Det begynder med Cave, messende. “There are some people trying to find out who/ There are some people trying to find out why/ There are some people who aren’t trying to find anything but that kingdom in the sky…”
Synth-flader, så mørke og tunge som utålmodige tordenskyer, at man sidder med fornemmelsen af apokalypsen lige rundt om hjørnet. Der er katastrofe i hver en strofe. ”Hands of God” hedder første nummer, men som det fremgår af citatet, er det op til fortolkning, hvordan Cave læser biblen.
Teatralsk som altid, crooner han om at søge ned til floden, svømme, indtil han drukner, ramt af flodens forbandelse. Fra en bro betragter en dreng skuet, mens han smider med mønter. Er det mon Nick Caves afdøde søn, som i høj grad har præget hans sangskrivning siden det tragiske dødsfald for seks år siden?
Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb
Der er noget meget effektfuldt, men også lovlig forpustet over denne åbning, og det følgende nummer ”Old Times” lyder mest af alt som en lydinstallation i en udstilling, der aldrig blev åbnet.
Men derfra åbnes skotterne, lyset trænger ind i hotelrummet, som man fornemmer gemmer sig bag den balkon, der dukker op flere gange på Carnage. Man fornemmer, at Cave synger de otte sange fra balkonen i betragterens rolle. Og da der uendelig langsomt er trængt tilstrækkelig meget lys ind, fornemmer man kvinden i sengen derinde i rummet.
Fyldt med referencer
”It’s only love, with a little bit of rain,” synger han i titelnummeret, mens nuancerne flyder ind og til dels opløser mørket. Med enkle midler, et let keyboardtema og et storladent kor bliver musikken mere og mere følelsesladet, ja sjældent har man vel hørt Cave mere hjerteskærende end på dette album.
Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb.
Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab
På sin plads på balkonen læser sangenes jeg forfatteren Flannery O’Connor, hvis tematiske udgangspunkt var christian realism, en politisk teologi, der inspirerede Barack Obama, Martin Luther King og Jimmy Carter. Når han ikke læser, betragter han en nedlukket verden, drømmer, og reflekterer tilbagevendende over The Kingdom in the Sky. Cave er ikke absolutist, der er ikke lås på de døre, der fører ind til hans tekstunivers.
Personligt hører jeg ”White Elephant” som en sang, der kunne handle om dem, der med Gud som gidsel, indtog Det hvide Hus for et par måneder siden. Selvom den formentlig er skrevet inden. Eller I hvert fald et svirp til det famøse second amendment, skoleskyderier. I’ll shot you for free, I’ll shot you in the fucking face. Det pistolliderlige ‘jeg’ kunne også være et system eller alle, der ignorerer klimatruslen mod natur, dyr, klode.
Understøtter åbningerne
Caves og Ellis’ billedrigt producerede soundscape omfatter bl.a. et kor, besyngende The Kingdom in The Sky – der var det igen. Koret bliver større og større for hver takt, så det efterhånden lyder som en folkemængde, der vokser sig større for hver linje. Lidt samme udtryk som i Nicks gamle kæreste P.J. Harveys The Hope Six Demolition Project. Det er stort, hvordan pladens produktion kun understøtter sangens mange åbninger og spørgsmålstegn.
På den node fortsætter det med det smukke, pianobårne ”Albuquerque”, pladens mest konkrete – det handler om Coronastækket rejselyst.
Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang
Nick Cave og Warren Ellis har skrevet en hel del filmmusik på det seneste, sideløbende med Bad Seeds trilogien Push the Sky Away, Skeleton Tree og Ghosteen. Jeg hører Carnage som en slags soundtrack. Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab. Tab af venner. Tab, måske, af fans, der foretrækker styrvolten punker-Nick fremfor Kunstner-Nick.
Som i en klassisk fortælling rundes Carnage af i en stemning af håb og kærlighed. Med en sang, der dårligt kan høres som andet end en kærlighedserklæring til hende den skøre i hotelsengen.
Repetitivt messer Cave: “This morning is amazing, and so are you.”
Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang. Utroligt hvor megen ånd og stemning, Nick Cave og Warren Ellis kan få ud af et par instrumenter og et kor. Jeg hører nye historier for hver gang, jeg lytter, nogle skræmmende, nogle lyse.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:
Nick Cave & Warren Ellis: Carnage, album
Foto: PR
