Carl hvad? Punkeren, der blev manden bag den diskrete danske musikpris
Lad det bare være sagt med det samme. På et enkelt punkt lever Ole Dreyer op til forestillingen om den klassiske bagmand i musikbranchen – som man senest kan se hos Obersten, Tom Parker, i Tom Hanks’ skikkelse i biopic’en Elvis. Ole Dreyer er cigar aficionado.
”Ja, det er ikke så godt, vel? Godt man ikke må ryge indendørs, så der ikke er så mange, der ser det,” siger han med et grin.
Ole Dreyer er bestyrelsesleder i foreningen Musikforlæggerne. Fra begyndelsen i 2013 har idéen med Carl Prisen været både at hylde dem, der ellers sjældent hyldes ved skåltalerne i branchen, komponisterne – og samtidig er det et forsøg på at ændre foreningens image.
”Andreas Odbjerg brokkede sig efter sidste DMA-prisuddeling over, at han som sangskriver til et af de nominerede numre slet ikke var nævnt. Det er jo sådan, at sangskriverne sjældent er dem, der bliver kendt for sangene. Du kan sige, at Carl Prisen er et sted, hvor sangskriverne bliver hyldet og får mulighed for at komme brasende og fortælle deres historier,” siger Ole Dreyer og tilføjer:
”Da jeg blev medlem af Musikforlæggerne i 1999, var der en masse fordomme om os musikforlæggere – at vi ikke laver noget. At vi bare kradser penge ind uden at gøre noget for sangskriverne. Jeg har selv ofte hørt det, da jeg var booker og arbejdede på diverse pladeselskaber: ”Der sker ikke en skid. Gør noget for min musik!””
Larsen sagde nej
Carl Prisen blev etableret i 2013. Et udvalg under foreningen Musikforlæggerne med det kreative navn, Krea-udvalget, arbejdede i nogle år på idéen, der undervejs bl.a. hed “Gadedreng” (et miks af Jacob Gade og Kim Larsen). Prisen skulle være så fed, at selv Kim Larsen ville modtage den.
”Som sikkert mange bekendt har Larsen aldrig modtaget en pris for noget som helst. Vi prøvede et år, spurgte ham pænt, men svaret var kort: ”Jeg har lige sagt pænt nej til Nordisk Råds Kulturpris – jeg kan ikke sige ja til jeres pris samtidig. Det ville ikke være passende.” ”Irriterende, men forståeligt nok,” siger Ole Dreyer med et grin.
Ole Dreyers vej ind i sit nuværende job som musikpolitiker og forlægger begyndte til samme lyd, eller måske nærmere støj, som det var tilfældet for æresprismodtageren Lars Ulrich: lyden af punk.
Bl.a. amerikanske The Ramones blev et vigtigt point of no return for dem begge. Ulrich havde hardrocken med fra sin første koncertoplevelse med Deep Purple, og resten er en anden historie.
I 1979 kom Ole Dreyer med i psychedelia/punkgruppen Gate Crashers, hvis base lå i Solrød. Der var ikke noget med at passe på i svinget i dét orkester. Næh, det var lige ud og frem, og gruppen nåede bl.a. at optræde ved ikoniske punkbegivenheder som Concert Of The Moment, NÅ!!80 og Concerto de Nobrainos Insano.
Ole Dreyer boede i Glostrup – og netop et band fra Vestegnen skulle blive hans første erfaring som musikiværksætter. Som boss for sit eget pladeselskab, Hub Records – inspireret af bandet Huberts Badehotel – udsendte han en plade med bandet Kalashnikov, hvis sanger m.m. Henrik Ib Jørgensen i øvrigt i dag er direktør for Muskelsvindfonden.
Med kameraet dokumenterede Dreyer de tidlige punkdage i København. Senere blev han tilknyttet indieselskabet Dansk Sam/Sam Records med ansvar for bl.a. Martin Hall, Die Kapelle og Bouyant Blue.
”Bouyant Blue var gode og havde egentlig godt fat i udlandet. Desværre blev deres plade ikke ret god. Jeg producerede den selv, så jeg kan ikke rigtig klandre andre for det,” siger Ole Dreyer.
Frem og tilbage over Nordsøen
Blev det ikke rigtig til noget med bandets plade kommercielt, var den til gengæld medvirkende til at åbne døren ind til den verden, der skulle blive Dreyers fremtid.
