Coco O’s zen-soul: Vellyd med fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion
Fra POV.International
Det blæser. Det er mørkt. Måske er det sne, måske sand, dét der ligger på jorden i baggrunden. At dømme efter påklædningen nok det sidste. Cover-fotografen har fanget Coco O i et eftertænksomt, lidt køligt, fjernt øjeblik. Måske vender hun sig bort. Fra noget, ingen kan se.
Modsat coverfotoet er der ikke meget musikalsk blæsevejr i den smooth, småjazzede R&B på det nye album It’s a Proces. Det er minimalistisk zen-soul i det adstadigst tænkelige tempo på den vågne side af den sovendes hvilepuls.
Sådan er det – overfladisk lyttet. For efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, der sikkert kunne have varet meget længere. Lyden er ikke overlækkert produceret, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.
Coco har sagt om sit nye album, at hun på et tidspunkt indså, at det måske var på tide at indspille musik i et andet tempo end mellemtempo. Sådan er det blevet. Havde It’s a Proces været en dans i ”Vild med dans” havde det været for quick til slowfox
Den 33-årige sangerinde og sangskriver, oprindelig døbt Cecilie Maja Hastrup Karshøj, er nok mest kendt for sit samarbejde med producer Robin Hannibal i duoen Quadron og som deltager i tv-programmet Vild med dans. Hvor hun sammen med dansepartner Morten Kjeldgaard endte som nr. 2.
Arbejdet med Quadron og hits som ”LFT” og ”Hey Love” har ført Coco O vidt omkring. Hun har arbejdet sammen med Jay-Z på soundtracket til Baz Luhrmanns Den store Gatsby og med Tyler the Creator, Kendrick Lamar og Drake. Vi har altså at gøre med en dansk R&B-dronning, der, hvis hun havde været tennisspiller, ville være på niveau med Caroline Wozniacki, da hun toppede.
Titlen på Coco O’s første soloalbum er meget betegnende for albummets udtryk, It’s a Proces. På flere niveauer. Undervejs i indspilningerne blev det klart for hende, at hun ikke behøvede en producer, men selv (i samarbejde med Asger Rosenbaum og Joel Krozer) måtte dreje på knapperne på mikserpulten som en del af en udviklingsproces, der også var personlig.
Luftig soul-vokal
Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt som lammeskyer, der lige akkurat skiller så meget, at man fornemmer solen og den blå himmel bag. Snart mørkt som det uvejr, der (desværre) ofte følger efter lammeskyerne.
Et af pladens centrale numre ”Anxiety in Italy” bygger på et af Claude Debussys klaverstykker. At dømme efter interviews, og hvad jeg hørte Coco O sige i 2018 på Heartland Festivalen under sin første solokoncert i Danmark overhovedet, har oplevelserne med en italiensk mand været katalysator for en del af den nævnte proces – kunstnerisk, personligt.
Også i ”Arms” lurer en gråmeleret støvregnstemning af Debussy, indtil Coco O og Rosenbaums piano suppleres af et umanerlig langmodigt beat, tålmodigt båret af et par trommeviskers, en forsigtigt trippende bas og synthesizer. Det er cool, og hvor gemmer der sig dog uendelig megen følelse og passion i arrangements dybe åndedrag.
Modsat de store souldivaer har Coco O en ret økonomisk sangstil. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind
Coco har sagt om sit nye album, at hun på et tidspunkt indså, at det måske var på tide at indspille musik i et andet tempo end mellemtempo. Sådan er det blevet. Havde It’s a Proces været en dans i ”Vild med dans” havde det været for “quick” til slowfox.
Som et af få numre er “Gwen” dansabel, sexet lounge. Her høres tydeligt en linje til elegancens dronning af silkeblød soul, Sade, der i øvrigt stadig er aktiv. I ”Something Real” er stemningen mere indiepop, lidt mere dunkel, måske pga. Jacob Funchs og Cocos eget guitarspil, indtil Oilly Williams’ saxofon svæver som et elegant røgslør ind nærmest som i en duet med sangerinden.
Det er ikke pænt at tale i munden på hinanden, men det gør saxen og Coco her, og det lyder enormt udtryksfuldt og billedskabende. Fuldstændig som hendes sang og Johan Jørgensens guitar i ”Ions”.
En økonomisk sangstil
Producer Coco O har arbejdet en del med sanger Coco O’s egne kor. Tag f.eks. ”Not Bad at All”, og bemærk, hvordan hun lægger sin stemme som en dis henover sin egen og Jacob Funchs knitrende guitarer. Igen en tekst, der på samme tid udtrykker tvivl og sikkerhed. Should I stay, or should I go? Dualisme, som i de flestes liv. Eller som hun synger et sted: “Are we having fun or are we faking?”
Ligeså med “Cruelty”, som handler om at ville elske, selv om det er crazy. Musikalsk pakkes lytteren ind i en dyne af velbehag. Ondskab, når den lyder rarest.
Ligesom sin Quadron-partner Robin Hannibal var hun oprindelig inspireret af 70’ernes soul. Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind. “Sorry” er den klassiske smooth R&B ballade med Asger Rosenbaums keyboard med old school lyd. Igen bemærker jeg, hvor meget en sanger som Coco O kan udtrykke uden store falbelader. Less is more.
“Mit sind det løber ingen steder mere”, synger hun i afslutningsnummeret “Mit sind”, det eneste med dansk tekst, som en afrunding af processen. It’s a Proces er et intimt, sensuelt og soul’et vidnesbyrd som intet andet dansk album, jeg lige kan komme i tanke om. Det er lyden af fordybelse og selvransagelse på en af de dage, hvor det nærmeste, man kommer forstyrrende støj, er lyden af kattens poter på gulvet.
DU KAN LÆSE FLERE ARTIKLER OG ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:
Coco O: It’s a Proces, album
PR-foto
