Men de otte sange på Sort og hvid til evig tid ville det anderledes. I stedet er albummet, som det ligger i titlen, en palet af lyst og mørkt.

Alene titlen på albummets første nummer “En smeltet kaktus – en vestvendt vindueskarm” fortæller stærkt, filmisk metaforisk sin egen historie. Det står næsten stille her. Der sker ikke alverden.

Sjældent er denne mentale stilstand beskrevet så intenst og vedkommende som på dette album.

Udenfor min vestvendte vindueskarm falder æbletræernes frugter til jorden, og mon ikke bladene følger efter om ikke så længe. Mens disse linjer skrives, har katten lagt sig til rette i solstriben ved altandøren.

Sådan er det også i sangen med den ironiske titel Vekseleren. ”Katten sover trygt i en lille bunke tøj,” synger Søren Huss med et lille grin.

Vekselereren? Ja, det er ham der veksler – som i betaler – en af regningerne i bunken for at opnå lidt fred og ro, hvor han stille og roligt kan pleje sin forstand.

En enkelt akustisk guitar, et keyboard og nogle smagfuldt svævende strygere, trommewhiskers og en bas. Den sang er det smukkeste stilfærdige zen-øjeblik, sunget af en mand der befinder sig i sit livs zenit; midtvejs, alene og tilsyneladende afklaret. ’Dage har det med at gå på hæld’, som Huss synger.

Søren Huss er en komponist af Forsynets nåde, igen og igen er de på en gang livsnære og fabulerende tekster spundet op omkring uimodståelige melodier; sunget med en myndighed som hos den, der har bevist, at han kunstnerisk intet har at miste

I Postkort har sangeren bevæget sig ud i en lysstribe, hvor han suger varmen til sig. Det gør godt, mærker man både i musik og sang.

I Du ved det godt synger Huss sig ind i de kamre, hvor man ikke rigtig ved, om det gør ondt eller godt, hvilket for den sags skyld også er ligegyldigt. For hulen da en fryd af en melodi, igen nænsomt akkompagneret af en enkelt, men smuk korstemme og strygere, der hæver og sænker sig omkring melodien som et åndedræt. “Du ved det godt, mine hænder løsner en knude, der binder dage op.” Så enkelt kan det siges.

Romantikernes kile lyder som en hyldest til Fleetwood Mac; det ligger i keyboardspillet, i Lars Skjærbæks forfinede guitarspil, ja selv den afsluttende digitale hvirvelstrøm lyder som den tilsvarende på Fleetwood Macs Everywhere fra Tango in the Night.

Igen lykkedes det for tekstforfatteren Søren Huss at snige sig uden om klicheernes faldgruber. ”Jeg kan, jeg kan se endeløse rækker af dage, hvor alting går op”. Sådan kan man også udtrykke forsigtig optimisme på romantikkens vegne.

På sin vis bærer dette album præg af det, man kunne kalde producerparret Mahler og Birs signaturlyd. Den ene af de to, nævnte Lars Skærbæk, har, blandt andet inspireret af Bon Ivers klassiske For Emma Forever Ago, været med til bringe Michael Falch et kvantespring videre i hans karriere.

Det er i dette mere eller mindre analoge, nedtonede lydunivers, sangene folder sig ud.

Søren Huss er en komponist af Forsynets nåde, igen og igen er de på en gang livsnære og fabulerende tekster spundet op omkring uimodståelige melodier; sunget med en myndighed som hos den, der har bevist, at han kunstnerisk intet har at miste. Hvis det da ikke fremsiges i det nærmest teatralske Blændværk, som kunne være inspireret af Huss’ arbejde med albummet Bertolt Brechts Svenborgdigte fra 2018.

Søren Huss bliver af og til sammenlignet med visesangere som Povl Dissing, Benny Holst og Sebastian. Som mere nutidige, amerikanske sangskrivere som Father John Misty, Sharon van Etten og Angel Olsen er der både personlig resignation, afklaring og masser af tongue in cheek i Huss sangskrivning.

Sort og hvid til evig tid er visesange på kattepoter, begået af en sangskriver med et skarpt blik for alle detaljer. Intet her er irrelevant. Intet.

Søren Huss, “Sort og hvid til evig tid”, album. Udkom 6.9.2019