Rækken af klassiske hooklines var næsten lige så lang som køerne ved baren, da Liam Gallagher og band holdt fest for de indviede i Forum Black Box, København, tirsdag aften.
Stående som en dunkel silhuet i lyset fra bagscenen i klassisk Liam-positur iført overhead parkacoat – i eget Liam Pretty Green-design må man gå ud fra. Lidt som en angrebslysten City-spiller parat til at give folket, hvad det var kommet for.
Personligt har jeg altid ment, at den såkaldte britpop-krig mellem Blur og Oasis blev vundet af Suede.
Men selvsagt kan man ikke ignorere Noel Gallaghers formidable evner som sangskriver, Oasis’ rolle som opsamler/fornyer af den britiske rocktradition – Beatles, Who, Stones, Smiths, T. Rex, Slade – på et tidspunkt, hvor englænderne enten dansede til Manchester-scenens acid eller Stock, Aitken & Watermans sodastream-bobler.
På samme måde er det umuligt at ignorere styrken i Oasis’ udtryk dengang med Liam som fandenivoldsk frontmand – eller denne her gnist, der altid var på scenen. Og vel også en følelse af håb og trods, som Burnage, Manchesters egne Oasis signalerede hos sit enorme publikum. Her kunne man virkelig tale om working class heroes.
Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare en refleksion af Oasis.
I Forum Black Box lagde Liam Gallagher ud med Oasis’ Fucking in the Bushes og den gamle programerklæring Rock’n’roll Star med den oprindelige Oasis-guitarist Paul Bonehead Archers på scenen. Det skulle vise sig, at han primært var med for at medvirke på de mange Oasis-numre. Hele 12 ud af 20 numre var Oasis-numre.
Fra sekund ét var den der – lyden – den forvrængede mur af sustain skabt af en til to guitaristers leg med basale akkorder og skiftende Noel’ske melodiske lead. Og der var en stemning i Forum Black Box af den anden verden. Igen, 12 ud af 20 numre.
Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og foroven massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare at være en refleksion af Oasis. Ikke helt så konsekvent som Noel Gallagher, der er gået mildt electronica på det seneste, men alligevel.
Som det ofte vil være med en solist, der rejser rundt med en sangskat skabt i en anden sammenhæng, var Liams band mest med som loyal, sømløs backing. I øvrigt var det svært at høre både hans egen og de tre korsangeres vokaler.
F.eks. er det udmærkede Once fra Why Me?, Why Not et inspireret melodisk-melankolsk tilbageblik på en 30 år lang karriere med og mod Noel. Et af det bedste bud siden Arctic Monkeys’ No. 1 Party Animal på en genopfriskning af lyden af John Lennon. Som Liam jo er besat af. Albumtitlen Why Me?, Why Not er hentet fra to af Lennons serigrafier. Og i øvrigt, what the fuuhk, mandens fulde navn er William John Paul Gallagher. Han er jo nærmest født til det. Men i Forum druknede Once i torden-lyd.
Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de refleksioner, der har været med til at skabe én
Halo, som også blev spillet med fuld hammer i Forum, er så en hilsen til The Rolling Stones’ Let’s Spend the Night Together. Her var keyboardspilleren i øvrigt et forfriskende indslag på sit bar-piano.
Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved og fejre de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de reflektioner, der har været med til at skabe én. Det må bare aldrig være et mål i sig selv.
I Supersonic skabte bassist og trommeslager et fornemt swing, som ellers ikke nødvendigvis var Oasis’ styrke. Og der var en version af Be Still, hvor guitaristen gav en lang psykedelisk solo. Fed variation i den ellers noget ensformige musikalske bunke støj.
Med Cigarettes & Alcohol rungende i ørerne, der mere end nogensinde lød som en hilsen til T.Rex’s Get it On, slentrede jeg ud af Forum med fornemmelsen af at have været til koncert med Oasis Light.
Liam Gallagher er en forrygende ambassadør for sin elskede – ahem! – brors sange, og måske især for Oasis-følelsen. Men jeg kunne godt tænke mig at se ham performe sine egne nyere (også gerne fra Beady Eye-perioden) og de gamle sange i et mindre set-up. Som på det nye album Acoustic Sessions. Eller med arrangementer, der yder hans nye lyd retfærdighed.
Det vil være lidt ærgerligt, hvis han ender som rockmusikkens svar på Pinocchio med Mod-frisure, fanget i snorene fra sin fortid.
Liam Gallagher, Forum Black Box, tirsdag 04.02.2020
-
Fuckin’ in the Bushes – Oasis-sang
-
Rock ‘n’ Roll Star – Oasis-sang
-
Halo
-
Shockwave
-
Wall of Glass
-
Come Back to Me
-
For What It’s Worth
-
Morning Glory – Oasis-sang
-
Columbia – Oasis-sang
-
Stand by Me – Oasis-sang
-
Once
-
Gas Panic! – Oasis-sang
-
Why Me? Why Not.
-
The River
-
Acquiesce – Oasis-sang
-
Live Forever – Oasis-sang
-
Roll With It – Oasis-sang
-
Supersonic – Oasis-sang
-
Champagne Supernova – Oasis-sang
- Cigarettes & Alcohol – Oasis-sang
