Fra POV.International
I ugerne efter sejren i Globen er Fly on the Wings of Love i færd med at indtage histlisterne i Norden, Benelux-landene, Tyskland, Schweiz og Østrig.
Brødrene Olsens pladeselskab har inviteret et par medier med på en promotion-tur til Bruxelles. De to brødre kommer fra Holland, de skal videre til England.
Først optræder de i et radioshow, senere kører vi på motorvejen i retning af, ja, Waterloo til et obskurt hus, der både indvendig og udvendig ligner noget fra en David Lynch-film. Undervejs modtager brødrenes assistent opringninger, der skaber vild begejstring. Det nye album er røget helt i top på den norske hitliste. Singlen Fly on the Wings of Love ligger nummer 9 på den tyske singleliste.
”Nu er pensionen sgu hjemme, Olsen,” udbryder Jørgen Olsen.
Det er ikke løgn. Hvor meget de har tjent, ved kun de selv. Men enhver kan regne ud, at vi taler adskillige millioner. Men mon dog ikke der er et stykke vej op til de syv milliarder danske kroner, de fire medlemmer af ABBA tilsammen er værd. Skal man tro det amerikanske finansmagasin Forbes.
Under turen til Bruxelles viser det sig lidt overraskende, at Melodi Grand Prix måske er mere kendt i musikbranchen, end jeg troede. Mens Jørgen og jeg drikker et glas vin i hotellobbyen, dukker rocklegenden Alice Cooper pludselig op sammen med sin manager.
Jørgen hilser på ham. Alice har aldrig hørt om Eurovison Song Contest eller The Olsen Brothers, men det har manageren, der ligefrem har set et sammendrag af Globen-showet og roser Fly on the Wings of Love.
”Jeg talte med Ozzy om Eurovision forleden,” fortæller han.
Jeg forklarer Alice, at ESC var springbræt for ABBA.
“I love that band. It was one of Johns favorite bands,” når han at sige, inden han og manageren forsvinder. Hvilken John? Jeg vælger at tro, at han mente sin gamle svirebror fra Rainbow Bar i Los Angeles, John Lennon.
Ligesom jeg vælger at tro, at manageren og Ozzys samtale ikke handlede om, hvorvidt Ozzy havde planer om at stille op. Det skal nævnes, at guitaristen fra Black Sabbath, Tony Iommi, i 2013 leverede en grandprix-sang Lonely Planet til armenske Dorians.
Kort efter turen til Bruxelles spørger Brødrene Olsens manager, om jeg har lyst til at skrive en biografi om Jørgen og Noller. Forlaget Borgen er interesseret.
I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.
Meget betegnende for Brødrene Olsens travlhed den sommer, hvor hele Nordeuropa sang med på sangen om kærlighedens vinger, mødes vi i Malmø for at tale første gang om bogen, der ender med at blive skrevet på fem uger. Det bliver indledningen til uendelig mange samtaler om musik, musik, musik. Blandt andet om R.E.M., som de senere fortolkede på DR.
Noller har besluttet at skrive et kapitel om sit liv med misbrug gennem godt og vel 25 år. Han lægger ikke skjul på, at begejstringen over at have vundet og først nu i den forholdsvis sene alder leve drengedrømmen ud også har en bagside. Af og til bliver han meget træt.
Jeg skulle senere komme til at beskæftige mig indgående med samme emne som medforfatter til hans bog Det er muligt – rundt om et misbrug. Ikke mange ved det – der er en grund til, at det hedder Anonyme Alkoholikere – men siden han blev ædru i 1997, har Noller gjort et kæmpe arbejde til støtte for andre misbrugere og ædru alkoholikere og narkomaner i Danmark og internationalt. Og for sagen som sådan. Et kæmpe arbejde.
Som hvis Agnetha Fältskog ringede
Under grandprixet i Sverige har jeg bemærket, at den svenske avis Aftonbladet har sat sig totalt på eventen som en slags sponsorer. Eller mediepartner, som det hedder. Der er ligefrem oprettet en redaktion i en bygning udenfor Globen, der principielt er reklamefri under konkurrencen. Ligesom DR er SVT et ikke-kommercielt medie. I nattetimerne efter Olsen-Brødrenes sejr har jeg talt med en kollega fra Aftonbladet, der har beskrevet avisens forhold til Melodifestivalen som “hvis han var teenager igen, og Agnetha Fältskog havde ringet”. Jeg kan lide det.
