‘Me and Bobby McGee’ – som også er kendt med hans daværende kæreste, Janis Joplin. ‘For the Good Times’, ‘Once More with Feeling’, ‘Sunday Morning Coming Down’ – i øvrigt oversat og indspillet i en fremragende version af John Mogensen, ‘Søndag morgen’. ‘Forever Moment’, som er en af de sange, der bedst, både følsomt og kynisk, beskriver forelskelsens iboende flygtighed og storhed på én gang. For nu at nævne fem.
Med ‘Me and Bobby McGee’ og linjen ‘Freedom’s just another word for nothing left to lose‘ har Kris Kristofferson for længst indskrevet sig på en af runetavlerne i de store sangskriveres Valhalla. Som f.eks. fredstegnet og Jimi Hendrix’ brændende guitar indrammer den ikoniske linje, hvad 1968 på godt og ondt handlede om.
Et sted i den heftige strøm af mindeord på nettet om Kristofferson har en eller anden skrevet, at ”Kristofferson was the real deal“. Mere rammende kan det vist ikke siges.
I de bedste af en stribe af sine sange var Kris Kristofferson ‘the real deal‘. På den ene side er disse sange fortællinger, små film, på anden side tager han livtag med dybe, eksistentielle emner som tro, ensomhed, dødsdrift, vrede, selvdestruktivitet, håb og kærlighed – og nåja, der er også de mere lethjertede fabler om livet som outlaw countrysanger og barfly.
En bøn om en hånd at holde i
Som Bono siger i bogen Bono: In Conversation with Michka Assayas: “Først den dag, jeg kan skrive en sang som ‘Help Me Make It Through the Night’ er jeg udlært”.
For den, der mere end en gang har mødt sig selv i mørket, virker sangens bøn om noget så enkelt og samtidig stort som en hånd at holde i, lige stærk hver gang.
“Sunday Morgen Coming Down“ er på overfladen en drikke- eller måske nærmere tømmermandssang med smarte oneliners som “The beer I had for breakfast wasn’t bad, so I had one more for dessert“. Nedenunder sangens stærke filmiske billeder handler det om åndelig tomhed. Om at feste med djævlen, og om at ønske sig langt væk fra den vanedannende fest, indtil man har drukket så mange øl til dessert, at man har glemt hvorfor.
“I may not be the devil, but I sure drank a lot of his beers, and stole a lot of his songs,“ som Kristofferson sagde, da han optrådte på Roskilde Festivalen i 2013.
Kristoffersen og helikopteren
Kristoffersons far var generalmajor i det amerikanske flyvevåben, og som mange andre soldaterbørn fulgte Kris i faderens fodspor. Han var selv uddannet både helikopterpilot og ranger. Kris Kristofferson blev tilbudt at undervise i engelsk på militærakademiet West Point, men valgte i 1965 i stedet at forlade militæret for at hellige sig musikken.
Som så mange andre var han blevet inficeret med den bacille, der bestod af lige dele begejstring for Bob Dylan og lede ved Vietnamkrigen.
Det med helikopteren skulle vise sig at komme ham til gode, da han opsøgte Johnny Cash i en helikopter og landede foran ham for at præsenterede sig selv og sin musik.
”Jeg er glad for, at Johnnys pistol ikke var ladt den dag. Ellers havde han sikkert skudt helikopteren ned,” sagde Kristofferson grinende, da jeg interviewede ham i 2008.
Senere skulle Kris og Johnny blive nære venner og optræde sammen i The Highwaymen. Kris fik sin pladekontrakt og med sine fire første album Kristofferson (genudsendt som Me and Bobby McGee ), The Silver Tongued Devil and I,Border Lord og Jesus Was a Capricorn skulle han få enorm indflydelse på musikere som Townes Van Zandt, Rodney Crowell og Steve Earle.
