagelsen her i København af, at der bor ensomme mennesker i det nordvestlige Jylland med behov for at varme sig i følelsen af fællesskab. Der findes Lonely Hearts Club Bands indenfor alle genrer i alle subkulturer og i alle lande.
Mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.
Den gode historie er, at mange tilsyneladende har erkendt, at mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.
Jeg skriver konsekvent ’tilsyneladende’, for jeg har selvsagt ikke læst alle de mange kommentarer.
Hvis vi kan tage noget med fra den sidste uges SoMe-palaver, er det, at mange nu tilsyneladende anerkender fansenes oplevelse af fællesskab og korte eller lange glimt af kærlighed ude i Kandis-land på linje med den, man måske selv finder foran den Orange Scene i Roskilde – eller backstage i mediebyen, hvor det vrimler med søde damer af alle 74 køn, og fadøllene koster det tredobbelte af prisen i Aarup Hallen, hvor Kandis spiller 26. februar.
Hvis der skulle Kandis for livet til for at åbne øjnene for, at musikkens kvalitet i sidste ende udelukkende defineres af den, der lytter ud fra dennes behov, er vi nået langt på en enkelt uge i februar 2022
