Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

af | nov 9, 2020 | Nekrolog, Nyheder

Fra POV.International

Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley

”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.

Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.

Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.

Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.

Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.

Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.

I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange

Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.

Stædig og hårdt arbejde

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.

Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – Hvalborg, Den røde tråd, Vuffelivov, Danmark, Sommergryder, Rom & Cola, Minus til plus.

Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.

Michael Bundesen - og resten af Shu-Bi-Dua, 1980, pr-foto
MICHAEL BUNDESEN – OG RESTEN AF SHU-BI-DUA, 1980, PR-FOTO

Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande

Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.

Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.

Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.

På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.

I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.

Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog

I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.

Optimisme og livsvilje

Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.

Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.

Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne

Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.

Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.

Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.

I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.

Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’

Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.

De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.

”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.

Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

af | maj 12, 2020 | Nekrolog, Nyheder

Fra POV.International

Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.

Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.

Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.

Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.

Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.

Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.

Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.

Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordon. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.

Kirke, sprut og natklub

Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.

Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.

Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.

Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.

Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.

Selvbevidst liveperformer

Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.

”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.

Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.

Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.

“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.

Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:

“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.

Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.

Illustration: Wikimedia Commons.

Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

af | okt 17, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Tirsdag aften optrådte Cher, alias Cherilyn Sarkisian, i Royal Arena. Det var første gang, jeg så Cher optræde liveHavde læst nogle forrygende anmeldelser af hendes seneste koncert i Danmark i 2004 og var helt forberedt på, at der nok ville være mere Caesars Palace i Las Vegas over det end Cæsar ved Storkespringvandet. (Yngre læsere: google!).

Jeg kørte til Amager med den største respekt. Det er 57 år siden, Cher debuterede som kunstner, inspireret af – det er vel overflødigt at nævne det – Elvis Presley.

For lidt mere end 50 år siden var hun sammen med den senere mand Sonny Bono med til at definere en pop-lyd – en form for folk-version af Phil Spectors wall of sound – og i samme moment blev hun stilikon. Der er dem, der mener, at Cher opfandt trompet-bukserne. (Yngre læsere: på den igen).

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt

I 70’erne var Cher en af USA’s største tv-stjerner, og da den karriere fadede ud, kastede hun sig over film og forskellige musikalske genrer, især disco og pompøs rock – og i armene på en imponerende stribe mænd, herunder et ni dage langt ægteskab med guitaristen Greg Allman. De fandt dog sammen igen.

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single.

Den 73-årige sangerinde har været under kniven et par gange – ”Dele af mig er 54, dele af mig to,” som hun sagde for 19 år siden. Og som hun også har sagt, er hendes store mareridt, at make-up-producenterne ikke kan følge med i hendes tempo.

Men hun holder sig godt og er tydeligvis i god form. Den figur kan man ikke operere sig til.

Længe inden koncerten begyndte, var stemningen som før en landskamp i ishockey eller håndbold samme sted. Den fantastiske stemning i arenaen er i sidste ende med til at hive Cher op på tre stjerner.

For uanset hvor festligt og blændende glamourøst Chers 90 minutter en tirsdag aften på Amager tog sig ud, var der ikke meget koncert over det.

Divaens ret

Det begyndte sådan set fint nok med stjernen, iført blå paryk og lidt blåt stof, med versioner af to af de utallige standarder i Chers repertoire,”Woman’s World” og ”Strong Enough”. Definerende sange for en kvinde, der har nedkæmpet al modstand med en skarp bemærkning og et nyt megahit. Sange som enhver, der ikke blev placeret af storken i middelnormalitetens trygge fællesrum, kan identificere sig med. Uanset seksuel orientering, køn eller farve.

Men så fulgte:

En godt og vel kvarter lang tale efter de første to numre. Alt for lang og meget ufokuseret. Hvis man ikke havde læst det et par timer forinden på nettet, vidste man nu, at fru Cher engang kaldte David Letterman et røvhul. Det er han givetvis, men det fremgik ikke helt, hvorfor vi skulle vide det.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke, og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single

Nu vidste man også, at Cher har modtaget en Oscar. Og skulle man have sovet i timen, blev det gentaget tre-fire gange i løbet af koncerten. Fint nok med det. Det falder indenfor det, man kunne kalde divaernes second amendment: tilladelse til at skyde med øjnene, logre med prydfjerene, dunke med dekadencen og prale. Manglede da bare.