Da jeg i det nævnte interview spurgte Kristofferson, om han kunne huske en livsforandrende oplevelse, svarede han: ”Filmatiseringen af John Steinbecks Vredens Druer, som jeg så som dreng. Den påvirkede mig enormt. En af de sange, jeg er mest stolt af, ‘Here Comes That Rainbow Again’ er direkte påvirket af den film. Den er ikke en af mine mest kendte sange, men jeg holder meget af den.”
Inspireret af Steinbeck som Springsteen på Nebraska?
“Ja, han er en af mine store helte. Ligesom Bob. Han er den største. Det var ham, der gjorde mit job respektabelt.”
Skuespilleren Kris Kristofferson
Udover karrieren som musiker optrådte Kris Kristofferson i et hav af film. Måske mest kendt som Rubber Duck i Convoy.
“Unge mennesker husker mig sjovt nok især for filmen Convoy. Jeg forsøgte at dreje den over i en mere politisk retning – det handlede om at stå sammen, solidaritet, men det lykkedes vist desværre kun delvis. Som uddannet soldat og søn af en mand, der kæmpede i Korea og 2. Verdenskrig, synes jeg, at jeg har ret til at udtale mig. Jeg har set, hvilken smerte krig forårsager. De, der sender soldater til Irak, er enten uvidende eller ligeglade,” sagde Kris Kristofferson.
Nye generationer, der forbinder filmen A Star is Born med Bradley Cooper og Lady Gaga, ved det måske ikke, men i 1970’erne udødeliggjorde Kristofferson og Barbra Streisand samme historie i en grad, så det nærmest virkede, som om manuskriptet var skrevet til den dengang unge countrysanger.
Skal du ha’ et par på kassen?
Da jeg telefoninterviewede Kris Kristofferson fortalte han, at han primært indspillede de mange film for at få råd til at turnere med sit band. Jeg tog modet til mig og spurgte om den igangværende soloturné med akustisk guitar – med lejlighedsvis besøg på scenen af diverse familiemedlemmer – blandt meget andet var et forsøg på at demontere myten om ham der cowboyen på vej til den næste whiskey og barslagsmål?
“Hva’, skal du have et par på kassen,” grinte han.
“Nej, jeg forstår, hvad du mener. Det er ikke bevidst. Men hvis det virker sådan, vil jeg være meget glad. I sidste ende er ingen af os større end Gud. Det glemte jeg ofte, dengang jeg drak,” tilføjede han.
De seneste år af Kris Kristoffersons aktive karriere, hvor jeg var så heldig at se ham live tre gange, rejste han rundt i verden med sin guitar og diverse familiemedlemmer som en form for værdig ambassadør for sine sange. Der var ikke meget sangstemme tilbage, faktisk ingen til sidst, men han havde stadig stil, fortællelyst og sangene kunne tåle den skrantende stemmepragt.
Den nyeste album, udgivet i Kris Kristoffersons navn – i hvert fald på Spotify – er Out of Line (Live), indspillet sammen med Kristoffersons anden kone, Rita Coolidge. Det er en udmærket liveindspilning, hvor man fornemmer den store sangskrivers store talent og mange inspirationskilder.
På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken.
For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform.
I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker.
POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker – de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa.
Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis – mindre end en måned efter “That’s All Right” var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender.
Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader.
Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde.
”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden,” siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville.
”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.”
Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra.
”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.”
På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song”.
”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet.”
Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville.
Marty Stuart: The Whiskey ain’t Working
Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer
John Prine: Sweet Revenge – trommer Kenny Malone
U2: Angel of Harlem – lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson
Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) – lydteknik Fergusson
Lidt før middag fredag d. 9. juni opstod et af de øjeblikke, hvor hundrede tusinder af danskere for en kort stund holder vejret. Peter Belli er død. Jamen, han har jo altid været her – og det er han så ikke længere. Ikke fysisk. Peter Belli blev et begreb som sanger, entertainer, menneske – en sanger, der i enhver betydning formåede at nå ud i alle hjørner af det musikalske Danmark. I Bellis tilfælde giver det mening at sige, at der næppe findes en scene, han ikke har optrådt på.
