af Jan Have Eriksen | okt 6, 2019 | Anmeldelse
Fra POV International
Allerede ved ankomsten til Royal Arena fornemmede jeg, hvor det bar hen. På vej ind i arenaen lød det som om, Paisleys opvarmer Chris Lane tilegnede en sang til sin mor. Hvis jeg hørte rigtigt, er der bare at sige: “This is country for you ladies and gentlemen“.
Countrymusik er aldrig blevet det helt store her i landet. Ikke som genre generelt. At countryen er overalt i moderne pop og rock er noget andet.
Når man bevæger sig ind til en koncert som denne lørdag aften er det fordel at iklæde sig sin indre og fysiske – hvis man har en sådan – Stetson, ternede skjorte – og skynde sig at hænge sin aldrig slumrende velfærdsdanske krænkelsesparathed på knagerækken udenfor salen.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus
For med og især uden rette er der nok at lade sig forarge over. Den ”Southern Comfort Zone”, som Paisley besang i koncertens første nummer, vil for mange rime på religiøs fanatisme. Racisme. Chauvinisme. Yderste fattigdom side om side med ekstrem rigdom (det sidste vist mest i Texas). Våbenmafia. Fanatisk støtte til Trump.
Det er rigtigt, at de store Nashville-countrymusikere stadig synger deres sange om en øl ved fiskedammen, værtshuse, store biler, og ham eller hende, der enten er sendt fra himlen eller til besvær. De hylder Stars and Stripes og de mænd, der giver deres liv til dets forsvar. Det er også hjemstavnsromantiske sange, der hylder ordentlighed, anstændighed og blue collar autencitet – ofte som modsætning til fancy pancy, højrøvet storbyadfærd. En form for værdier, man kan identificere sig med og bruge som man vil på alle politiske fløje.
Musikstilen der repræsenterer USA
Countrymusikken udfordres og udvikles i disse år af rock- og punkbaserede kunstnere i det, man i mangel af bedre udtryk kalder alt-country. Samtidig med, at halv- og helstore Nashville-stjerner som Katie Musgrave, Brandi Carlile, Anderson East og Tyler Childers synger om trailerparkernes håbløshed, grå arbejderklassehverdag, stoffer og støtte til LBGT+-bevægelserne.
Countrymusikken er den næstmest omsættende rockgenre i USA. Det er ”blevet den musikstil, der bedst repræsenter livet i Amerika, fordi vi synger uden metaforer, det er én til én,” som Paisley selv har sagt.
Og han, der ellers nødigt udtaler sig om politik, har i øvrigt flere gange sagt, at et af hans stolteste øjeblikke som amerikansk patriot indtraf, da USA valgte en sort præsident. Ja, han fældede en tåre. Med USAs lange, historie med slaveri og ulighed in mente. Og ikke uvæsentligt, mange af hans sange skal lyttes til med et glimt i øje og ører; for det er sådan, de er skrevet.
For eksempel ”I’m Still a Guy”, der som på videoen på storskærmen i Royal Arena, ligeså meget gør lidt selvironisk grin med sydstatsmænds hang til at mødes over en kold dåseøl – uden koner og kærester. Som den hylder det testosteronfyldte samvær. Tungen i kinden.
Det samme gælder “This is Country Music”, der blev spillet som en andet nummer i Royal Arena.
Teksten taler for sig selv.
“Well you’re not supposed to say the word “cancer”, in a song.
And tellin’ folks Jesus is the answer, can rub ’em wrong.
It ain’t hip to sing about tractors, trucks,
Little towns, or mama, yeah that might be true.
But this is country music and we do”.
Stolthed og selvironi i samme tekst.
Allerede her så tidligt i koncerten stod det klart, at Paisley havde medbragt en lydmand og lydanlæg, der leverede intet mindre end superb lyd. Lige så godt som da The Eagles spillede derude i juni. Alle instrumenter og sangen stod ligeværdigt i lydbilledet i den store hal, hvor musikken ofte lyder som, hvis migræne havde en lyd.
