”Hvor er han dog sød,” lød det fra en kvinde på rækken foran, da hun forlod Det kongelige Teater. Ganske forståeligt. For slutningen i Håbefuld, der blandt meget andet involverer Anne Linnet som ægspisende papfigur, er både sød og rørende.
Mere skal ikke afsløres her. Men som den nævnte kvinde forlod jeg det gamle teater på en node, som gav mig lyst til skrive, ”slæb alle sure danske SoMe-santroper, dødbidere og hundehoveder med ind og se Rune Klans nye show”. Men så kom jeg i tanke om, at der kun er plads til godt og vel 1.300 i det gamle teater.
Som i de seneste show Det stribede show (2013) og Barnløs (2017) arbejder Klan også denne gang ud fra en overordnet ramme. Sidste gang handlede det om hans og hans kones forgæves forsøg på at få et barn. I stedet adopterede de en dreng fra Sydafrika.
I det nye show fortsætter det, hvor det slap. Men i stedet for at trylle, smide rundt med ting og fable om og udlevere sin søn, har Rune Klan sympatisk nok valgt at bearbejde sin egen farrolle.
Efter en indledning, hvor man endnu en gang må forholde sig til forældreskabets indvirkning på sexlivet – ”da vi var yngre knaldede vi, nu tager vi hver en træstamme” – kommer showets anslag, der med hyppige call back viser sig at være omdrejningspunkt: En situation fra en ferie i Nepal, da han var fire år gammel, hvor hans forældre bad ham lege med en gruppe gadebørn, der viste sig at lege med en skorpion (!).
Ville moderne forældre gøre det? Tjah.
Fraværende contra tilstedeværende fædre
Man kan sige, at Klan udleverer sine kosmopolitiske forældre, men han bringer snildt sit fjol og fis op på et plan, hvor det handler om forskelle i generationers værdisæt og forhold til opdragelse.
Om fraværende fædre i hans fars generation kontra tilstedeværende fædre i hans egen. Det er showets motor. Deri ligger der potentielt oceaner af komisk (og tragisk) materiale. Og det er set og hørt mange gange. For eksempel var pioneren Jan Gintberg meget tidligt ude. Man tager den gerne en gang til i Klans supercharmerende servering.
Det har altid været en del af Rune Klans proces – balancen mellem et væld af dukketeateragtige hjemmelavede rekvisitter, groft sleben komik, magi på et højt plan og en vis grad af afmystificering på et metaplan for sjov. I tryllekunst er der ligesom i andre kunstarter i bund og grund så og så mange grundelementer som basis for milliarder af variationer.
Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen
Hans trick i Håbefuld med en træramme, hvori det lykkes ham at indplacere flere og flere brikker er en gennemgnasket klassiker – går under navnet Perpetual Puzzle. Har selv leget med det som vikar på et børnebibliotek.
Til gengæld efterlader flere andre tryllenumre én med åben mund. En vielsesring forsvinder. Og dukker selvfølgelig op igen et komplet umuligt sted. Mønter forsvinder og dukker op igen. Klan løser Rubiks Terning på 40 sekunder (verdensrekorden er 3,4 sekunder). Rimeligt imponerende. Især da han løser den med en tilfældig form, som en fra publikum har skabt.
What the f***?
Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen.
Indgangen til hans diskussion af arv contra miljø med henvisning til H.C. Andersens Den grimme ælling og Pontoppidans modsvar Ørneflugt er et sjovt, enkelt og overraskende indslag.
Er 70 pct. af adoptivsønnens kommende liv virkelig på forhånd fastlagt af arvemassen? Er der derfor kun 30 pct. tilbage til Klan og konen? Vi hører om Klans møder med forskeren Stephen Ludeke og historien om nogle tudser i et spansk akvarium.
Lovlig langtrukken
Stor respekt for Klans ambition om at tage sin stand-up comedy til, hvad der efterhånden må være mark 3 på et populær-filosofisk og -videnskabeligt niveau. Denne gang har han fundet en form, hvor Kloge-Åge, humor, tryl og papfigurer og den notoriske selvironi spiller bedre sammen end sidst. Han mestrer at jonglere med genetik og små kontrajokes. Efter en dyb passage om hans afdøde far får vi lige med, at hans mors bedste råd har været aldrig at prutte på vej ind i en bil.
Men stadig; en lovlig langtrukken passage.
Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn
Klans helt store styrke ligger i måden, han udnytter rummet, teatret, sin egen scenepersonlighed – frisk uden at være Ole Henriksen-kæk – sin historie, den efterhånden modent afslebne humor, de tilsyneladende småsjuskede improvisationer, tryl på varierende niveau flettet sammen med en lang passage om genetikkens historie. Ja, det er unikt. Virkelig sjovt.
Få timer inden jeg tog ind til Kongens Nytorv for at se Klans nye show, lyttede jeg til Flyverskjul-podcasten Søren Rislund – Historien bag Monrad & Rislund– om duoen på hvis skuldre den første generation danske stand-up komikere stod, når de ikke oversatte fra engelsk.
Som Søren Rislund siger: ”Der er Anders Matthesen. Og så er der alle de andre.” Helt enig. Men efter at have set Håbefuld har jeg har lyst til at tilføje: ”Der er Matthesen. Der er Klan. Og så er der alle de andre.” I hvert fald når det gælder form.
Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn.
Rune Klan: Håbefuld, nyt stand-up comedy-show på Det kongelige Teater.
POV så det fredag d. 31. januar 2020.