Jeg foreslår mine chefredaktører, at BT skal være Danmarks Melodi Grand Prix-avis i 2001. “Believe the hype,” som man sagde i Manchester i 80’erne. Hvis jeg skal være helt ærlig, varmede jeg mig også ved tanken om ansigtsudtrykkene hos kollegerne på sportsredaktionen, når de opdagede, at de ikke længere arbejdede på Danmarks Sportsavis. men på Danmarks Sports og Melodi Grand Prix-avis.
Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter, under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger. Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.
Det ender med, at vi får opgaven at levere tekst til det trykte program, der skal produceres til Det internationale Melodi Grand Prix og skriver stolpe op og ned om alt, der smager af Melodi Grand Prix i ni-ti måneder.
Jeg ville gerne kunne fortælle en masse underholdende anekdoter om dét. Men den episode, jeg husker bedst, stammer fra, da jeg skal mødes med det reklamebureau, der skal stå for produktion af det program, vi skal producere sammen med DR.
Klokken er ti om formiddagen, og jeg bliver budt en guldøl i bureauets fine kontor. De er ikke så vant til hverken tabloidjournalister eller Melodi Grand Prix og mener, at det nok er sådan, den slags begynder dagen. Det ender med kaffe.
Og så var der forresten også den ældre skuespiller, der ringede en sen aften og spurgte, om vi ville være med til at sponsere en ny generation sengekant-film. De var flere nede på baren, der mente, at det ville være den naturlige forlængelse af det med grandprixet. Han blev henvist til chefredaktionen.
Hvor får man en decent gin & tonic?
Allerede kort efter proklamerer den daværende administrerende direktør i Parken Sport og Entertainment, at firmaet vil investere 110 mio. kr. i et tag, der vil kunne rulles henover Parken, som jo også ender med stå som arrangør. Det tag får en del omtale. Faktisk er der hele 8.000 til stede, da det som en prøve første gang rulles henover Parken.
Noller, Jørgen og jeg har et par gange muntret os over, at deres sejr resulterede i to nye tage: Don Øs tag over Parken og det eternittag, jeg købte for de penge, jeg tjente på deres biografi.
I 2. del af denne fortælling var jeg lidt kålhøgen over at have forudset Brødrene Olsens sejr i Globen. Efter 2001-grandprixet i Herning skrev jeg, at Rollo & Kings Der står et billede af dig på mit bord var helt uden chancer i Parken. Den endte som bekendt som nr. 2… Efter estiske Tanel Padars og arubanske Dave Bentons, lad os kalde det mystiske sejr med Everybody.
Parken-showet er senere gået over i historien som grandprix’et, hvor den legendariske britiske kommentator Terry Wogan kom med nogle temmelig nedladende bemærkninger om værtsparret Natasja Crone og Søren Pilmark under BBC’s transmission af festen. Det gjorde vi et stort nummer ud af på avisen, og det endte med en officiel undskyldning fra BBC. Det lykkedes mig faktisk at møde Terry Wogan meget kort året efter under grandprixet i Estland. Tror jeg spurgte, om han havde fortrudt sine bemærkninger.
Han svarede noget i stil med, at han allerede havde sagt nok. Og spurgte, hvor man kunne få en decent gin & tonic i den kedsommelige sportshal.
Set i efterrationaliseringernes altid nådige lys tror jeg, Fly on the Wings of Love blandt meget andet var en +50-generations senior-influenceres oprør mod den omsiggribende digitaliseringsbølge, og som mange så det, forfladigelse af popmusikken post-Britney. Et comeback of value, som man ville sige, hvis den gamle melodikonkurrence var en børs. Måske endda et af de sidste oprør, inden digitaliseringen for alvor overtog alt og skiftende +50-generationer for længst har omfavnet alt fra Spotify, Facebook, NemID og tv på app til netbank, og bruger det lige så ubesværet som de helt unge.
Man kan også bare sige som Kim Larsen gjorde, da han mødte Jørgen og Noller til et støttearrangement kort efter Globen.
De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene.
– Kim Larsen
”Tillykke med det drenge. For en gangs skyld har I lavet et godt popnummer.”