Efter et lovlig oppisket tempo i det første nummer fandt bandet sig selv. Paisleys rødder i honky tonk, som den stil blev forfinet eller måske forgrovet af The Bakersville Bunch, Merle Haggard og Buck Owens i begyndelsen af 60erne, er tydelige. En stil, som Fogerty-brødrene tog til sig i deres svampede rock’n’roll version i Creedence Clearwater Revival. John Fogerty medvirker i øvrigt på Paisleys 2017-album “Love and War”.
Live viste Paisley og hans cowboys sig meget hurtigt at være et rock’n’roll-band med swamp bund og country som hovedsprog. Ofte, men ikke i Royal Arena, spiller Paisley Van Halens ”Hot For Teacher” som hyldest til en definerende lyd for den dengang helt unge Brad Paisley. Efter 20 års samspil storswingede Paisleys band – bassist, trommeslager, guitarist, percussionist, violinist og steelguitarist – som en drøm.
Nashville State of Mind
Som ved så mange andre koncerter fortalte filmene på storskærmene historier. Allerede i det første nummer viste det sig i en Melodi Grand Prix-agtig postkortvideo, at Brad god damn it tidligere på eftermiddagen havde været en tur på brostenene i indre København. Ligesom der var billeder fra Paris og andre hovedstæder.
Tydeligt, at countryambassadør Brad ønskede at fortælle en historie om Nashville som et state of mind, musikalsk og i form af en livsstil, hvor en koncert nede i byen i Grand Old Opry sgu gerne må være en fest. Fuld respekt for det.
Det vrimlede med billeder. Billeder af søndagsstemning ved vandet, gamle countrystjerner som Johnny Cash og Waylon Jennings, The Eagles, der gjorde country mainstream, billeder af fest og ballade. Paisleys kone, skuespilleren Kimberley Williams-Paisley, havde rolle eller to undervejs. Det samme med David Hasselhoff.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil
Der var også et meget amerikansk klip af en gammel mand i Paisleys hjertelige ”Waitin’ On a Woman”. I al sin pasticherede kontekst fungerede det faktisk udmærket som supplement til musikken.
Men så var der også en af mine yndlingssange ”She’s Everything”, hvor der kørte såkaldt ”kiss cam” på udvalgte par blandt publikum. Der så skulle kysse/snave hinanden. Stor jubel i salen. Kærlighed er nok kommet for at blive, også i det offentlige rum. Men det dér NFL-show havde intet med musik at gøre. Det er sikkert meget sjovt, kærligt og samhørighedsskabende i pauserne, når Paisleys yndlingshold Cleveland Browns spiller. Men her total off.
Og i øvrigt godt, at jeg havde flyttet mig fra en plads ved siden af en anmelder fra en stor tabloidavis ned på en tom række, inden de begyndte på det.
Jeg lukkede øjnene og fik derfor nogenlunde følelsen i den flotte sang med. Galt var det også med en fjollet film til sangen ”Celebrity”, der fuldstændig tog harmen og satiren ud af Paisleys sang. Som mange andre kendte har han ofte været jaget paparazzi-vildt.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil, leveret af manden derinde midt på scenen.
Endelig, nærmest forløsende
Brad Paisleys spil er utroligt kreativt, udtrykket forunderligt og overraskende. For en mand, der som jeg kun har lidt erfaring med en akustisk guitar, lyder det indimellem nærmest som om, han spiller bagvendt, samtidig med, at han veksler mellem nogle korte staccatoagtige forløb som kontrast til de klassiske, lange toner, når der skal lires igennem.
Det hørtes igen og igen. I “Last Time For Everything” skærende smukt, også da Paisley gav en snip af ”Purple Rain” som afslutning. Eller i ”Old Alabama”, hvor han spillede både sine egne figurer og de, der på pladen skyldes de aldrende medlemmer af gruppen Alabama.
Den mand kan få sin guitar til at synge, så det lyder så betagende som solopgangen en skyfri efterårsdag over Appalacherne der ovre i den østlige del af Tennessee.
Under en mere eller mindre akustisk version af “Whiskey Lullaby” – en af de smukkeste og mest foruroligende (selv)murder ballads nogensinde – oplevedes en vis intimitet i det stort anlagte show. Endelig. Nærmest forløsende.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus.