Samtidig er det en af de sjældne historier om sangeren, der begyndte med rockmusik, blev dansktopsanger for at vende tilbage som rocksanger i 90’erne.
Når alle poler om forhåbentlig først mange, mange år er smeltet, og nogen sætter sig på en bjergtop for at skrive den definitive danske musikhistorie, vil Peter Belli med denne her særlige udtryksfulde varme, inderlige stemmeklang utvivlsomt blive nævnt som en af de største fortolkere nogensinde i dansk rockmusik.
Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash
”Om lidt, saa er vi skilt ad / Som Bærrene paa Hækken / Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.”
Sådan synger han på sit album, Som boblerne i bækken, der udkom i 2016. Titlen stammer fra sangen, der er en indspilning af Emil Aarestrups korte, smukke digt ”Angst”, som han skrev under påvirkning af en ulykkelig forelskelse i den alvorligt syge komtesse Amalie Raben, der døde under en kurrejse i 1832. Aarestrup deltog på rejsen i sin egenskab af læge.
Modsat den sværmeriske digterlæge er det svært at forestille sig Peter Belli ulykkeligt forelsket. I så fald må det have været mere end små 60 år siden.
Peter Belli i 2011. Foto: Wikimedia
Peter og June
En del af fortællingen om den folkekære danske sanger og entertainer handler om ægteskabet med June Belli. Siden de i 1967 blev gift i Bethlehemsskoven ved Høje Sandbjerg, er deres forhold vel nærmest blevet titlen på et fænomen, der beskriver den store, livslange og tillidsfyldte kærlighed mellem to mennesker.
Det er ”Peter og June”, som det er ”Keld og Hilda”. Som amerikanerne havde Johnny Cash og June Carter i USA, havde vi Peter og June i Danmark.
Og som det var tilfældet med Johnny i USA, var Peter en af de første rocksangere i Danmark. Noget helt andet er, at mange af de sange, der skulle gøre Belli til dansktopstjerne i 70’erne, var oversættelser og bearbejdelser af country-sange med udgangspunkt i Nashville.
Han debuterede som sanger i 1959 og blev hurtigt medlem af orkestret Les Rivals i en tid med de legendariske musiksteder Hit House (i dag Aveny-T) og Place Pigalle på Dyrehavsbakken som samlingspunkter for de første rockrødder med anderumpefrisurer.
I 1966 kom det helt store hit – “Ulven Peter” – en sang, der senere skulle blive synonym med sangeren Belli.
At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på
Han, der selv kom fra en dybt dysfunktionel familiebaggrund, fandt tidligt sin livsledsager i June – da først han var blevet accepteret af sin svigermor, sandsigersken Corinta. Det var jo lidt af en rebel, June præsenterede derhjemme.
Helt galt gik det, da Belli i en radioudsendelse i 1966 indrømmede at have røget hash. Efter en koncert blev Belli og Les Rivals anholdt, og de endte med at tilbringe en måned i et fængsel i Kolding.
”Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash,” skriver Peter Belli i biografien Jeg er som jeg er.
Allerede i 1975 indspillede Belli en selvbiografisk version af “Rock’n’roll I Gave You the Best Years of My Life”.
“Vi lyttede til The Beatles og Chuck Berry med. Hvem kunne sidde stille, når de rockede afsted. Vi øvede deres sange, til vi ku’ dem udenad. Når først jeg sang og spillede, følte jeg mig glad. Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år,” synger Belli i “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
Stod ved sine sange
Efter fængselsopholdet gik Les Rivals i opløsning, og Belli søgte i en mere folkelig musikalsk retning, især i samarbejdet med tekstforfatteren Thøger Olesen, der allerede var begyndt i tiden med Les Rivals. Det var sange som ”Hvis jeg nu var arbejdsløs” og ”Helt igennem respektabel”, en oversættelse af The Kinks ”A Well Respected Man”.
