Forleden kørte jeg min Hyundai til Hundige.
Dengang i 80’erne, hvor Malurt var på toppen, ville jeg af gode grunde have været nødt til at tage S-toget til spillestedet Portalen. Måske ligefrem være stået af på Friheden Station og råbt, ”her på Friheden Station er frihed kun en illusion”. Det ér faktisk sket en enkelt gang i fjoget, ungdommelig kådhed.
Men det er længe siden, og nostalgi er som bekendt ikke, hvad det har været.
Nostalgi. Ja, hvad er det egentlig for en størrelse? Ifølge gode, gamle Wikipedia, handler det om en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte).
De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang
Det bruges om at længes efter noget tabt, forsvundet eller bare gamle dage. De græske ord henviser til, “smerten en syg person føler, fordi han ønsker at vende tilbage til sit land, og frygten for aldrig at se det igen.”
En syg person? Kviktesten, jeg tog inden, jeg fandt bilnøglen frem, var negativ. Så næh, ikke specielt syg.
Det tabte land? Da jeg lærte Malurts musik at kende, boede jeg i en saneringsmoden lejlighed ved Sankt Hans Torv uden varme, men til gengæld med masser af skimmelsvamp og en konstant stank af et afsyringsmiddel fra lejligheden ved siden af.
Jeg var nærmere nysgerrig efter at fornemme, om disse fem ældre mænd kunne genskabe den form for rock-vitalitet, som jeg havde oplevet en del gange i firsernes første halvdel. Genskabe lyden af et tidsåndens rockband med aftryk af lige dele rocktradition og nyrock med mundrette danske Verfremdung-tekster.
De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang. Koncerter, hvor musikken satte erindrede stemninger i nutidigt relief.
F.eks. Bruce Springsteen på Roskilde Festival 2012 og Paul McCartney i Parken 2003, Onkel Neil på Tinderbox 2019.
Og ja, jeg var i Forum 1. maj 1981, da Malurt spillede “Hungry Heart” med Bruce på scenen. Jeg har en plade med en piratoptagelse af koncerten. Her kan man roligt sige, at mindet er større end musikken.
Da Malurt vendte tilbage
Idéen til den aktuelle comebackturné – der som alt muligt andet blev udskudt et par år – opstod, da de fem (næsten) oprindelige medlemmer af Malurt så Rolling Stones spille i Parken i 2017. Efter koncerten så de fem på hinanden: Glory days they will pass you by – men måske kunne de alligevel så mange år senere fange glimt af glorien igen.
Men et comeback måtte ikke ligne fem gamle mænds forsøg på at score nem kasse. Det måtte ikke ligne et patetisk forsøg på – billedligt talt – at genoplive smagen af blodet fra de brosten, der føg rundt omkring den nedrivningstruede Byggeren på Nørrebro dengang, hvor jeg så Michael Falch spille første gang – og i øvrigt nogenlunde samtidig mødte ham i en af datidens uendelig mange basisgrupper.
Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller spoken word’ede passager i sine tekster – end sang
Efter et samlet vægttab på næsten 100 kg, træning og atter træning i den ufrivillige Corona-pause stod Malurt så på scenen i Portalen. (De nåede dog faktisk at optræde et par gange inden nedlukningen i 2020).
Det begyndte med tre klassikere: ”Tilbage til byen”, der blev spillet alt for hurtigt, ”CPR” og ”Sidste station” (den igen). Der var den positive erkendelse, at intet i det ambitiøse lyd- og lysshow tydede på, at det var valgt nemme løsninger på scenen.
Til gengæld var der de obligatoriske lydproblemer med langt mest tryk på Peter Mors’ i forvejen ret bombastiske trommespil. Faktisk lød det foruroligende meget som en af de larmende piloteringsmaskiner, jeg var cyklet forbi tidligere på dagen.
Men allerede i fjerde nummer efter Michael Falchs introduktion bemærkede jeg for alvor Christian Arendts eminente guitarspil, som blev bedre og bedre, mere tydeligt og distinkt i lydbilledet, efterhånden som aftenen skred frem.
Jeg mener ikke at hørt ham spille live siden Malurts første afskedskoncert i Nørrebrohallen en gang midt i firserne.
Måske giver det ikke alverdens mening at tale om dualistisk guitarspil. Men det skulle vise sig i løbet af den to timer lange koncert, at Arendts spil hele tiden bevæger sig mellem lyst og mørkt, en malerisk vekslende tone som et sted mellem Neil Young og en guitarist af fuzz-guitarist-skolen som Lenny Kravitz.
Mere tændt forsanger
Samtidig virkede forsangeren mere og mere tændt og årvågen i forhold til betydningen af sine ord, efterhånden som tiden skred frem. Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller “spoken word’ede” passager i sine tekster – end sang. Måske koncentrerede han sig mest om at være på, måske virkede han ligefrem en smule nervøs og lidt akavet under “Stormsoldater” – måske fordi den desværre er mere aktuel end nogensinde.
