Ray Davies bliver 80 – spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varm

Ray Davies bliver 80 – spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varm

af | okt 10, 2024 | Nyheder

Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.

Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.

”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.

Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati

Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.

Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.

Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?

Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.

The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.

Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.

Bare et blik udover rubrikkerne på dagens hyldestartikler taler deres eget sprog: ’Ray Davies at 80: the life and times of rock music’s most revolutionary songwriter’ og ‘Ray Davies at 80: A Cosmic Celebration of The Kinks’ Mastermind’.

 

Ray Davies’ enorme sangskat

Ray Davies’ sangskat er enorm, fra de eksperimenterende plader i slutningen af 60’erne, hits som ‘Sunny Afternoon’ (der blev sunget af publikum på Wembley i 1966, da Englands fodboldlandshold vandt deres første og, tør jeg godt sige, sidste titel), ‘Days’, ‘See My Friends’, ‘Till the End of the Day’, ‘Where Have All the Good Times Gone’, ‘Dedicated Follower of Fashion’, ‘Well Respected Man’, ‘Dead End Street’.

Det akavede hit ‘Lola’, der gav Kinks et mindre amerikansk gennembrud. Det smukke, bittersøde ‘Celluiod Heroes’ med sin medfølende solidaritet med den amerikanske stjernedrøms vindere og tabere. Det kunne sådan set også handle om dem, der stiller op i X-Factor.

De efter min mening underkendte – også af Ray selv – ’amerikanske’ 70’er-albums Sleepwalker og Misfits. Især Kinks popo-sparkende ’okay, punks, hør her, hvem der fik jeres pædagoger til at danse, da I gik i vuggestuen’-album Low Budget. For ikke at tale om efterfølgeren Give The People Want They Want (1981) med bl.a. ‘Better Things’, som du skylder dig selv at høre i versionen, hvor Ray synger sammen med Bruce Springsteen.

Der har været, er og følger mange store britiske sangskrivere.

Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati.

Smukkere end i mesterværket ‘Waterloo Sunset’ bliver det ikke. Hvorfor ikke give ordet til en anden af de helt store englændere David Bowie?

“Der er noget enormt forankret i den sang. Den er så engelsk som Peter Ackroyd (forfatter, historiker og litteraturkritiker). Den siger, ‘London’. Der er noget så dybt bevægende over den sang. Den er tidløs.”

Tillykke til Sir Ray.

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde

af | nov 20, 2023 | Podcast

At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober.

I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”.
Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, “1990”. Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by.

”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til “For blinde børn”. Hvad blev der af dem?”

Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på.

”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.”

Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop.

”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.”

Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om

– Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” – som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico.
– krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop.
– så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse.
– Jaques Brels mesterværk “Amsterdam”, alle havneby-sanges store modersang.
– et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: “Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den.” “Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom,” som Unmack siger.
– nævnte “Alle har en drøm at befri”. Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.”

Meget mere i POVcasten:

Stream episode Love Shop goes on forever: Jens Unmack om fragmenter, gode melodier og hårdt arbejde by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

Wuthering Heights fylder 45: Kate Bush burde nævnes i samme åndedrag som Springsteen og Bowie

af | jan 22, 2023 | Essay

Da hele verden sidste sommer pludselig begyndte at synge med på “It doesn’t hurt me, yeah, yeah, yo”, tænkte jeg, ”hvad sagde jeg” og ”about f***ing time”. Der skulle en tv-serie, Stranger Things, til, før Kate Bushs smerteligt følelsesladede “Running Up That Hill (A Deal With God)” blev TikTok-moderne – og den notorisk pressesky Bush stod frem på tv og takkede for den rørende opmærksomhed.

En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik

På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?

I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.

Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havde dét.

Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.

Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.

Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.

Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.

Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)

Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.

Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.

Kate Bush og referencerne

Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.

Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.

Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.

Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning

Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.

Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.

Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).

Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.

Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.

Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.

Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.

Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.

Kate Bush og mysterierne

Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.

Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.

Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.

Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel

Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.

Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.

Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.

Kate Bush dansen

Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.

Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.

Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.

I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.

Kate Bush skylder ikke nogen noget.

Bjørn Fjæstad – Baal, teaterkoncerter og solo: Jeg skulle blive 58, før jeg lærte at afstå

Bjørn Fjæstad – Baal, teaterkoncerter og solo: Jeg skulle blive 58, før jeg lærte at afstå

af | dec 14, 2022 | Podcast

I denne episode af POV Mediano Music har Jan Eriksen besøg af Bjørn Fjæstad, der netop har udsendt albummet ”Uncovered”. Fjæstad er multikunstner – eller med hans egne ord: ”Jeg er lidt af en kludetæppe-dude”.

For godt og vel 30 år siden var han med til at skabe Baal, der lød som intet andet på den danske rockscene, dengang ofte sammenlignet med David Bowie og Queen. Siden har Baal udgivet otte studiealbum og to livealbum og turneret flittigt. Samtidig er Fjæstad blevet en dansk Mr. Teaterkoncert – indtil videre har han været med i 13, fra Bob Dylan over Mozart til Bowies “Lazarus”. Du kender ham sikkert også fra tv, ikke mindst “Rytteriet”.