”Jeg troede virkelig på Bouyant Blue, og jeg begyndte at rejse frem og tilbage til London hele tiden i et forsøg på at pushe mine grupper. Der var ret stor interesse for Bouyant Blue. Jeg fik en aftale med Chappel Intersong – Warner Chappel i dag – og opdagede, at forlagsbranchen, som jeg overhovedet ikke kendte noget til dengang, kunne noget. Jeg mødte en fyr, der introducerede mig til hele branchen i London,” siger Ole Dreyer.
Rejserne lagde grunden til et netværk, der skulle vise sig at blive en grundpille i Dreyers kommende arbejde som forlægger. Dengang var det hårdt arbejde.
”Vi havde op mod 30 møder om ugen. Dengang rejste jeg med færgen fra Esbjerg til Harwich, hvor jeg havde kasserne med pladerne. De fyldte alt for meget til, at jeg kunne flyve frem og tilbage.”
Da pladedirektøren Ernst Jørgensen – i dag verdenskendt for sit arbejde med Elvis Presleys musik – etablerede pladeselskabet It’s Magic, blev han opsøgt af Dreyer.
”Jeg var vild med bandet Miss B. Haven og mente, at nogen burde gøre noget for dem. Så jeg gik op til Ernst og sagde: ”Jeg har en masse forbindelser i England, jeg tror, jeg kan gøre noget for Miss B. Haven”. ”Det lyder da meget sjovt,” sagde han – og så var vi i gang. Typisk ham i øvrigt.”
Ved igen at slide sålerne tynde lykkedes det Dreyer at etablere en kontakt til verdensstjernen Jeff Lynne, Electric Orchestra, der medio 80’erne samarbejdede med bl.a. George Harrison og dennes legestue Traveling Wilburys.
”Det lykkedes mig at få Miss B. Haven signet til Warner Music, og jeg fik Jeff Lynne med som producer på tre numre på deres album Nobody’s Angel. Albummet blev pissefedt, men det lykkedes desværre ikke at give dem det gennembrud, som vi alle havde håbet.”
I denne POV Mediano Music podcast kan du høre Lise Cabble fra Miss B. Haven fortælle bl.a. om samarbejdet med Jeff Lynne og et møde med George Harrison.
Om ikke andet bevirkede Dreyers anstrengelser, at trommeslager Mette Matthiesen kom til at medvirke på Jeff Lynnes album, Armchair Theatre sammen med bl.a. George Harrison og legender som saxofonisten Jim Horn og komponisten Michael Kamen.
Da Dizzy Mizz Lizzy var grønne
Efterfølgende kom Ole Dreyer til at arbejde som booker i firmaet PDH. Det blev ham, der i 1993 skulle tage sig af det dengang helt grønne Dizzy Mizz Lizzy, der netop havde vundet DM i Rock.
”Jeg var den, der sammen med bandet skulle være med til at vælge pladeselskab, som blev EMI. Dizzy fik masser af tilbud. Der var egentlig booket en masse job af Rasmus Nøhr, der stod for DM i rock, for 1.500 kr. pr. job. Men jeg ringede rundt til alle arrangørerne og sagde, at det var aflyst. To minutter efter ringede jeg og sagde: ”men I kan få dem til en anden pris, hvor vi i det mindste tjener lidt af entreen”. Der var udsolgt overalt allerede dengang. Og så gik det ellers stærkt for Dizzy.”
Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber
Dreyer var Dizzy Mizz Lizzys manager helt frem til deres første brud i 1997, hvor han måtte sende en fax til alle medier: “Dizzy Mizz Lizzy stopper”. Siden har de tre medlemmer af gruppen fundet sammen igen og er i dag et af landets mest eftertragtede livenavne. Bandet spillede senest som en form for opvarmning til Metallica ved Copenhell.
Sammen med sin ven og gamle samarbejdspartner fra dagene med punk i Albertslund, Henrik Ib Jørgensen, etablerede Dreyer spillestedet Rust på Nørrebro. Et legendarisk københavnsk Generation X venue, der en periode var samlingspunkt for mange af de trendsættere – som man sagde dengang – der senere kom til at dominere den kreative branche, og som i dag muligvis er begyndt at interessere sig for fænomenet pensionsplaner.
