SP – JUST – FROST // INTERVIEW – Historien om den pladeaktuelle trio, SP – Just – Frost, ligner de færreste musikerinterview. Indenfor to år var både keyboardspiller Esben Just og trommeslager Søren Frost tæt på at miste livet, og næsten samtidig befandt bassist Henrik SP Poulsen sig i en dyb depression. De har valgt at tale åbent og konstruktivt om alt det, de har været igennem, i håb om at kunne inspirere. Måske mænd på deres egen alder.
Vendingen “et mirakel at jeg lever” bruges flittigt i medierne. Sjældent har det dog været mere passende end i denne fortælling om samarbejdet og venskabet mellem de tre venner og kolleger i trioen SP – Just-Frost, hvoraf i hvert fald de to indenfor et par år måtte se døden i øjnene.
Ja, pianisten Esben Just var klinisk død en stund – han nåede at ligge i koma i fire dage på Rigshospitalet.
Men dette er ikke en tragedie. Det er en historie om fællesskab og om at bruge hinanden – om gejst, om at kæmpe sig videre. Om at række ud efter hinanden.
”En dag i maj 2016 mærkede jeg en underlig fornemmelse i brystet. Det var ligesom om, der var noget, der sagde klak. Og så fik jeg det meget dårligt og tænkte, at jeg vist hellere måtte ringe efter en ambulance,” siger Esben Just.
Det skulle vise sig, at han havde været ramt af en såkaldt dissekerende aneurisme på aorta.
Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab
“Det er kranspulsåren, der flækker indvendigt fra,” forklarer han lakonisk.
Jeg møder ham, bassisten Henrik SP Poulsen og trommeslageren Søren Frost en varm solskinsdag i Esben Justs taglejlighed på Vesterbro. Solen bager ned, der er frisk kaffe, og for at det ikke skal være løgn, er der også indkøbt snegle i magnumformat. Det er faktisk svært ikke at føle sig som lidt af en livsnyder i de omgivelser.
Sammen udgør de tre venner og kolleger trioen SP-Just og Frost, der netop har afsluttet en turne rundt i Danmark. Og de er aktuelle med EP’en Lys det op.
Få meter under os, i etagen under, var det, at Esben Just var tæt på at miste ikke bare evnen til at nyde livet, men livet i sig selv.
Få timer senere efter sit ildebefindende lå han efter en syv timer lang, akut hjerteoperation på Rigshospitalet med hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs.
Som at blive ramt af en vejsidebombe
To år tidligere, i marts 2014, blev trommeslager Søren Frost kørt ned af en lastbil på Gothersgade i København. Højre skinneben og lårben blev knust.
Sandsynligvis blev ikke bare hans ben, men også hans liv reddet af en flok årvågne og effektive soldater fra den nærliggende Rosenborg Kaserne, der fik stoppet den kraftige blødning.
”Skaderne på mit højre ben svarede til at blive ramt af en vejsidebombe, fik jeg at vide. Jeg var egentlig bare på vej til min fysioterapeut, hvor jeg skulle have tjekket foden inden VM i maraton. Pludselig lå jeg der i chok og havde mest lyst til at rejse mig op og gå videre. Det kunne jeg selvfølgelig ikke,” siger Søren Frost.
I en periode et års tid tidligere havde bassisten Henrik SP Poulsen vandret rundt i sit hjem, hvor han forsøgte at håndtere en depression. Som han allerede havde gjort i 2007, hvor han måtte trække sig, både fra sit civile job og fra sine spillejobs.
”Jeg kunne simpelthen ikke finde fodfæste nogen steder. Mistede glæden ved alt, mistede relationer til mange andre – venner og samarbejdspartnere. På det tidspunkt blev det ikke diagnosticeret, jeg gik bare med det. Det var først, da det gentog sig seks år senere, at jeg kom i behandling og forstod, at det, jeg havde kæmpet med, var en depression,” siger Henrik SP Poulsen.
De tre er for længst aktive igen på den danske musikscene – sammen og hver for sig. SP turnerer lige nu på de danske sommerscener med Gnags.
I årevis har trioen været landets varmeste ambassadører for den saftige, swingende New Orleans-lyd. Til næste år er det 25 år siden, trioen SP-Just-Frost spillede sammen første gang. Siden dengang har det on and off handlet om musikglæde, fest og dyrkelse af det område, hvor blues, jazz, swing, rythm’n’blues – med et stænk voodoo-magi – mødes i en krydret, musikalsk cajungryde.
De har netop afsluttet en turne, der bragte dem rundt i hele landet, og de har udsendt EP’en Lys det op. Med en klar opfordring til at huske at nyde nuet og livet – ingen ved, hvor længe det er muligt. De ved, hvad de taler, synger og spiller om.