“Stadig en der skjuler Mein Kampf og naziflag?” synger Falch, og fortsætter: “Der er flere og flere, der mødes, når mørket falder på … når man kommer ganske tæt på, kan man se fascisten lure.”
Ifølge biografien Frankly, We Did Win This Election er Donald Trump fan af Hitler. Der er kun et enkelt stenkast mellem samme Trump og diverse white supremacists og nynazistiske grupper i USA. Mens disse linjer skrives, har Trump ytret sympati for Putins krig mod Ukraine.
Hvad kun få formentlig havde frygtet den aften i Portalen, ved vi nu: Den største krigshandling i Europa siden anden verdenskrig er en realitet. Despoten i Kreml er gået ind i Ukraine.
“Skal gaderne atter give genlyd af støvler i strækmarch?” sang Falch også. Ja, desværre.
Som han sagde om slagsangen “Kold krig” fra det første album: ”Dengang troede vi, at den kolde krig var slut. Men …”.
Efter et par års pause med koncerter, hvor det er tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning som på vej ud af Portalen
Jeg var i Store Vega i 2005, da Malurt var gendannet for en kort stund. Så vidt jeg husker med Peter Viskinde på guitar i stedet for Arendt. Og præcis som dengang slog det mig forleden i Hundige, at mange af de gamle sange lyder mere bryske og livs- og slagkraftige live end på de gamle plader. Det var efterhånden, som lydforholdene blev bedre.
Som f.eks. i “Black-Out” og “Vindueskigger”, der blev spillet, så jeg kom til at tænke på Thin Lizzy, hvis “The Boys are Back in Town” blev afspillet inden koncerten.
Som Falch selv påpegede, har virkeligheden for længst overhalet linjen fra “Black-Out”, der blev skrevet under påvirkning af den nye digitale trussel lige der på vej ind i det orwellske 1984. “Fra næsten normal til helt digital”, sang han.
I dag lever vi i den digitale dystopi, han og en lang række nyrock-bands, forfattere og andre kunstnere fremmanede dengang i 80’erne.
Og som bekendt behøver man bare læse et kommentarspor efter en politisk kommentar for at komme i tvivl, om der overhovedet findes normalitet i dag.
Bastante rockklodser
Efterhånden som den ene Malurt-klassiker efter den anden skar torsdag aften ud i bastante rockklodser, udviklede koncerten sig til en gensidig fejring. Det varme øjeblik med fællessang i “Den eneste ene” og selvfølgelig ”Mød mig i mørket” og “Superlove”. Min egen indre varme under min gamle favorit, ”Hjerte af is”. Der i øvrigt minder mig mere og mere om Ray Davies ”Better Days”.
Bedre lyd på Dia Nielsens bas, mere rock-swing, mere indlevelse i Michael Falchs sang, Arendts hæsblæsende spil i “Spøgelser”. En passage med Falch og Arendt på duelguitar. Det var ret gemytligt se de der to legekammerater fra Tønder for 50 år siden lege rockstjerner.
Jeg har altid betragtet Malurts sangkatalog som præget af to hovedtemaer: De i begyndelsen rebelske, kolde sange om tiden med temaer som krig, arbejdsløshed, fremmedgørelse, digitalisering – og hjerte-sangene til den eneste ene.
Men der på gulvet i Portalen slog det mig, at der er en fælles lyd af angst og nødråb grænsende til desperation i alle Falchs sange fra den æra. Uanset om det skyldtes angst for atomkrig, arbejdsløshed eller indre dæmoner. En famlen efter at finde og fastholde drømmen om at holde sig på afstand af spøgelserne i “Det andet land”, som Falch sang om som solist.
Det er sange som ”Hjerte af is”, ”Gammel kærlighed”, som de desværre ikke spillede, ”Kys mig før jeg bliver cool” og for den sags skyld ”Mød mig i mørket”, der vist nærmere handler mødet med et stort indre mørke, hvor umættelige dæmoner kalder på offergaver, end om mørket derude i det restriktionsfri byliv.
Så mens det gendannede Malurt spillede popoen ud af de gamle sange, så det indimellem lød som om, de faktisk netop havde skrevet dem – den super virile “Vindueskigger” f.eks. – blev jeg sådan lidt varm i hjerteklappen, som man kun bliver, når man uventet hører godt nyt fra meget gammel ven.
Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan
Efter et par års pause fra koncerter, hvor det har været tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning, som på vej ud af Portalen. Ingen tvivl om, at den lange pause i sig selv lægger til oplevelsen.
Med Michael Falchs store svendestykke “De vildeste fugle” rungende i ørerne var det stort at rejse på genbesøg i nogle følelser, som jeg først sådan nogenlunde forstår i dag. På afstand.
Der er ikke noget at være bange for
Hvis dine vilde drømme nu bliver væk, hvad så?
Vi får smagt på livet, smerten må vi ta´
Og skønheden kommer
Den kommer nok en dag
Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan.
Lyt evt. denne Mediano Music POVcast, hvor Michael Falch fortæller historien om Black-Out.