”Jeg havde fast arbejde på EMI i ni år, hvor jeg var halv tid på Rust. Det var rigtig fint, og jeg må indrømme, at det mest behagelige ved at have et fast job er, at lønnen går ind. Men der var en masse åndssvage ting, man skulle forholde sig til og bindinger, fordi chefen synes, det var en god ide. Det føltes godt, da jeg valgte at stoppe og kaste mig over iværksætteriet igen,” siger Dreyer, der udover sit musikselskab også driver et kommunikationsbureau.
Et eksempel på musikforlæggeren Ole Dreyers arbejde i kulissen:
”Jeg kunne godt se, at jeg blev ældre i mit job som booker. Der skal unge til, som har den ild, jeg selv havde som ung. Man skal ikke sidde som booker som 50-årig på et sted, som henvender sig til unge.”
I dag er Ole Dreyer partner i selskabet Nordic Music Society NMS, der både udgiver musik – bl.a. med hypede Elba og Guldimund – og driver forlagsvirksomhed. Især USA er et stort marked.
”Jeg arbejdede med Jakob Groth i en del år og var med på hele hans tur, efter han skrev musikken til Mænd der hader kvinder. Han kom bl.a. til at komponere musikken til tv-serierne Unforgettable og Midnight, Texas. Det var nogle spændende år.”
På det seneste har Ole Dreyer fået den unge gruppe Virgin Suicide med i den nye Amazon-serie, The Summer I Turned Pretty. En af forlagets komponister har et stykke musik med i en undervisningsfilm med den amerikanske ishockey-legende Wayne Gretzky.
Kampen om smulerne fra Spotify
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Forlagsvirksomheden.
”En meget stor del af mit arbejde, når jeg ikke leger politiker, består i at være i kontakt med en mellemmand, en såkaldt supervisor, der skal skaffe min musik videre til tv- eller filmproducenten. Det er supervisoren, jeg skal overbevise om, at det er rigtigt at bruge min musik. I dag med det nærmest ikke-eksisterende pladesalg er det ikke så svært at få komponisterne til at tænke i kommercielle baner. For ti år siden var det nærmest selvmord at foreslå det.”
Tidligere havde forlæggerne, publisherne, studier, hvor sangskriverne mødte frem og skrev deres sange. Det mest kendte eksempel er nok amerikanske Tin Pan Alley, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Det var egentlige samlebåndsfabrikker. Ikke at det nødvendigvis betød dårlig musik. Komponister som Irving Berlin, Hoagy Carmichael og George Gershwin arbejdede i Tin Pan Alley.
Tidligere var bogforlagene mere eller mindre ene om både at udgive og drive forlagsvirksomhed. I takt med krisen i pladebranchen er det koncept også blevet almindeligt i musikbranchen, og det er også tilfældet med Ole Dreyers Nordic Music Society, NMS.
”Vores rettigheder kaldes immaterielle rettigheder. Der kan sagtens være fire forlag involveret i en enkelt sang, der er skrevet af fire forskellige sangskrivere og producere. Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber. Vi er tvunget til at arbejde sammen, og vi har en rimelig god stemning,” siger Ole Dreyer.
Musikforlæggerne har 33 medlemmer, inklusive de to store Warner og Sony. Det tredje store, Universal, hører til i Sverige. Ole Dreyer nævner det hæderkronede danske musikforlag Wilhelm Hansen, der bl.a. har produceren Pilfinger, der skriver til store hiphop-kunstnere i USA, Lars H.U.G. og Michael Falch i sin stald.
”Vores opgave i dag handler meget om at forsvare og beskytte komponisternes rettigheder over for techgiganterne. Der har længe været meget fokus på især Spotify, at komponister og artister ikke får ret meget ud af det økonomisk. Streaming udgør omkring 97 pct. af musikforbruget i dag. Vi har et lille vinylmarked i Danmark i dag, men der er stort set intet CD-salg mere,” siger Ole Dreyer.
12-15 pct. af Spotifys indtægter går via organisationen Koda til fordeling blandt rettighedsorganisationer som Gramex og Musikforlæggerne. Dertil har musikerne aftaler med deres pladeselskaber – lydende på alt fra 0 til 50 pct. af indtægterne.
Her kan du læse, hvem der modtog årets Carl Priser.