Som det ligger i titlen, er ”Uncovered” en samling coverversioner af sange, der har haft stor betydning for Fjæstad siden drengeårene. Som han siger:

”Sangene er en mikroskopisk lille del af soundtracket til min ungdomsforelskelser og den ulykkelige kærlighed. Sangene som satte lyd på drømme og fik mig til at glemme hverdagen for en stund.”

Det er sange som Bee Gees’ “To Love Somebody”, The Cars’ “Drive” og The Korgis’ “Everybody’s Got to Learn Sometime”.

Fjæstad og mytologien

Og som altid i POV Mediano Musics podcast dykker vi også tilbage i historien, til dengang Baal blev dannet i resterne af et andet band.

“Vi lavede sådan en selvspunden mytologi om os selv, som vi kaldte Baal manifestet. Når jeg taler om det i dag lyder det helt skørt, men det var dels for vores egen skyld, dels for sjov. Det var noget med, at vi havde fundet hinanden i Krakow, nogle af os.”

Lyt med og hør Fjæstad fortælle om:

– inspirationen fra Bertolt Brechts teaterstykke Baal om en kvindeglad outsider.
– den musiker, han mener skal have æren for, at Baal stadig eksisterer.
– dogmet bag indspilningen af “Uncovered”: afstå, afstå, afstå.
– hvad der første frem til, at han indspillede en version af Dolly Partons evigt grønne ”I Will Always Love You”.
– sine to møder med David Bowie, det første gang tilfældigt som dreng i Grøften i Tivoli, anden gang backstage i Vega. Hør hvordan det spændte af.
– hvad musikken kom til at betyde for ham, da han som dreng så sin far tæve moren indimellem.
– dengang han og barndomsvennen Lars hoppede i fløjssofaen med hver sin badmintonketcher og spillede luftguitar til Meat Loafs ”Bat Out of Hell”.
– hvilken Baal-tekst, Bjørn Fjæstads datter har tatoveret på sin arm.
– baggrunden for “sorg”-solopladen “Du kender intet til mig”.

… og meget andet.

Lyt med her:

Stream episode Bjørn Fjæstad – Baal, teaterkoncerter og solo: Jeg skulle blive 58, før jeg lærte at afstå by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

af | okt 2, 2022 | Anmeldelse

FILM: Moonage Daydream

Amerikansk dokumentarfilm/montage, 140 minutter, dansk premiere d. 22. september 2002

Instruktion: Brett Morgen – Medvirkende: David Bowie m.fl.

 

Er der overhovedet mere at fortælle om David Bowie? Ingenting og alt. I Moonage Daydream lægger filminstruktør Brett Morgen ud med nogle eksistentialistiske betragtninger om tid, formuleret af Bowie selv.

“You’re aware of a deeper existence, maybe a temporary reassurance that indeed there is no beginning, no end. The outward meaning of appearance is transcended and you find yourself struggling to comprehend a deep and formidable mystery,” siger han blandt meget andet.

Således intellektuelt udfordret og taget i hånden af Pet Shop Boys remix af ”Hallo Spaceboy” på affyringsrampen bevæger vi i biografen os på en rejse ind i David Bowies solsystem. I dag ved vi, at der faktisk kan have været liv på Mars. Vi ved også, at der ikke længere er liv i Bowie fysisk – og efter Brexit er ”Rule Britannia” ikke længere out of bounds, som han synger i sin sang. Men myten om den måske største kunstner i rockmusikkens historie lever.

Det andet univers

Som Bowie selv siger i begyndelsen af filmen, var det måske det, han ville fra begyndelsen: at afsøge det andet univers, hvad det så måtte være/var/er.

Undervejs på denne filmiske rejse skælver og vibrerer rumskibet, som biografen for en stund er omdannet til. Det er som en bevidsthedsudvidende stjernefart gennem kalejdoskopiske farvemønstre, billedkunst, elektronisk kunst, ord, musik, personlige, kunstneriske, koncertoptagelser og filosofiske betragtninger fra mesteren selv.

Nogle af disse stammer fra tv-interviews, bl.a. et legendarisk satellit-interview, Bowie deltog i, mens han boede i USA i midten af 70’erne. Andre, især de mange klip med refleksioner af filosofisk og spirituel karakter, stammer fra lydoptagelser.

moonage daydream david bowie ziggy let's dance
Moonage Daydream, PR-foto

Moonage Daydream er utraditionel

Visse optagelser er aldrig blevet vist tidligere. Det gælder f.eks. optagelser af Bowie i sit atelier som malende kunster, stillet til rådighed for Brett Morgen af Bowies familie.

Så nej. Du skal ikke se Moonage Daydream, hvis du forventer en traditionel kronologisk dokumentarfilm, der begynder med barndomsbilleder af David Jones og slutter med billeder af sørgende fans d. 10. januar 2016. Den slags findes der flere af – bl.a. en udmærket BBC Dokumentar, Sound and Vision. Og så er der f.eks. BBC-trilogien: Five Years, The Last Five Years og Finding Fame. Der er masser.

