Fra POV.International
Anslaget i Perfektion, overskud & andre lorteord er en (måske sandfærdig) historie om dengang, Warberg skulle åbne den tv-transmitterede Danmarksindsamlingen, indtil Prins Joachim og Marie dukkede op. På scenen i Bremen benytter Warberg sin åbning til lige en gang for alle at markere, at han har balls og tør joke om Kongehuset. Eller rettere betjene sig af den klassiske antydningens kunst, hvor det er publikum i salen, der lægger vores egen evt. homofobi eller racisme ind i ligningen.
Det gøres med stor selvironi, som det plejer at være med Warberg. De royale jokes er Warbergs fyrige levering til trods bare ikke ret sjove som andet eller mere end omklædningsrumshumor. Skal man joke med royal seksualitet i 2019 i stand up-comedy, må der gerne være en eller anden form for perspektiv.
Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt
I dette tilfælde er det tyndt, selvom det er der, perspektivet. Den overordnede ramme for Perfektion, overskud & andre lorteord er, ja, perfektion. Eller rettere er moralen, at drømmen om det perfekte liv er en illusion.
Det har man jo hørt – og for den sags skyld selv erfaret igen og igen. Ligesom vi, der har fulgt Warberg, efterhånden har opdaget, at han har tabt sig meget. “Kom nu videre,” tænkte jeg i begyndelsen. Men fordi Warberg opererer i sin egen niche, fanger han opmærksomheden. Man kan sige, at han, der har lidt skuespillerbaggrund, opfører sin komik, ofte grænsende til det affekterede. Det er helt ned til, at han indimellem med sit kropssprog tydeligt pauserer, markerer, at nu skal der grines, venner.
Sådan har komikere selvfølgelig altid gjort, det ligger i jobbet, men få danske komikere søsætter deres pointer så markant som Warberg. Og han gør det med en betydelig mindre manieret stil end i begyndelsen af karrieren, selvom der indimellem stadig sniger sig sådan noget Tony Robbins-agtig sælger ind. Som når han siger, ”vi er nødt til at snakke om”. Fri os for den slags SoMe-klicheer.
Mig-og-min-kæreste-morads
Til gengæld er joken fra Warbergs sexliv, der følger, meget, meget morsom. Nok især hvis man som Warberg ikke er liberalist.
Man må gå ud fra, at den første blog, Eva skrev, efter hun og Adam var blevet forvist fra Paradis, handlede om forskellen på mænd og kvinder. Det er svært at sige noget nyt dér. Når man alligevel griner og smiler med Warberg hele vejen igennem dette mig-og-min-kæreste-morads, skyldes det især, at manden simpelthen er grundsjov. Det skyldes især hans sublime fornemmelse for rummet. Opdyrket dengang, han var æsel, og formentlig senere i hans egen meget intime stand up-klub på Vesterbrogade i København.
På en måde har Warbergs komik en del til fælles med den klassiske, kontante danske revytradition, og ikke et ondt om det, tværtimod. Han spiller rigtig godt. Har et sikkert medfødt funny bone. Er især stærk i mange små situationsspil, kan man kalde det, i de løbende forløb.
Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen… Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen
Mod slutningen for eksempel i en passage om dengang, mormor døde, og Warbergs to spirituelt indstillede søstre mente, at hun havde givet dem et signal. I sig selv ikke vanvittigt sjovt, men igen gør Warbergs udtryk scenen sjov.
Igen i en passage om hans og kærestens nylige huskøb. Warberg spiller sig selv, kæreste, ejendomsmægler og tømmeren, der lige når at sige, ”du skal have gjort noget ved din sydvæg inden foråret”, så man bobler indvending. Nok især, hvis man selv har stået der. Min æh hvad? Og hvorfor?
Thomas Warbergs helt store styrke ligger i at gøre selv de mest banale, almene observationer sjove. Som nyslået husvært opdager man til sin gru, at det er slut med at ringe til viceværten. Man indretter gæsteværelse uden egentlig at have lyst til at have overnattende gæster. Køber et hav af kogebøger, som aldrig bliver brugt.
Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen. Som i en passage om hooligans, der synes de er seje, rebelske og anarkistiske, selvom de har brugt en halv time på at købe stadionbilletterne online. Skarp joke med tryk på, spillet med en damptromles finesse. Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen.
Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt.
Thomas Warberg: Perfektion, overskud & andre lorteord
Turnerer over hele Danmark.