Om Belli var politisk engageret, ved jeg ikke, men en del af de første af hans sange, der nåede på dansktoppen, havde et vist (national) romantisk socialrealistisk tilsnit – måske inspireret af den samtidige John Mogensen.
Det var sange som ”Bli’ væk fra vort kvarter”, ”Blot det er godt at være aktionær”, ”Min Mølledam” og ”Kære gamle tog”.
I en periode i slutningen af 70’erne fik nogle sange et mildt sagt sentimentalt præg. ”Roser til Mama”, ”Teddybjørnen” og ”Ingen regning” f.eks. Samtidig indspillede Belli fine versioner af sange af bl.a. countrysangskriverne Messina og Loggins og The Bands ”The Night They Drove Old Dixie Down” – altid på dansk. For ikke at tale om f.eks. hans versioner af Charles Aznavours “She” og Elton Johns “Your Song”. Lyden er tidstypisk easy listening-agtig, men igen – Bellis stemme lyder oprigtig.
Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver
Peter Belli var vant til livet som omstrejfende sanger og gøgler. Også senere i livet stod han ved sine dansktopsange – og respekterede ikke mindst det, som de sange gjorde for sine lyttere, der tog dem til sig.
I slutningen af 90’erne, da Peter Belli for længst var vendt tilbage til rockmusikken, talte jeg med ham om den gamle ven og kollega Gustav Winckler. Det var en periode, hvor han ikke var vild med pressen, men da han hørte, hvad jeg ville tale om, tøede han hurtigt op.
“Nogle mennesker ser ned på os dansktopkunstnere, dengang – som nu. Nu skal jeg sige dig noget, jeg står ved alt, hvad jeg har lavet. For det var jo sådan, det var, og de betød meget for en masse mennesker. At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt Four Roses whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på,” sagde han.
Karrieren fik et boost
I en periode udsendte Belli fortsat en masse album og singler, men der blev langt mellem hittene. I de efterfølgende år stiftede June og Peter familie. De fik børnene Chano, Michel og Natasja. Boede i campingvogn, indtil Belli og June købte hus i begyndelsen af 80’erne.
Efterfølgende blev Belli så økonomisk presset, at han begyndte at optræde med playback til et transportabelt musikanlæg, senere blev han TV-bingo vært. Det var en svær tid i Peter Bellis liv med depression og stress.
Ganske som med nævnte Johnny Cash skulle der en pladeproducer til at give Bellis karriere et boost. Som Rick Rubin lokkede Cash med på American Recordings-pladerne, fik ildsjælen Poul Martin Bonde først Belli med i de såkaldte audioer, Den store lysfest og Det blå hotel og senere Hobo-Ekspressen (sammen med Nanna, Johnny Madsen og Billy Cross), det danske svar på The Traveling Wilburys.
Kvartetten var muligvis lige så meget gimmick som kunst, men sammen med albummene Yeah (1991) og Ribbet og flået (1992) var det helt givet med til at reetablere Peter Belli som rocksanger og liveperformer. Væk var det transportable musikanlæg – Belli var tilbage på scenerne med et band med bl.a. ingen ringere end Gasolin’s bassist Wili Jönsson som medlem. Det var med sange som “For enden af regnbuen” og “København (fra en DC-10)”.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke
Jeg undgår bevidst udtrykket “comeback”, for Peter Belli selv benægtede, at han havde fået et comeback.
”Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver,” sagde han, da jeg interviewede ham i forbindelse med albummet Ny dag på vej (2001), hvor han fortolkede rock- og popsange med danske tekster.
Og som han tilføjede med et glimt i øjet: ”Ligesom Elvis – uden sammenligning i øvrigt”.