Brad Paisley
Royal Arena
lørdag 5. oktober 2019
Foto: PR.
af Jan Have Eriksen | apr 26, 2019 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk
Gretchen Peters, Beta, København
Kun 120-130 tilskuere mødte torsdag aften op i BETA på Amager til en koncert med den amerikanske folk/country singersongwriter Gretchen Peters og hendes mand Barry Walsh. Ja, vi var få. Men oplevelsen var stor – en af dem, der ikke går over lige med det samme.
Indrømmet, i udgangspunktet vidste jeg ikke meget om Peters, da jeg øjede hende i Amager Bios/BETAs aprilprogram. Huskede hende som en af de utallige navne, jeg ikke nåede på en Roskilde Festival (2015). Og dog, det skulle vise sig, at hun kendes som medkomponist til “When You Love Someone”, som hendes gode ven Bryan Adams gjorde til et hit i forbindelse med sin MTV Unplugged-koncert og plade.
Gretchen Peters bliver ofte med god ret kaldt den hemmelige countrystjerne. I årevis var det hendes vigtigste reaison d’etre at skrive til andre som Shania Twain, George Strait og Neil Diamond.
Indtil forleden har hun og Walsh turneret i Europa med et strygerensemble. Vel sagtens af økonomiske grunde var det ikke med i aften på scenen ved Øresundsvej. Og jeg må indrømme, at jeg før koncerten betragtede de to mikrofoner og enkelt keyboard på scenen med en vis skepsis. Har meget få mindeværdige oplevelser med rent akustiske versioneringer af elektrisk rock.
En koncert med en ekstatisk Graham Parker en gang i Loppen i nittenhundrede-og-hvidkål er en undtagelse.
Rigtig mange af de numre, Peters og hendes mand spillede her i aften, er indsvøbt i strygere i pladeversionerne. Nogle af dem lyder lovlig smægtende, old school Nashville til min smag. Ikke at den radiovenlige Patsy Cline-esque lyd ikke har sin berettigelse – er du Crazy? – men det skulle meget hurtigt vise sig, at Peters krøniker stod endog meget skarpere og mere livagtige i det simple set-up på BETA-scenen.
Med hende og Walsh alene på scenen var den menneskelige og musikalske kemi dem imellem tydeligt.
Begge har humor, som f.eks. da Peters annoncerede “Lowlands”, som sangen hun skrev en sort, sort novembermorgen i 2016, da hun måtte indse, at den var god nok: USA havde valgt Trump. Og som hun kløgtigt tilføjede: ”Mange siger, at USA ændrede sig den dag, jeg tror bare vi afslørede os selv”.
Især Barry Walsh viste sig som en lun fætter, som da han, efter Peters fortalte, at de havde spillet sammen i over 30 år og havde været gift i ni, tilføjede ”Det var verdenshistoriens længste audition”.
De lagde ud med “Arguing with Ghosts” fra Peters’ seneste album fra 2018 Dancing with the Beast. Et album, hvor hun bekræfter, hvad hun selv har sagt flere gange: “Jeg er storyteller, ikke protestsanger”.
Albummet er en samling sange, der fortæller hver sin kvindes skæbnefortælling set og hørt på bagsiden af et vingeskudt post 2016-USA.
“Arguing with Ghosts” og den næste “Wichita” og f.eks. også “Blackbirds”, som hun selvironisk præsenterede som sin murder ballad, er postkort eller instagramopslag fra et roadtrip mellem marker, ”sået med ond hvede”, USA besunget fra køkkenvaske, drugstores, sidegader hvor vindbøjtler suser mellem benene, faldefærdige træhuse og kirker, som ikke en gang troen kan holde sammen på.
Allerede fra begyndelsen slog Gretchen Peters en cirkel omkring os få tilhørere i salen. Og fastholdt sit momentum til det sidste.
Hendes vokal har måske ikke en specielt outstanding personlig klang, til gengæld synger hun, det hun gør, fremragende. Den 61-årige kvindes stemme lyder faktisk helt upåvirket af tidens tand. Hendes brug af vokale virkemidler var både fascinerende og ja, bedårende. Som var det hende magtpåliggende give teksternes ord deres helt særegne lyd. Som i sangen “Say Grace”, der emmer af solidaritet med den kvinde, hun synger om. Den blev sunget med samme følelse, som må have skabt den for et par år siden. Gåsehudsfremkaldende.