Det fremgår, at Jack Kerouacs roman Vejene var en af Bowies tidligste, store inspirationskilder. Et sted i Moonage Daydream viser Bowie, hvordan han også lod sig inspirere af Jacks med-beatnik, William S. Borroughs cut-up teknik. Klip teksten i stykker linje for linje, smid det hele op i luften og saml det sammen til noget nyt. Man kan sige, at Brett Morgen til en vis grad har arbejdet på samme måde i denne film. Der er en del cut-backs og spring fremefter som forudsigelse af, hvad der skal ske senere, og som i øvrigt vil være indforstået viden for mange Bowie-fans.

Og så alligevel er der en vis kronologi i fortællingen. Musikalsk begynder det for alvor med nogle tidlige koncertoptagelser, bl.a. en hidtil uset optagelse af en koncert i Hammersmith Odeon i 1973 – den sidste inden, Bowie sendte Ziggy Stardust i kredsløb i evigheden.

En gudsbenåedet rocksanger

Det er fede klip. Allerede der – som i koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders From Mars – fornemmer man, hvor stor en performer, Bowie var. Jeff Beck er med på guitar, men jeg bemærker nu mest guitaristen Mick Ronson, som forhåbentlig for længst har fået karma-belønning for sin indflydelse på Bowies udtryk de første år.

Bowie skulle komme til at forandre musikverdenen på mange måder – disse klip genbekræfter, at han også var en gudsbenådet rocksanger. Jeg havde nær skrevet “bare”. Nogle gange virker det som om alt det, Bowie også var, overskygger historien om sangeren og musikeren, der mestrede den helt basale rock’n’roll.

Der er mange musikalske højdepunkter. F.eks. et mix af “Modern Love”. Denne version begynder med det isolerede klavermotiv fra det oprindelige nummer, bygger op i omkvædet, før det slutter på a cappella backing-vokalen. Det er både arkæologi for nørder og basalt stærkt at lytte til.

David Bowie – valg og fravalg

Som altid må man som moderat vidende Bowie-kender leve med instruktørens valg og dermed fravalg. Hver mand og kvinde sin Bowie. Eksperimenter med og forholdsvis kortvarig afhængighed af stoffer berøres ikke rigtig. Måske er der taget nogle hensyn. Bowie talte selv senere i sin karriere og om diverse uppers og downers indflydelse på hans kunst og optrædener udenfor og på scenen i de meget hvide midt/slut-70’ere. “We all know Major Tom” (is a junkie, red.) osv.

Sobert og loyalt illustrerer filmen til gengæld, hvorfor Bowie efter de mørke, men særdeles kreative år, søgte lyset, og hvordan han endte med at iføre sig sine røde dansesko i “Let’s Dance”-æraen og til sidst måtte flygte fra rock’n’roll monsteret efter en periode med verdensturneer og enormt pladesalg. Bowie kunne ikke finde sig selv her og måtte videre – og stor respekt for det.

Jeg så selv Bowie med sit Tin Machine i det hedengangne Saga i 1989. Bandet og dets musik var et højt og særdeles påtrængende præ-grunge wake-up call til Bowie selv. Senere på aftenen fik jeg mulighed for at veksle seks-syv ord med ham til et afterparty i den ligeledes hedengangne natklub, Barbue, hvor Bowie gik rundt med lille hund i favnen. Jeg tror, samtalen bestod af “Fed koncert” -“Mange tak, skal du have.”

En spejling

Ikke rigtig nok til at kalde det et interview. Hvad jeg gerne ville have talt med ham om, hvis jeg havde kunnet tage mig sammen: At jeg aldrig helt har forstået, hvorfor Bowie og mange Bowie-kendere tilsyneladende aldrig helt har anerkendt Let’s Dance‘s enorme betydning for dance/funk og hiphop-scenen i 80’erne. F.eks. er titelnummerets tromme-beat samplet flittigt efterfølgende. Jeg ser det som en musikalsk bevægelse på linje med Berlin-trilogiens betydning for rock, indierock og elektronisk musik.

“China Girl”, som Bowie vedblev at spille live, var oprindelig tænkt som en anti-racistisk statement. De mange interview klip i filmen fortæller mange historier, også om mennesket Bowie, der fandt sin store kærlighed i Oman. Det er effektivt og vedkommende strikket sammen, men midt i dette flow savner jeg den Bowie, der som i “China Girl” konkret eller med poesiens og metaforens kraft også stillede politiske spørgsmål til sin samtid.

Med det sagt, er Moonage Daydream en formidabel film. Måske det nærmeste vi nogensinde kommer et filmisk værk, der med Bowies eget, evigt søgende sprog ikke bare handler om, men på mange måder i sin form er en spejling af kunstneren Bowie, tænkeren Bowie, mennesket Bowie, personaen Bowie, pioneren Bowie…

Hør mere om Bowie i denne POV Mediano Music podcast: