Fra GAFFA.dk
Gretchen Peters, Beta, København
Kun 120-130 tilskuere mødte torsdag aften op i BETA på Amager til en koncert med den amerikanske folk/country singersongwriter Gretchen Peters og hendes mand Barry Walsh. Ja, vi var få. Men oplevelsen var stor – en af dem, der ikke går over lige med det samme.
Indrømmet, i udgangspunktet vidste jeg ikke meget om Peters, da jeg øjede hende i Amager Bios/BETAs aprilprogram. Huskede hende som en af de utallige navne, jeg ikke nåede på en Roskilde Festival (2015). Og dog, det skulle vise sig, at hun kendes som medkomponist til “When You Love Someone”, som hendes gode ven Bryan Adams gjorde til et hit i forbindelse med sin MTV Unplugged-koncert og plade.
Gretchen Peters bliver ofte med god ret kaldt den hemmelige countrystjerne. I årevis var det hendes vigtigste reaison d’etre at skrive til andre som Shania Twain, George Strait og Neil Diamond.
Indtil forleden har hun og Walsh turneret i Europa med et strygerensemble. Vel sagtens af økonomiske grunde var det ikke med i aften på scenen ved Øresundsvej. Og jeg må indrømme, at jeg før koncerten betragtede de to mikrofoner og enkelt keyboard på scenen med en vis skepsis. Har meget få mindeværdige oplevelser med rent akustiske versioneringer af elektrisk rock.
En koncert med en ekstatisk Graham Parker en gang i Loppen i nittenhundrede-og-hvidkål er en undtagelse.
Rigtig mange af de numre, Peters og hendes mand spillede her i aften, er indsvøbt i strygere i pladeversionerne. Nogle af dem lyder lovlig smægtende, old school Nashville til min smag. Ikke at den radiovenlige Patsy Cline-esque lyd ikke har sin berettigelse – er du Crazy? – men det skulle meget hurtigt vise sig, at Peters krøniker stod endog meget skarpere og mere livagtige i det simple set-up på BETA-scenen.
Med hende og Walsh alene på scenen var den menneskelige og musikalske kemi dem imellem tydeligt.
Begge har humor, som f.eks. da Peters annoncerede “Lowlands”, som sangen hun skrev en sort, sort novembermorgen i 2016, da hun måtte indse, at den var god nok: USA havde valgt Trump. Og som hun kløgtigt tilføjede: ”Mange siger, at USA ændrede sig den dag, jeg tror bare vi afslørede os selv”.
Især Barry Walsh viste sig som en lun fætter, som da han, efter Peters fortalte, at de havde spillet sammen i over 30 år og havde været gift i ni, tilføjede ”Det var verdenshistoriens længste audition”.
De lagde ud med “Arguing with Ghosts” fra Peters’ seneste album fra 2018 Dancing with the Beast. Et album, hvor hun bekræfter, hvad hun selv har sagt flere gange: “Jeg er storyteller, ikke protestsanger”.
Albummet er en samling sange, der fortæller hver sin kvindes skæbnefortælling set og hørt på bagsiden af et vingeskudt post 2016-USA.
“Arguing with Ghosts” og den næste “Wichita” og f.eks. også “Blackbirds”, som hun selvironisk præsenterede som sin murder ballad, er postkort eller instagramopslag fra et roadtrip mellem marker, ”sået med ond hvede”, USA besunget fra køkkenvaske, drugstores, sidegader hvor vindbøjtler suser mellem benene, faldefærdige træhuse og kirker, som ikke en gang troen kan holde sammen på.
Allerede fra begyndelsen slog Gretchen Peters en cirkel omkring os få tilhørere i salen. Og fastholdt sit momentum til det sidste.
Hendes vokal har måske ikke en specielt outstanding personlig klang, til gengæld synger hun, det hun gør, fremragende. Den 61-årige kvindes stemme lyder faktisk helt upåvirket af tidens tand. Hendes brug af vokale virkemidler var både fascinerende og ja, bedårende. Som var det hende magtpåliggende give teksternes ord deres helt særegne lyd. Som i sangen “Say Grace”, der emmer af solidaritet med den kvinde, hun synger om. Den blev sunget med samme følelse, som må have skabt den for et par år siden. Gåsehudsfremkaldende.
Igen og igen bemærkede jeg, hvordan A- og B-stykker vævede sig umærkeligt ind i hinanden. Så elegant. Som også den livsfilosofi, man fornemmer mellem linjerne. Som hun meget skarpt synger i Matador, “Jeg holder med tyren. Jeg holder med tyrefægteren.” Tvivl og en form for zen går hånd i hånd. Som hun også synger: “Life’s a beautiful disaster”.
Barry Walsh har spillet keyboard for blandt andre Roy Orbison, Willie Nelson og Waylon Jennings. De tre navne lader jeg lige stå et øjeblik… Walsh har været med til at definere lyden af Nashville med andre ord. Har i øvrigt også spillet sammen med Alex Chilton – tjek ham evt. i Netflix-dokumentaren om Big Star.
Men under aftenens koncert tænkte jeg lige så meget på et job, han ifølge sin kone har haft i Memphis – som keyboardspiller for The Reverend Al Green i dennes baptistkirke.
Dere r brusende gospel og orkestralt drama i Walshs spil – så meget, at det nærmest er et orkester i sig selv. Hvad enten han spiller boogie som i “Woman of the Wheel”, powerrock som i “Idlewild” eller med et Leon Russel-agtigt attack som i “Hallo Cruel World”.
Inden pausen spillede Walsh et af sine mange klaverstykker, det Erik Satie-inspirerede “Belgian Afternoon”. Lyden af kunstnernavn og titel sat sammen skaber måske nogle bittersøde melankolske billeder – men det er egentlig bare en hyldest til belgisk øl.
Gretchen Peters har i årevis været en af de vigtigste stemmer i countrymusikken. Glædeligt at der lige nu bliver bygget videre på hendes værk af unge kvindelige countrysangere som Kacey Musgrave og Brandi Carlile.
Gretchen siger i et interview på unratedmag.com, at det ultimative for hende ville være at stå på scenen som korsanger bag Bruce Springsteen, bare for at mærke magien fra The E-Street Band.
Tidligere i dag læste jeg, at Den Store Storyteller selv er på vej med et soloalbum. Stadig høj på følelsen fra aftenens koncert i BETA – toppet af en sjælfuld version af Rolling Stones’ Muscle Shoals-nummer “Wild Horses” – vil jeg mene, at det nærmere var Springsteen, der skulle stille sig op bag Gretchen og Barry – for at mærke magien.