3. december 2000, kort efter Kim Larsen havde læst brødrenes biografi Et stjerneskud – to liv i tilbageblik (har han fortalt mig), udtalte han i Jyllands-Posten:
“De Olsen-brødre som er blevet drillet – og jeg har selv været med til at drille dem – og lad os så bruge ordet igen: “halvfallerede”. Og så gjorde de det bare: Kom til ære og værdighed. Og det fortjente de. For de har livet igennem været i musikkens tjeneste, og de har været tro over for den – aldrig korrupte, men en ærlig stræben – uanset hvem der stod og lo i krogene. Jo, det var fint. Det var godt. Og så var det i øvrigt en god melodi.”
I dag er Jørgen og Noller for længst trådt ind i rækken af Melodi Grand Prix-ikoner. Et møde med Cliff Richard forud for grandprixet i 2002 har ført til et nært venskab med Sir Cliff, den første europæiske rockstjerne. Bortset fra at Fly on the Wings of Love ændrede Jørgen og Nollers liv, blev den startskuddet til en af de største mediebegivenheder nogensinde i Danmark og en medfølgende renæssance for folkefesten Melodi Grand Prix i Danmark, der har varet i 20 år. Godt hjulpet undervejs, selvfølgelig, af Emmelie de Forests sejr med Only Teardrops i 2014 i Det internationale Melodi Grand Prix i Malmø.
Hvem har æren? Ingen og alle. Udover indlysende at pege på de to brødre fra Virum, skal en meget stor del af æren tildeles den daværende DR-chef Morten Carlsson, der er nævnt nogle gange i dette tilbageblik. Og pladeselskabet CMC, der troede på det umulige comeback. Arrangørerne af Parken grandprixet med Jørgen Ramskov i spidsen og følgende DR-arrangører.
Men personligt er jeg tilbøjelig til at tilskrive Brødrene Olsens managers assistent den største ære. Det var, som nævnt i del 1, trods alt hendes nynnen, der fik dem til at stille op med Smuk som et stjerneskud.
“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn
PS:
“Renæssance …, der har varet i 20 år,” står det. Det er ingen hemmelighed, at Malene Mortensens sidsteplads i Estland 2002 skabte en del uro og efterrationalisering i DR. Det er skrevet før, og jeg gentager det gerne. At Malene Mortensen kun fik syv stemmer skyldtes ikke kun, at hendes sang og performance var off i forhold til, hvad Europa var i humør til.
En sen nattetime i maj 2003 sad Morten Carlsson og jeg i baren på et hotel i Tallinn. De fleste andre journalister og DR-folk var enten gået i seng eller opholdt sig i den ekstremt larmende Euro Club ved siden af. Carlssons rumænske kollega kom hen til bordet med et stykke A4-papir. Papiret var fyldt med optegnelser og tal. Det lignende et ‘ sweepstake’ før en fodboldkamp.
Manden var i færd med at aftale indbyrdes stemmefordeling mellem de deltagende lande. De, der ønskede at medvirke. Ren korruption. Rumænien giver Makedonien så og så mange point. Og omvendt. Dengang i 2002 blev grandprixet stadig kun delvis dækket af telefonafstemninger. Resten var op til lokale juryer = de magtfulde tv-chefer.
Det rumæanske forsøg på stemmesamarbejde blev blankt afvist af en vred dansk delegationsleder.
Næste dag fik Malene Mortensen syv stemmer. Heraf fire fra Israel. Det er en kendsgerning. Ingen ved, hvordan Malene var endt med en retfærdig stemmeafgivning, men dog næppe meget bedre.
“Det er fandme en god historie, som bør fortælles,” sagde jeg til Carlsson. Igen og igen. Og igen. “Vent lidt,” sagde han hver gang. Et års tid senere modtog bl. a. jeg og en kollega fra norske Dagbladet en kopi af en intern EBU-rapport, der dokumenterede, at Cypern, Grækenland, Kroatien, Rusland, Makedonien, Malta og Rumænien havde stemt sammen i Tallinn.
Rapporten bakkedes op af udtalelser fra franske og svenske delegationsmedlemer, der havde haft samme oplevelse som Carlsson. I dag gør EBU alt for at undgå korruption.
