Fra POV.International
I år er det 30 år siden, Pearl Jam dukkede op som den ene af de tre mest betydningsfulde surfere på grunge-bølgen. Om tre måneder er det 20 år siden, en af de største tragedier i rockkoncertens historie indtraf. Ni mennesker led en forfærdelig død under Pearl Jams koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Senere skulle der komme et ‘før og efter Roskilde 2000’. Nu er ’uskyld’ et lidt skævt ord at bruge i forbindelse med rockmusik. Men alligevel – for en ny generation af rockfans står den koncert som det helt store uskyldstab. Ikke mindst når det gælder sikkerhedsforholdene, som heldigvis efterfølgende blev kraftigt forbedret verden over.
Om COVID-19 vil, står Pearl Jam på scenen i Royal Arena 29. juni.
Det siges, at det blandt forskellige involverede parter på et tidligt tidspunkt var på tale at henlægge koncerten til Roskilde Festivalen. Altså på 20 års dagen – minus én dag. Hvorfor det ikke er blevet sådan, aner jeg ikke.
Måske meget fint ikke at udfordre the powers that may be – eller skæbnen for den sags skyld.
Udover ovenstående indlysende anledning kom jeg under første afspilning af Gigaton til at tænke på processen, der førte Eddie Vedder tilbage til guitar, klaver og studie efter den traumatiserende oplevelse.
The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who- album
I 2002 sagde Eddie Vedder til journalist på Gaffa og forfatter Henrik Tuxen, der mødte ham til et interview:
”Vi var totalt lammede og anede ikke, hvad vi skulle stille op. En ting, der hjalp, var, at Pete Townshend og Roger Daltrey (The Who, Vedders store forbillede, red.) straks rejste til København umiddelbart efter ulykken. De havde prøvet noget lignende (Cincinnatti 1979, hvor 11 mennesker omkom under The Who’s koncert, red.) og kunne relatere til os.
‘Gå ud og spil din musik, det glæder så mange mennesker, det er det, du skal gøre, og det er det, som alle ønsker, I skal gøre’, sagde Pete til mig. Men på det tidspunkt kunne hverken jeg eller resten af bandet se nogen som helst mening med det.”
De fandt meningen, og senere har Pearl Jam udviklet sig til et af de mest medrivende livebands i Den Store Rockliga. Deres koncerter er ofte mammutseancer af Springsteen’ske dimensioner.
Et lidenskabeligt nødråb
Netop The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who-album.
Med et ildevarslende Pink Floyd-æstetisk cover med et smeltende isbjerg (vælger jeg at tro) og flere angreb på Trump og alt det, han repræsenterer, kan det ses og høres som Eddie Vedders lidenskabelige nødråb på menneskehedens vegne – der ender i et håb. Så selvom det vrimler med musikalske tråde bagud, er Gigaton så tidsvarende og NU som noget.
Tolv meget forskellige sange danner tilsammen en dynamisk cyklus, en fortælling om et sangenes jeg i eksistentialistisk tvivl, et enkelt sted stirrende mod en højere spirituel magt. Og som ender med at slå sig tåls med, at noget bedre vil sejre. Sådan må det være.
Albummet er præget af en stribe gode melodier pakket ind i intens alt-rock. Det er lidt af en ufortalt historie, at grunges vej fra postpunkscenen i Seattle via MTV til rockrevolution blandt meget andet også blev båret af komponisternes tæft for gode melodier. Ifølge Nirvanas bassist Kris Novoselic var Kurt Cobain stor skabs-ABBA-fan.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt. I min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder
Den meget ordrige Dance of the Clairvoyant, hvor Vedder næsten manisk forsøger at finde meningen i en klaustrofobisk hverdag (den er skrevet før Corona) lyder af britisk 80’er nyrock, bands som Bram Tchaikovksy, The Jam og XTC helt ned til guitarspillet. Med bas og trommer i tæt pulserende samspil er Quick Escape en funky fabel med Mike McCreadys skarpe guitar med ”skruetrækker mod bilkøler”-lyd som ledetema, flotte harmonier, sågar falsetsang.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock, med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt – i min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder.
Men der er også tænderskærende straight forward garagerockere som Never Destination og Take the Long Way. I førstnævnte lyder Mc Creadys sologuitar mere som Pete Townsends gamle ven/konkurrent Dave Davies fra The Kinks – end som The Who.
Sitting Bullshit
Der går 13 Trump-hadere på dusinet blandt kulturens penneførere. Det er blevet så forudsigeligt, at man næsten ikke gider høre mere. I forbindelse med aflysningen af nogle koncerter i USA, der skulle have fundet sted lige nu, var Eddie Vedder ude med en meget hård kritik af Trumps daværende ikke se-ikke høre-ikke tale-strategi.
Det tjener Pearl Jam til ære, at de forsøger at træde den gamle traver i nye fodspor. De, der måtte gå i Quick Escape, klager over den lange vej, de var nødt til at gå … for at finde et sted, Trump ikke havde fucket endnu. I den symfonisk rockende Seven O’Clock er Trump den store leder Sitting Bullshit – selvfølgelig med reference til sioux-lederen Sitting Bull.
Som i albummet i øvrigt er der en sammenhæng mellem de sidste tre numre. Det akustiske Comes Then Goes, den klassiske rockballade Retrogade, hvor Vedder synger om klimaforandringer “Seven Seas are Rising … It’s gonna take much more than ordinary love/to lift this up”. Svært at være uenig. I en nærmest sakral stemning rinder albummet ud i River Cross med Eddie Vedders passionerede håb om at være i stand til at krydse floden til sidst. Klassisk religiøs metafor.
I want this dream to last forever
A wish denied to lengthen our time
I wish this moment was never ending
Let it be a lie that all futures die
While the government thrives on discontent
And there’s no such thing as clear
Proselytizing and profitizing
Om Gigaton kommer til at indskrive sig som et af historiens største eller vigtigste album, ved ingen. Det er et af de sjældne værker, der ikke hverken konkurrerer med, sammenligner eller kopierer afsenderens tidligere bedrifter.
Gigaton er et storværk i sig selv.
Og for i hvert fald denne signatur er det pladen, der efter al sandsynlighed i fremtiden vil stå som soundtracket til denne virus-vinter.
Pearl Jam: Gigaton, album