Viljestyrke og passion
På sin vis handler historien om de tre venners vej fra sygesengen om viljestyrke og passion. Og om nødvendighed. Allerede kort efter sin operation var Esben Just ude at optræde igen.
Måske var det et tegn et eller andet sted fra, da han allerede ved sin ankomst til sygehuset blev modtaget af en kirurg, der kendte ham fra et utal af koncerter. En fan.
Måske var det et tegn, da de gamle band-kammerater mødte ham samtidig, mens han lå på Riget.
”Det var meget rørende at komme ind i værelset og se Esben ligge der. Vi var alle tre dybt rørt. Det var en både vild og nær oplevelse at se Esben ligge der i den stand. Selvom vi har været inde og ude af trioen, der også har haft andre medlemmer, har vi tre fået et helt specielt samspil og venskab efter alle disse år. Det der helt specielle bånd,” siger Henrik SP Poulsen.
Og Søren Frost tilføjer:
”Jeg havde været igennem en masse med mit ben, SP havde haft depression i flere omgange. Og nu lå Esben der. Det gav en helt speciel følelse, da vi mødtes der i Esbens stue. Da vi kom ud fra hospitalet, så SP og jeg på hinanden og sagde, at nu måtte vi sgu se at komme ud at spille så hurtigt som overhovedet muligt. Det skyldte vi.”
To år tidligere, da Søren Frost lå på sygehuset med sit flækkede ben, havde rollerne været omvendt.
“Du skal give tilladelse til, at vi må amputere dit ben, hvis det bliver livstruende”, sagde lægen dengang.
””Nej nej, for … jeg er jo trommeslager,” sagde jeg til ham. Ni timer senere vågnede jeg op af narkosen med begge ben og fødder intakt. De havde klaret det. Da de senere sagde, at det nok ville tage mellem seks og otte måneder, inden jeg kunne arbejde igen, skyndte jeg mig at sige: “seks måneder.””
Søren Frost har fast job som trommeslager i DR Big Bandet, og for ham var det overhovedet ikke en option at stoppe som musiker. Der var to muligheder: Enten at tælle hullerne i loftspladerne over hovedet på ham og i øvrigt synke ned i selvynk. Eller han kunne glæde sig over, at han faktisk havde begge ben i behold. Han gik igang med at genoptræne. Hårdt. Hårdt. Hårdt. Om det lykkedes? Det tør siges – siden dengang har han løbet flere maratonløb.
Udover de store ting i livet, der naturligt trænger sig på i tankerne i den situation, var der en invitation, Søren Frost ikke vil gå glip af. I forbindelse med et arrangement med DR Big Bandet havde Frost lært Rolling Stones trommeslageren Charlie Watts at kende – så godt, at Watts sendte en buket blomster, der var så stor, at der ikke var plads til den i hospitalsrummet.
Godt fire måneder efter Frosts uheld i Gothersgade skulle The Rolling Stones spille på Roskilde Festival. Og da Watts havde inviteret sin danske trommeslager-kollega og hans kone til at besøge Stones i backstageområdet bag den orange scene, satte han sig for at blive klar. Og det blev han.
Undervejs blev han opereret otte gange, fik bl.a. stykke af den store rygmuskel fjernet og derefter fæstnet på højre underben. Dertil et langt marvsøm i højre lårben for at holde det hele sammen.
Søren Frost viser sit underben frem. Det ser lidt, lad os kalde det anderledes ud. Men det virker. Jeg ser måske lidt skeptisk ud.
– Har du løbet maraton på det der ben? – spørger jeg forbløffet.
Svaret er bekræftende. Ja, flere gange.
Skrevet ud af ligningen
Første gang SP blev fanget af mørket, var i 2007. Dengang vidste han ikke, at han led af en depression. Han led bare. Da han igen sank ned i det mentale morads, blev han sygemeldt fra sit job som lærer på en skole i Vedbæk.
”Jeg kom i behandling hos en psykiater. Igen meldte jeg mig ud. Jeg blev simpelthen skrevet ud af ligningen både i mit job og som musiker. Og der gik jeg så derhjemme igen. Denne gang havde jeg dog fået en diagnose at forholde mig til.”
Han burde nok have været lidt hurtigere i gang igen, mener han, belært af sine erfaringer.
”Jeg skulle nok have været lidt hurtigere ude at spille igen. Måske have haft nogle småfunktioner på skolen, hvor jeg arbejdede. Altså noget med at løbe det lidt i gang igen lidt hurtigere, end jeg valgte.”
Han kommer ikke med store forkromede løsninger på et område, hvor der ikke findes en facitliste med overskriften: Sådan kurerer du din depression. Men personligt har han gode erfaringer med at løbe sig selv i gang igen i et langsomt tempo. Og han undrer sig over, at det ikke findes som en form for standardtilbud for mennesker, der skal vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en depression.
Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om
”Det viste sig at være godt, da det endelig skete, det at have en mindre arbejdsfunktion. Man glemmer lidt sig selv, når man kommer i gang med at arbejde. Det er sundt i den rette balance. Men det er en efterrationalisering,” siger Henrik SP Poulsen.
På sin vis var det både svært og let for Esben Just at vende tilbage til musikken. Musik havde indtil da været hans liv og arbejde. Så på den ene side var han ikke i tvivl, om at det skulle fortsætte som så. Men hvordan?
”Da jeg kom hjem, havde jeg et stykke musik i tankerne, som jeg tidligere havde spillet helt naturligt. Men nu kunne jeg ikke længere spille det. Jeg sad bare og bank, klank og spillede,” siger Esben Just og gør nogle fægtende bevægelser med armene.
“Jeg kom nok lidt for hurtigt i gang.”
Han fik nogle betablokkere, der stabiliserede blodtrykket og gjorde ham så rolig, at han kort efter sin operation gik på scenen i Tivoli og helt glemte at være nervøs. Faktisk var han så rolig, at han stort set ikke ænsede noget som helst. Det var, som sad han i en osteklokke.
Det skulle dog ændre sig. Han har lært sig selv at tage det roligt, forsøge at være til stede i nuet og tage imod, hvad der kommer, og suge inspiration til sig. Under soloshowet The Second Coming, som Just turnerede med efter sin tete a tete med døden i 2020, var den uudtalte underoverskrift: Det handler om at få så meget ud af livet som muligt. Ingen ved, hvor man bliver ramt af en dissekerende aneurisme på aorta.
Musketererne SP, Just og Frost
Det handler om at italesætte alt det, der trykker. I livet som sådan eller den pandemi, der skabte en ufrivillig pause i Justs turné.
Alene det, at De Tre Musketerer sidder denne solfyldte eftermiddag og taler om deres oplevelser og de mange tanker og følelser, der ligger bag og foran, illustrerer trioens budskab på det nye EP, Lys det op. Især titelnummeret.
De vil gerne bruge deres egne personlige historier om svære, sårbare og alvorlige episoder samt den fælles positive bandhistorie til at minde måske især mænd om vigtigheden i at åbne sig.
”Jeg blev ramt umiddelbart efter min 50 års fødselsdag. Når man som mand nærmer sig de 50, sker der ting og sager med helbredet. Det har jeg selv set rundt omkring mig. Oplevet det selv. Og det er vi mænd åbenbart ikke særlig gode til at tale om – eller dele med hinanden, ”siger Esben Just og skynder sig at tilføje:
”Jeg skal ikke fortælle andre, hvad de skal gøre. Jeg ved bare for mig selv, hvad det har betydet for mig at være åben omkring mine tanker efter det, jeg har oplevet. Jeg sad ikke og prædikede mellem numrene, da vi var på turne her i april og maj. Hvis man kan sige, at vi kommer med en opfordring, ligger den lige så meget i stemningen og samspillet på scenen, hvor vi tre jo er gode til at bruge hinanden,” lyder det fra Esben Just.
Med de erfaringer, SP – Just – Frost har med i bagagen, er det blevet et fællesskab, hvor man støtter hinanden, uden at det ligefrem bliver til gruppeterapi eller mandegrupper model 1970’erne, hvor man sad i ring, holdt hinanden i hånden og græd ud sammen. Det handler lige så meget om at være der for hinanden i det store og det små.
Jeg nævner en video, jeg har set på Facebook, hvor man ser de tre storkramme hinanden, inden de skal på scenen.
”Ja, det er noget Esben har fundet på. Det er ret følsomt,” siger Søren Frost med et grin, og tilføjer:
”Nej, det er rigtig fint. Det giver en god fornemmelse.”
”Esben er god til lige at komme med en bemærkning, når vi mødes: ”Nå, hvad så, SP, hvordan har du det egentlig? Jeg kan mærke, at det har trykket lidt i et par dage. Hvor er du henne?” Det sætter jeg stor pris på. Det behøver ikke være en længere snak. Men på den måde kan vi mærke på hinanden, hvordan vi står,” siger Henrik SP Poulsen.
”De ting, vi hver især har været ude for, har helt sikkert gjort noget godt for vores relation til hinanden og har om muligt bundet os endnu stærkere sammen,” siger Søren Frost. Og han tilføjer:
”Meget af det ligger jo i det at være sammen om musikken. Der opstår en følelse af samvær og fællesskab, når det kører. Der er gode aftener, og der er knapt så gode aftener, det kan f.eks. ske, at der ikke er ret mange i salen. Men det er altid en god aften for os.”
“Ja, og hvis der ikke er ret mange i salen, er det jo en ekstra udfordring for os. Så gælder det om, at sætte dem i gang,” siger Henrik SP Poulsen.
SP – Just – Frost forventer at turnere igen i 2023.