Igen og igen bemærkede jeg, hvordan A- og B-stykker vævede sig umærkeligt ind i hinanden. Så elegant. Som også den livsfilosofi, man fornemmer mellem linjerne. Som hun meget skarpt synger i Matador, “Jeg holder med tyren. Jeg holder med tyrefægteren.” Tvivl og en form for zen går hånd i hånd. Som hun også synger: “Life’s a beautiful disaster”.
Barry Walsh har spillet keyboard for blandt andre Roy Orbison, Willie Nelson og Waylon Jennings. De tre navne lader jeg lige stå et øjeblik… Walsh har været med til at definere lyden af Nashville med andre ord. Har i øvrigt også spillet sammen med Alex Chilton – tjek ham evt. i Netflix-dokumentaren om Big Star.
Men under aftenens koncert tænkte jeg lige så meget på et job, han ifølge sin kone har haft i Memphis – som keyboardspiller for The Reverend Al Green i dennes baptistkirke.
Dere r brusende gospel og orkestralt drama i Walshs spil – så meget, at det nærmest er et orkester i sig selv. Hvad enten han spiller boogie som i “Woman of the Wheel”, powerrock som i “Idlewild” eller med et Leon Russel-agtigt attack som i “Hallo Cruel World”.
Inden pausen spillede Walsh et af sine mange klaverstykker, det Erik Satie-inspirerede “Belgian Afternoon”. Lyden af kunstnernavn og titel sat sammen skaber måske nogle bittersøde melankolske billeder – men det er egentlig bare en hyldest til belgisk øl.
Gretchen Peters har i årevis været en af de vigtigste stemmer i countrymusikken. Glædeligt at der lige nu bliver bygget videre på hendes værk af unge kvindelige countrysangere som Kacey Musgrave og Brandi Carlile.
Gretchen siger i et interview på unratedmag.com, at det ultimative for hende ville være at stå på scenen som korsanger bag Bruce Springsteen, bare for at mærke magien fra The E-Street Band.
Tidligere i dag læste jeg, at Den Store Storyteller selv er på vej med et soloalbum. Stadig høj på følelsen fra aftenens koncert i BETA – toppet af en sjælfuld version af Rolling Stones’ Muscle Shoals-nummer “Wild Horses” – vil jeg mene, at det nærmere var Springsteen, der skulle stille sig op bag Gretchen og Barry – for at mærke magien.
af Jan Have Eriksen | mar 15, 2019 | Podcast
I 1969 deltog en 17årig Tamra Roseanes i den nu legendariske Woodstock Festival. Det blev startskudet på en lang musikkarriere i musik, der tog hende fra USA til Danmark, hvor hun har været en af pionererne indenfor dansk countrymusik.
Fra at høre Hendrix spille på Woodstock til at rense Hudson-floden med Pete Seeger til indspille i Abbey Road Studios i studiet ved sidden af Paul McCartney, så trækker Tamra Roseanes som en anden musikalsk Forrest Gump tråde gennem dansk og amerikansk rockhistorie de sidste 50 år.
Tamra var forbi Mediano Music-studiet, ikke blot for at snakke om et liv spækket med anekdoter fra et liv på landevejen, hvordan hun i starten lidt modvilligt blev dronningen af dansk country, men også for at snakke om sit nye album, Divided Heart, der udkom fredag d. 15. marts 2019, der handler om at være splittet mellem at være dansk og amerikansk, og byder på et par engelske oversættelser af gamle danske sange oversat af danske udflyttere til USA blandt andet ‘Det var en lørdag aften’.
Hør blandt andet om:
– Hvordan Tamra endte med at rense Hudson floden for skrald med den amerikanske folk legende Pete Seeger.
-Hvordan Jimi Hendrix guitar vækkede hende en morgen i 1969.
-Hvordan det var at indspille i Abbey Road Studios med Hank Marwin.
Vært: Jan Eriksen
Producer: Thomas Nørskov
Sådan finder du Mediano Music:
- Her finder du den i Pocket Cast, hvis du bruger den som din podcast-app.
- Her er Mediano Music i Overcast
- Og her er den nye kanal i Soundcloud
- Og en anden vej til Soundcloud:
Og her en anden vej til at finde Mediano Music i Spotify:
