A-ha! Fem hit og så videre til næste by

af | jul 27, 2018 | Anmeldelse

Fra GAFFA.dk, Tivoli, Plænen, anmeldt d. 27.07.18

Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve blodmåne på himlen over Danmark. Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve den norske poptrio a-ha spille i Tivoli.

Sandsynligheden for, at de to ting sker samtidig, må været temmelig lille. Ikke desto mindre var det sådan, det var i aftes, da Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy plus band begyndte deres koncert med “Cry Wolf”. Et til lejligheden ganske passende nummer.

For mange vil trioen stå som et one hit wonder; noget der var en gang for længe siden. For andre igen vil a-ha være lyden af 80’erne – det første kys, den første orange poloshirt – i det hele taget det første trin ind i voksenlivet. For andre gedigen popmusik med partoutbillet til hvilken som helst voksenorienteret radiostation.

Gruppen har jævnligt udgivet ny musik siden de gyldne år medio 80’erne. Undervejs er de gået fra hinanden og vendt tilbage med jævne mellemrum.

Fra projekt til projekt

Som keyboardspiller med mere Furuholmen meget sympatisk har sagt: “Vi er begyndt at betragte os selv som nogen, der arbejder sammen fra projekt til projekt. Indimellem er vi ikke a-ha, men bare os selv.”

Seneste projekt sidste år var et MTV-unplugged album. Det gav på sin vis god mening. Steve Barrons video til a-ha’s “Take on Me” var ikke alene det vigtigste springbræt, kommercielt set, i trioens karriere; den var med til omdefinere begrebet musikvideo.

Desværre lyder 2017-albummet mest som en popgruppe, der gerne ville være noget andet.

På denne efterfølgende “Eletric Summer”-turné er de vendt tilbage til den electropoppede 80’er-lyd, delvis håndspillet med som altid Waaktaar-Savoy på guitar plus trommeslager og bassist.

Allerede i det første nummer efterfulgt af “The Blood That Moves the Body” og “The Weight of the Wind” lød konturerne af den særlige a-ha-lyd et sted mellem synth-navne som Soft Cell og Depeche Mode på den ene side og et sophisti-popnavn som ABC på den anden.

Desværre lød de ældre og nyere numre i begyndelsen af koncerten langt hen ad vejen ens. Alle i samme slentrende mellemtempo, samme melodiske bevægelse og rytmik. Trommeslageren som indbegrebet af en 80’er-trommeslager med totalt “digital” clicklyd. Ret kedeligt, sagt på en anden måde.

Vi skulle hen til femte nummer, a-ha’s klassiske cover af Carole Kings “Crying in the Rain”, før vi oplevede et lille spring; Waaktaar-Savoy på slideguitar.

Imponerende sangstemme

Nævnes må det, at PA-lyden på de præindspillede bånd, keyboards, synths, trommer og guitar var perfekt. Desværre var Harkets sang, bassen, strygerne, som a-ha har taget med fra MTV-koncerterne uhørlige langt ind i koncerten. Lige så, når de tre symfoniske jenter rejste sig for at synge kor.

Først i aftenens første hit, “Stay on these Roads”, foldede Harket sig for alvor ud på en bølgende elv af firserfunk.

Selvom toppen af hans tenor er blevet hjemme i 80’erne, har Morten Harkets 58 år gamle stemme stadig en imponerende rækkevidde. Han lyder, som var det hans opgave i livet at forene al nordic melancholia i én stemme. Men der skulle gå godt og vel tre kvarter, før den for alvor kunne høres.

Indtil da lignede Harket mest en rar, men indolent og konfus mand, der var gået forkert, eller måske nærmere savnede den stol, han sad på under de nævnte MTV Unplugged-koncerter.

Hans bevægelsesmønster får bådene i søen i Tivoli til tempomæssigt at ligne Bjørn Dæhli i fuld speed på vej gennem Gudbrandsdalen.

Ligefrem provokerende blev det, da det lykkedes Furuholmen at få flere tusinde publikummer i Tivoli til at lyse med deres mobiltelefoner mod scenen. Når bandet inviterer os indenfor til den form for selvfejring, må det mindste, man kan forlange, være, at de to andre bandmedlemmer lader som om, de er med på legen. I stedet for at stå at tale sammen.

Der fik man virkelig fornemmelsen af et band på endnu et stop på landevejen.

Gode momenter

Der var gode momenter på vej hen mod det klimaks, der trækker denne anmeldelse op på tre stjerner.

Nummeret “Analogue (All I Want)” med Savoy på indierockguitar – endnu et brud.

Rythm’n’blues-nummeret “Lifelines” fra en periode omkring Millennium, hvor a-ha havde lagt electropoppen på hylden.

“Train of Thought” i en forfriskende oprindelig version med krop og sjæl.

Det blændende pop-musikstykke “Stay on these Roads”, hvor a-ha ganske flot foldede sine vinger ud over alt fra candyflossbod til rutsjebane.

“Manhattan Skyline” – en af trioens mere spændende sange, hvor en rockende guitar går i modspil med en mere sart melodi. Også på scenen.

Der var en snert af følelsen af et fælles åndedrag i “Hunting High and Low” med fællessang og akustisk guitar.

Højdepunktet for mig var James Bond-melodien “The Living Daylights” i en meget velspillet version med Savoy i legehumør med det klassiske Bond-guitartema på guitaren. Næst efter Rita Coolidges’ “All Time High” den bedste Bond-sang i min verden.

Ingen tvivl om, at trioen behandler deres guld med stor værdighed og selvrespekt. Men mestendels virkede a-ha som om, de egentlig hellere ville befinde sig et andet sted. På distancen.

Ganske rammende symboliseret i Magne Furuholmens insisteren på at tale engelsk. “Selvom vi taler samme sprog,” som han sagde.

Verdenssproget engelsk er normalt en (af de efterhånden få) ting, der samler folk og nationer. Men brugt over for et publikum, der måske ikke taler, men forstår hans modersmål bliver det ærlig talt lidt komisk.

Sætliste:

  • Cry Wolf

  • The Blood That Moves the Body

  • The Weight of the Wind

  • Minor Earth Major Sky

  • Crying in the Rain

  • Foot of the Mountain

  • Analogue (All I Want)

  • Lifelines

  • Train of Thought

  • Stay on These Roads

  • Sycamore Leaves

  • Manhattan Skyline

  • Hunting High and Low

  • I’ve Been Losing You

  • The Sun Always Shines on TV

  • Ekstranumre

  • Scoundrel Days

  • The Living Daylights

  • Take On Me

 

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

af | jun 1, 2018 | Anmeldelse

Fra GAFFA.dk, Van Morrison, Heartland Festival, Greenfield Stage, 01.06.2018

For at få fuldt udbytte af koncerten med Van Morrisons storswingende band fredag aften skulle man stå helt nede foran Heartlands største scene. Så skandaløst lav var lyden. Stod man så der, blev man budt en formidabel oplevelse af musikalsk autenticitet, der mere lød af Louisiana end af Kværndrup.

”I’ve Got My Mojo Working,” sang Van the Man i Muddy Waters’ gamle standard. På det tidspunkt godt inde i koncerten havde den 72-årige sanger et vist belæg for sin påstand. De første 20-25 minutter var lydniveauet så lavt, at publikum, der stod mere end en snes meter fra scenen måtte have svært ved at høre musikken.

En ting er den konstante, uundgåelige knæver, der omdanner festivalpladsen til én stor talk-scene. Noget andet et lydniveau, der truede med at gøre koncerten til et hviskestykke.

Som andre jævnaldrende – mest bemærkelsesværdigt Bob Dylan – er Van Morrison blevet en rejsende i Van Morrison. En rejse, der har varet næsten 60 år.

Men man må lade ham, at han ikke lever på renommeet. De seneste par år har den stadig uhyre aktive nordirer udgivet album som Versatile med gamle swingklassikere og det delvis bluesede Roll with the Punches. Det seneste samarbejde med jazzmusikeren Joey DeFransesco, You’re Driving Me Crazy, er et rent jazzalbum.

Så ikke så mærkeligt, at Morrison, ulasteligt klædt i hat, nålestribet jakke (med grønne glimmerstriber) og charmeklud lagde ud med en jazzstandard som Eddie Vinsons “Wait a Minute Baby” og bl.a. hans egne “The Way Young Lovers do” og “Magic Time” i versioner i dybblå iscenesættelse.

I løbet af halvanden time jazzede Van og det seks mand og kvinder store band sig gennem lidt af en masterclass i den særlige morrisonesque lyd.

Uanset om Van iklæder sig i blues, soul, jazz, irsk folkemusik eller rock har hans musik sin egen grundfarve. Båret, selvfølgelig af den karakteriske mørke vokal, der som det kunne høres her i aften stadig rammer tonerne rent.

For mig er Van the Man lidt af en sindstilstand, lyden af en stille aften med godt samvær – menneskeligt eller med en god bog eller plade, gerne suppleret med et glas vin. De franske vinbønder skal også leve.

En aften, der “ease my troubles”, som Van også sang på Heartland i hans måske mest kendte nummer “Have I Told You Lately”. I en forbløffende kæk uptempo swingversion.

Efterhånden som lydmanden fik pustet støvet ud af volumenknappen og de enkelte instrumenter stod klart i lydbilledet – i begyndelsen kunne man reelt ikke høre trommerne – blev jeg grebet af den nævnte Van The Man-følelse.

Som da den fremragende guitarist, der lignede en mand, der har spillet sine blue notes i så mange år, at de i dag har erstattet det meste andet DNA i manden, brillerede i Muddy Waters’ “Baby Please Don’t Go”.

Der var en mørk, gospelsoulet version af “Sometimes We Cry” med keyboardspilleren på orgel, så det gav et sug i maven, som kun menneskemusik kan flå i sjælen.

Der var forrygende swing i “Days Like These”.

Mod slutningen af koncerten ændrede Morrison sætlisten – som den fremgik på storskærmen fra keyboardspillerens keyboard – fra nummer til nummer. Hver gang med en kort, fyndig ordre til musikerne. Man kan vælge at se det som udslag af en lunefuld og krakilsk bandboss’ særheder. Jeg foretrækker at se det som et udslag af en stor musikers intuitive fornemmelse af, hvad der passede bedst i nuet. Passede til følelsen.

Efterhånden som den nedadgående sol overlod scenen til et stigende tusmørke så jeg flere smil og duvende og vuggende publikummer lade sig rive med – kulminerende med fællessang til “Brown Eyed Girl”.

Tidligere i dag læste jeg et interview på rollingstone.com med Van Morrisons kollega fra syd for den irske grænse, The Edge, der fortæller om det enorme strategiske arbejde der ligger bag sammensætningen af sætliste og scene på U2’s aktuelle eXPERIENCE + iNNOCENCE-turné.

Set i det lys var det ganske velgørende at opleve en koncert med nogle musikere, der bare gik og gjorde deres shit.

Altså for de af os, der stod så tæt på, at vi kunne høre det.