Primalterapi ved poolside: Lovlig kontrolleret 80’er nostalgi

”Jeg kan bare se to hvide gebisser”, sagde hende den ikke ret høje i Arena foran til sin kæreste. Rigtigt er det, at både Roland Orzabal and Curt Smiths tænder så ekstraordinært hvide ud på storskærmen.

Umiddelbart, som de entrererede scenen i Arena, kunne de da også ligne et par it-milliardærer, der på mirakuløs vis havde forvekslet udgangen til det femstjernede hotels pool med lågen til dyrskuepladsen i Roskilde.

Netop koncertens første nummer, det gennemført, begavet producerede gennembrudshit fra 1984, ’Everybody Wants to Rule the World’, lyder på 35. år af subtropisk solskin og en uendeligt lang drink ved poolside.

Den første tanke her var: Smart af arrangørerne at placere Tears for Fears som den store, samlende åbningskoncert, selvom den burde havde været henlagt til Orange Scene – tusinder gik forgæves til teltscenen i festivalpladsens sydøstlige hjørne.

Udover at handle om et sjældent kreativt popmusikalsk makkerskab, er historien om Tears for Fears også historien om to mænd med et legendarisk venskabeligt had-kærlighedsforhold. Om det er en del af showet, ved jeg ikke, men de så ikke på hinanden overhovedet i løbet af de fem kvarter, koncerten varede

For der var en udpræget forventningens feststemning i teltet, og der blev skrålet med på både den nævnte og ikke mindst det andet skrub-beatlesforelskede storhit ’Sowing the Seeds of Love’, efter Curt og Roland og band meget illustrativt havde spillet nogle linjer fra Paul McCartneys ’Let ’Em in’.

En del af den usynlige kontrakt mellem koncertgænger og kunstner/arrangør er, at der under hvilken som helst koncert går tid, før lydfolkene får moduleret lyden på plads. Under Tears for Fears betød det blandt andet, at det fintmaskede guitarmellemspil i ’Everybody Wants to Rule the World’ stort set var uhørligt, da Roland og den anden guitarist spillede det i Arena.

Upersonlige og mekaniske

Til gengæld synger de begge, især Roland stadig som i ungdommens vår. Efterhånden som det habile band tørskoet bevægede sig gennem ’Pale Shelter’, en småaggressivt marcherende ’Break It Down Again’ og en af mine Tears for Fears-favoritter ’Advice for the Young at Heart’ med de smukke d-vitaminrige harmonier, og lyden blev bedre, fik jeg fornemmelsen at befinde mig tilbage i 80’erne i æterliberaliseringens dage, hvor nye radiostationer poppede op, og Tears for Fears var overalt.

Det begyndte at lyde for radiorigtigt, for tilbagelænet, for meget som stencilkopi af de oprindelige indspilninger. Måske også på grund af de to frontmænds nærmest mekaniske, upersonlige performance på scenen.

Smith har sagt i et interview, at han og Roland forud for deres seneste reunion havde nogle meget lange samtaler om, hvad de egentlig skulle med en comeback-turne. Hvad ville være den kunstneriske berettigelse? Og hvad de kunne gøre for at undgå at fremstå som en omrejsende jukeboks?

Udover at handle om et sjældent kreativt popmusikalsk makkerskab, er historien om Tears for Fears også historien om to mænd med et legendarisk venskabeligt had-kærlighedsforhold. Om det er en del af showet, ved jeg ikke, men de så ikke på hinanden overhovedet i løbet af de fem kvarter, koncerten varede.

Men så midt i sættet spillede de en version af Radioheads ’Creep’ som både kontrapunkt og vendepunkt. Det er ingen hemmelighed, at de to medlemmer af Tears for Fears oprindelig var stærkt inspireret af Arthur Jarnovs og i øvrigt også den gamle nazist og psykoterapeut C.G. Jungs teorier om primalterapi.

‘Songs From the Big Chair’, ‘Shout’ – (let it all out), Frygtens tårer.

Men onsdag aften i Arena skulle der Thom Yorkes (og Albert Hammonds og Mike Hazelwoods) storhit til, før dæmonerne for alvor begyndte at kravle ud af sprækkerne i Arena. Klart et højdepunkt.

En groovy ‘Change’, irritabelt insisterende ‘Mad World’ og en ‘Memories Fade’, hvor man mærkede Curt og Roland sætte sig selv en smule på spil. Omkring slutningen gik der ligefrem mere eller mindre improviseret jazz i det frem mod ’Shout’, hvis fede groovy puls blev understreget i et stramt arrangement med Curt Smith hårdt arbejdende på bassen.

Samme Smith har sagt i et interview, at han og Roland forud for deres seneste reunion havde nogle meget lange samtaler om, hvad de egentlig skulle med en comeback-turne. Hvad ville være den kunstneriske berettigelse? Og hvad de kunne gøre for at undgå at fremstå som en omrejsende jukeboks?

Intentionerne om at skabe en fortælling var sådan set tydelige nok, efterhånden som koncerten skred frem. Men det siger alt, at det mest bevægende nummer på den følelsesmæssige palet var en kopiversion.

Sætliste:

1. (Everybody Wants to Rule the World (Snip af Lordes version))
2. Everybody Wants to Rule The World
3. Secret World
4. Sowing the Seeds of Love
5. Pale Shelter
6. Break It Down Again
7. Advice for the Young at Heart
8. Creep (Radiohead cover)
9. Change
10. Mad World
11. Memories Fade
12. Suffer the Children
13. Woman in Chains
14. Badman’s Songo
15. Head Over Heels / Broken
16. Shout