Dennis Greis Lydom holder foredrag og optræder med Cash-musik. I denne podcast tager vi på vandring ned gennem de seks American Recordings album, der udkom i den sene del af Cash’s karriere. De to sidste udkom efter Johnny Cash’s død i 2003. Efter musikpodcasten Mediano Music er blevet en del af POV hedder det fremover Mediano Music POVcast.
I 1969 udgav Johnny Cash albummet At San Quentin, der blev det mest solgte album det år – i hele verden. 20 år senere var Johnny Cash på mange måder rangeret ud på et sidespor i sin karriere og til dels også menneskeligt. Godt nok havde han fundet sin gud og var kommet clean ud af sin misbrugsbehandling i 1983, men det kneb indimellem med at holde sig på stien. Efter sin anden fyring, denne gang fra selskabet Mercury, sang Cash Bob Dylans “It Ain’t Me Babe” under en hyldestkoncert til den gamle ven, som Cash bl.a. havde indspillet sammen med på Dylans Nashville Skyline.
Da pladeselskabsmanden Rick Rubin overværede koncerten, opstod der en drøm i ham. En drøm om at give Johnny Cash den respekt og de sange, han som en af de tidlige rockpionerer havde fortjent. Den var Cash helt med på, faktisk havde han en liste med 100 sange, som han godt kunne tænke sig at indspille. Så de mødtes og begyndte at indspille i Rubins stue.
Resten er musikhistorie. Nu også fortalt i denne POVcast:
På grund af en fejl i en ellers helt nyindkøbt mikser er lyden lidt ulden, men kan sagtens høres. Det beklager vi.
Og så skal det tilføjes at The Class of ’55, ‘de fire vise mænd’, som Jan Eriksen nævner i podcasten, er Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Roy Orbison og Johnny Cash. Nogle gange kan de ske, at det løber af med nørder, når de får talt sig varme.
At sætte sig for at udnævne de bedste ti Dylan-album kræver beslutsomhed, stor viden og et vist mod. Alt det kendetegner Dylan-eksperten Jakob Brønnum. I denne podcast taler han og værten ikke bare om de ti album på listen, men også om afgørende træk, musikalsk og tekstmæssigt, der kom til at påvirke Dylan efter det store brud med folkemusikbevægelsen i begyndelsen af 60’erne. Og de taler ikke mindst om den betydning Dylan løbende har haft på den øvrige musikscene og den omgivende verden, der omvendt har påvirket Dylans sangskrivning.
På det seneste har Brønnum og Dylan-eksperten Eyolf Østrem udsendt første udgave af det, de kalder et “in-depth newsletter about Bob Dylan’s music and lyrics”, med andre ord et lille månedligt tidsskrift med artikler og analyser og anmeldelser og klummer, men i den nye Substack-form, hvor det går direkte i indbakken som mail og man samtidig har arkivet på hjemmesiden.
Brønnum har bl.a. skrevet bogen “Sange ved himlens port – Bob Dylans bibelske inspirationskilder”.
Møde på hotel
Jeg mødte Brønnum på et hotel i København, da denne var på vej hjem til Sverige. Der er lidt rumlen fra andre hotelgæster undervejs. I løbet af samtalen taler de blandt meget andet om:
Robbie Robertsons indfølte guitarspil, der nærmest er et nummer i sig selv på versionen af “Blowing in the Wind” på Before the Flood
Forholdet til den daværende kone Sara Lowdes, der påvirker flere af Bob Dylans smukkeste numre.
Dylans inspiration i den jødiske Kabbala-tænkning
De uendelig mange oneliners i Dylans sange
Dylans Nobel-pris
Den evige afsøgning af eksistentielle spørgsmål i Dylans sange
Forholdet mellem og folkemusikbevægelsen, der kom til at påvirke Dylans sangskrivning i mange år senere.
Dylans påvirkning af resten af musikscenen.
Hvad der skete, der Dylan for første og sidste gang arbejdede sammen med en anden tekstforfatter – på albummet Desire.