Man ved nu, at Cher drømte om blive lige præcis, hvad hun blev: Askepot. Hun har endda selv bygget slottet.

I øvrigt var den lange tales pointe, at hun er et bevis på, at alder bare er et tal jo god nok, om ikke andet som et anti-aldersfascistisk statement.

Et middelmådigt kopiband

Chers backingband spillede rent faktisk live med de backtracks, som nu engang er overalt i en moderne koncert. Lyden i hallen var fænomenal god. Men de seks musikere lød nogenlunde lige så spændende og levende som ethvert andet dinnershow-orkester eller gennemsnitligt musicalband. Lige så autentisk som de dele af Cher, der er to år gamle. Der kunne hun lære lidt af Kylie Minogue, der sidste gang for et år siden medbragte et rigtigt medlevende band i Operaen.

Den altid skønne “Shoop Shoop Song (It’s in His Kiss)” blev leveret alt for forceret med Cher syngende om kap med bandet. Som noget, der skulle overstås. Helt galt i Marc Cohns ”Walking in Memphis”, som Cher gav som en oprigtig hyldest til The King, faldt helt fra hinanden. Leveret igen alt for tjept og spillet helt og aldeles uinspireret af bandet.

Man kan mene om originalen, hvad man vil, men den sang emmer af sjæl.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik

Efter et par okay versioner af Sonny & Cher-klassikerne ”The Beat Goes On” og ”I’ve Got You Babe” og med Sonny med på storskærmen i gamle videooptagelser, kom hele tre ABBA-sange. Igen spillet af bandet som et middelmådigt kopiband. Ja, jeg ved godt, at Cher medvirker i ”Mamma Mia! Here We Go Again”-filmen. Har desværre set den.

Samt at hun efterfølgende indspillede et album med diverse ABBA-kopier produceret som, hvis musik var noget man kunne finde i Silvans skruer og møtrik-afdeling – men det var faktisk ganske spændende at høre Cher synge disse sange med sin mørke, dybe contralto. Men tre sange? Og med bandet, der formåede at pille alle kanter og kontraster ud af de gamle svenske popskatte. At spille Björn Ulvaeus’ ikoniske skarpe guitarriffs i “SOS” som var det lejrbålsguitar… Fy fan!

Uanset, at Cher har nogle kommercielle grunde til at promovere dette album, var tre ABBA-kopier alt for meget. Især når man betænker, hvor mange klassikere, der er at vælge imellem.

For musikkens skyld

Det trækker op, at guitaristen til sidst fik lov at lire den, så rockstar-klichéerne føg over scenen, som glitteret ville gøre, hvis Chers pailletbesatte kjoler var revnet. Det bekom tydeligvis Cher godt at synge sine muskuløse rocksange ”I Found Someone” og ”If I Could Turn Back Time” mod slutningen af showet.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold. Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld

Det var her midt i al det festfyrværkeri af pomp og omstændigheder, at Cher uanset antal parykker og tøjskift stadig er Cher. It’s in her song. Hendes stamina, charme, udstråling og stemme er intakt.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold.

Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld.

Cher, Royal Arena, 15. oktober 2019.

Foto: PR.

Stille børn, morfar skal larme: Neil Young overdøver alt

Stille børn, morfar skal larme: Neil Young overdøver alt

af | jul 1, 2019 | Anmeldelse

Tidligt lørdag eftermiddag på Tinderbox’ Blå Scene spillede Sheryl Crow i selskab med sit stilsikre countryrockband et overflødighedshorn af 90’er-hits. Herunder, selvfølgelig, sangen med det evigt gyldige bonmot, ”If it makes you happy, then why are you so sad?”.

Godt og vel syv timer senere entrerede en 73-årig mand scenen iført en tynd grøn jakke, kasket, slidte jeans og et par sko, der så ud til at kunne klare selv den hårdeste frost i den canadiske vinter – og ikke mindst sin (og her giver ordet mening) ikoniske ’Old Black’, en Gibson-guitar fra 1952, som han har spillet på siden 1968. (Der er nogle, der hævder, at det er en kopi, men det er flere gange blevet benægtet af Youngs guitardoktor.)

Med andre ord: Allerede i de første sekunder, inden Young åbnede for de næste to en halvtimes flodsejlads i den hvide støjbåd, emmede det af patina og autencitet på scenen. Og sådan fortsatte det, indtil lørdag var blevet til søndag.

Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil

Overfladisk set kan Neil Young godt virke lidt sad at se på og for den sags skyld også at lytte til. Visse af de mere melankolske sange i hans bagkatalog rummer varierende grader af smerte.

Men Young og hans band Promise of the Real skulle ikke langt ind i en længere end ti minutter lang version af ’Love and Only Love’, før det stod klart, at det fortsat gør Young happy at føle tonerne ud af sin Gibson – og senere et par andre guitarer.

En udforskende dialog med sig selv

Sidste gang, Young spillede i Danmark, var på Roskilde Festival 2016, også dengang med Promise of the Real. Dengang havde han netop udgivet det klimatossede album Earth, hvilket koncerten dengang især i begyndelsen bar præg af med en lille håndfuld akustiske versioner.

Men lørdag aften var der inviteret indenfor i Neils distortion-ekperimentarium fra begyndelsen. Det er slående, at der efterhånden er opstået en noget nær komplet symbiose i samspillet mellem de unge medlemmer af Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer, Neil og hans sange.

Siden Roskilde 2016 er Lukas i øvrigt blevet verdenskendt som musikalsk supervisor på Bradley Coopers genfilmatisering af A Star is Born.

En kunstner som Young, hvis poetiske guitarspil konstant er i en udforskende dialog med sig selv, kræver mere end bare intuitivt medspil. Som han jo i øvrigt også fik med Crazy Horse – og Booker T. and the M.G.’s i min indtil Tinderbox største Neil Young-oplevelse på Roskilde Festival 1993.

Hele vejen igennem koncerten havde bassist Corey McCormicks swagger og groovy spil en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.

Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil.

Det ene øjeblik som en tumlende spurt som i en fugleunges første blafrende vingetag, det næste massivt og heavy som et Hercules fly henover startbanen ved Flyvergrillen, senere melodisk forfinet som i en af Youngs få popsange, ‘Winterlong’. Længselsfuldt som hvilken som helst bjergudsigt hvor som helst på den desert highway, som han sang om i ’Unknown Legend’ om hende den smukke, der altid er på vej videre på sin Harley.

Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale

Young har skrevet en sang om det, der har skabt ham, ’From Hank to Hendrix’. Den blev også spillet og kom iklædt det fantastiske Promise of the Reals swamprock til at stå som en rammefortælling om aftenens audiens hos Kong Neil.

Som for eksempel i ’Alabama’, der med sine referencer til slavetiden i sydstaterne, fik Lynyard Skynyrd til at skrive deres signatursang og senere sydstatsnationalsang ‘Sweet Home Alabama’ – med linjen  “I hope Neil Young will remember, a Southern man don’t need him around anyhow.”

Midt i koncerten leverede Young og band sin 40 år gamle signaturhymne ’Hey Hey, My My (Into the Black)’, hvor Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale. Det spiller så også ind her, at Young modsat mange (de fleste) andre i sin generation har bevaret sin integritet og trang til at være på tværs og kritisere forurenere, magthavere og kollegers knæfald for ussel mammon. Neil har været tro overfor rock’n’roll som et sindsbillede.

‘Rock’n’roll will never die,’ synger manden i sin grønne jakke, så han lyder som sit efternavn. Ingen af denne verdens plastikkirurger eller crossfitinstruktører vil dog kunne dølge det faktum, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt ruster. Også Neil, om forhåbentlig mange år.

Men som en påmindelse om det den spirit, Neils gamle idol Elvis bragte ind i Sun Studios, gøres det ikke meget ypperligere end, som han og hans håndgangne mænd overdøvede al fuldemands- og kvindeknævrer i Tusindårsskoven i Odense.

Stille børn, morfar skal larme.

Pressefoto: Tinderbox

Neil Young + Promise of the Real
Tinderbox Festival, Blå Scene
lørdag 2. juli 2019

Sætliste:

  1. Love and Only Love
  2. Mr. Soul
  3. Powderfinger
  4. Words (Between the Lines of Age)
  5. Winterlong
  6. Alabama
  7. Unknown Legend
  8. From Hank to Hendrix
  9. She Showed Me Love
  10. Hey Hey, My My (Into the Black)
  11. Cowgirl in the Sand
  12. Everybody Knows this Is Nowhere
  13. Fuckin’ Up
  14. Down by the River
  15. Throw Your Hatred Down
  16. Mansion on the Hill
  17. Rockin’ in the Free World