Måske fordi han allerede på det tidspunkt vidste, at han fem-seks år senere skulle få opfyldt en drøm, nemlig at indspille et album i Memphis sammen med musikere som guitarlegenden Steve Cropper (Booker T. and the MG’s) og The Memphis Rhyhtm Section, der tidligere bl.a. havde indspillet med, ja, Elvis.
“De fortalte lidt om samarbejdet med Elvis, ja, men det var også tydeligt, at der var grænser for, hvor meget man siger. Af respekt for ham. Det var nærmest en åndelig oplevelse, der var en særlig aura i det studie,” sagde Belli i et interview dengang.
En lille smule stolt
Og det er måske sådan, at jeg, der som tusinder andre danskere har fulgt Bellis karriere, vil huske ham. Som en stor sanger med en særlig aura af netop noget usigeligt, dybt empatisk.
Tilbage til det desværre noget oversete album Som boblerne i bækken, hvor den dengang 73-årige Belli nyfortolkede danske rocksange med en stemme, der måske nok var slidt af tiden, der var gået, men stadig formåede at lægge nye følelser og udtryk i sine forlæg. Ganske som Cash i American Recordings-pladerne.
Det gælder bl.a. Bellis næsten nøgne version af “Kongens Have” med en tone af levet liv og afklaring, man ikke helt finder i Tim Christensens originale indspilning Kings Garden.
Sygdom gjorde, at Peter Belli i september 2016 meddelte, at han ikke længere ville optræde live.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke.
Nu har Peter sagt farvel. Hvis han kan tale, hvor han er nu, kan han med god samvittighed citere den nævnte “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
“Men se tiderne de skiftede, og jeg skiftede med / jeg prøvede lidt forskelligt til jeg fandt mit nye sted / de skønne pigtrådsdage de var nu helt forbi / jeg er trods alt en smule stolt.”
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022
På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.
Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.
Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.
Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.
50 års jubilæum
Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.
Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.
Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.
For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.
Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.
Efter at have set dem live giver det mening.
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel
Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?
Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.
Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.
Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.
Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.
Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel
Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.
Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.
Stuart giver plads til alle
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.
Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion
Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.
Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.
Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.
Respekten for rødderne
Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swing, hillbilly, bluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.
I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.
Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.
Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.
Johnny Cash er stadig aktuel – der er altid grund til at tale om ham – og det gør vi så i denne episode af POV Mediano Music. Ligesom i en af vores mest lyttede episoder “Gud, country og comeback – Johnny Cash og American Recordings” er gæsten Dennis Greis Lydom, der bl.a. er den lykkelige ejer af plus 30 bøger om Cash. Lydom optræder som og holder foredrag om Johnny Cash.
Denne gang handler om de to fængselsalbum, ”At Folsom Prison” (1968) og ”At San Quentin”, der udkom året efter. To album, der skulle blive et vendepunkt ikke bare i Johnny Cashs skrantende karriere, men i musikhistorien som sådan. Bl.a. affødte de flere af Johnny Cashs største hits overhovedet – “A Boy Named Sue” ikke mindst.
Vidste du, at det blev spillet første gang under en sangskriversession hjemme hos Johnny, hvor han havde besøg af Bob Dylan, Joni Mitchell, Kris Kristofferson, Graham Nash og sangens ophavsmand Shell Silverstein?
Dennis har ikke alene mødt Johnny Cashs trommeslager, W.S. Holland, sammen med sin rockabilly-gruppe Johnny Horsepower han har indspillet sammen med Holland i Sun studiet i Memphis.
Hør om baggrunden for de to album, og hvad de skulle komme til at betyde for ham – hvor var Cash i sit liv og karriere? Hvad sagde pladebossen, den legendariske Clive Davis, da han første gang hørte om projektet?
Hør om baggrunden for Johnny Cashs interesse i forholdene i de amerikanske fængsler og for de indsatte.