BOBcastens playliste:
Bob Dylan Greatest Hits vol. 2, “Positively 4. Street”
Before The Flood, “I Shall Be Released”
Oh Mercy, “Ring them Bells”, version med Joe Cocker
Blood on the Tracks, “If You See Her Say Hallo”
Highway 61 Revisited, “Desolation Row”
Desire, “Hurricane”
Time Out of Mind, “Trying to Get to Heaven”
Blonde on Blonde, “Sad Eyed Lady of the Lowlands”
Love and Theft, “Mississippi”
Bring it All Back Home, “Love Minus Zero/No Limit”
Bring it All Back Home, “Love Minus Zero/No Limit”
I denne podcast taler Jan Eriksen og Lau I.V. Pedersen bl.a. om Broby Johansen, Tom K., Emil Aarestrup, Bob Dylan og Rimbaud. Og selvfølgelig om musik, og også den musik, der inspirerer.
Fribytterdrømme er aktuelle med albummet ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet”.
Hvor sadomasochisme, eksistentialisme og livsglæde går hånd i hånd i en ny, hårdere og strammere lyd, som bl.a. skyldes producerne Rune Rask og Anders Hvass. Fribytterdrømme er tilknyttet pladeselskabet Tabu, der er etableret af Rasks gruppe, Suspekt.
Lyt til podcasten og opdag:
– hvordan Lau har det med at være en af de første danske musikere, der kommer ud at spille på genåbningsdagen 6. maj. (Svaret er ikke overraskende).
– hvordan det lyder, når John Lennons gamle ”Lucy in the Sky with Diamonds” går på diskotek på dansk med forårsfornemmelserne dunkende i blodet.
hvad Lau mener, når han siger: “Jeg kan godt li’ at være i live og være lykkelig, men man bliver måske også mere opmærksom på, hvorfor man er lykkelig, hvis man har prøvet ikke at være det.
– hvad Lau mener, når han synger om emner som selvmord og kvælningssex.
– hvordan Lydmor kom med som sanger på albummet
– hvad en skilsmisse kom til at betyde for ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet”.
JOHN HIATT // ANMELDELSE – Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”
For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.
Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.
I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.
Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.
Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.
Da teltet swingede under Roskilde Festivalen
Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.
JOHN HIATT, PRESSEFOTO
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks.
Musikken på dette nye livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.
Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste
Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.
Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.
Hvis et groove kan smile…
Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.
All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…
Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det
Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.
Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.
Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.
Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.
Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.
Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.
Tom Waits tilhører den gruppe af artister, der ikke kan beskrives med en genre, medmindre man kalder genren Tom Waits.
Den store amerikanske sangbog, swingmusikken, singersongwriter-stilen, rock’n’roll, blues, cirkus, comedy, beatgenerationens forfattere, cabaret, folkmusik, roots og americana, Brecht og Weil, jazz og jazz’n’poetry. Det hele flød sammen i musik. Det er som Stolt siger:
“En humor, som dog har en bund af alvor. Det er en af de ting, som han er enormt dygtig til. Skismaet mellem det slemme og det smukke og grimme og det gode.”
I denne podcast hylder vi en kunstner, der helt CV Jørgensen’sk muligvis har pensioneret sig selv, men som indtil da nærmest blev indbegrebet af integritet.
Podcasten har noble gæstebesøg af Frank Sinatra, Humphrey Bogart, Rita Hayworth, Francis Ford Coppola, Bob Dylan, Jim Jarmusch, Nick Cave, Iggy Pop, Neil Young, Lee Marvin, Rickie Lee Jones, Williams S. Borroughs, Jack Kerouac, Dr. John, Captain Beefheart, Frank Zappa, Bruce Springsteen og ikke mindst Waits’ kone Kathleen Brennan.
Musikken:
Downtown Train
San Diego Seranade
Invitation to the Blues
Swordfishtrombone
Walking Spanish
I’ll Shoot The Moon
Picture in a Frame
Bad as Me
Jersey Girl.
