I denne ny ’Lydlandskabet med Jan og Tanja’ ser vi tilbage på 2019 so far. Her på forkant af sommeren har vi gennemlyttet et hav af nye danske album og fokuserer her på syv kunstnere, der har gjort indtryk i lyttebøfferne. Nemlig Love Shop, Irah, Claus Hempler, Iris Gold, Aksglæde, Kill J … og Kim Larsen, der posthumt udsendte sit sidste album ’Sange fra første sal’ tidligere i år.
I løbet af udsendelsen viser det sig blandt meget andet, at det åbenbart er gået forbi Mediano Music-redaktør Jans næse, at de fleste moderne mennesker er gået fra at skrive på skrivemaskine til at bruge computer og lignende. Til gengæld har han interviewet Björk, da hun var med i KUKL. Påstår han.
Denne udgave af ‘Lydlandskabet med Jan og Tanja’ er produceret i samarbejde med DJBFA – Komponister og sangskrivere. Organisationen, der har flere end 1.600 medlemmer er den største brancheorganisation af danske rettighedshavere indenfor musikken.
I den kommende tid vil vi give dig mulighed for at lytte til nogle af DJBFA’s podcasts, der fortæller om organisationens arbejde.
Du kan høre afsnittet her:
Værter: Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro
Producer: Thomas Nørskov
MUSIK // ANMELDELSE – Kim Larsens sidste plade, Sange fra første sal, er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde, skriver Jan Eriksen. Selvom der er et par mislyde undervejs, har vi at gøre med et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang fra en mand, der fik set det, han ville.
På mange måder er det, der skulle blive Kim Larsens sidste plade en form for appendiks til biografien Mine unge år, der udkom sidste år. Som i Jens Andersens biografi fortæller Kim Larsen historier, der både konkret og tematisk tager udgangspunkt i ”dengang da jeg var lille”, som han sang en gang. Uanset at flere af dem tager favntag med tidsaktuelle emner – mest ny-feminisme.
Når der nu skulle komme en afrunding af Kim Larsens imponerende bagkatalog og enestående grand oevre er Sange fra første sal, trods et par mislyde, en meget fornem og værdig sortie for den største danske folkekunster nogensinde.
Allerede valget af titlen, der unægtelig minder om den svenske film fra 2000, Låtar fra andre våningen (Sange fra anden sal), fortæller en klassisk Kim Larsen-historie; den om kulturelle referencer.
Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere
Ligesom i instruktør Roy Anderssons fine film fortæller Larsen forskellige historier, der mere eller mindre væves ind i hinanden undervejs. I øvrigt er musikken til filmen skrevet af Benny Andersson, der ikke er i familie med instruktøren.
Anderledes familiært er det med Larsens nye album. Sange fra første sal er indspillet i Kim Larsens og hans kone Liselottes lejlighed i Odense i samarbejde med sønnen Hjalmar, der forfølger sin egen karriere for øjeblikket. Desuden medvirker impresario med mere Jørn Jeppesen med kor og guitar. Allerede sidste år fortalte Jeppesen, at der var nye sange på vej. For Kim Larsen skrev altid nye sange. Der var også et hint på Kjukkens Facebook-side.
“Uskyldig og fri – med det er det forbi”
Sange fra første sal er vel det nærmeste, man kommer en egentlig Kim Larsen soloplade overhovedet. Jo, der var selvsagt Værsgo fra 1973, men dengang var sangeren under indflydelse af blandt andre producer Poul Bruun og ven og mentor Stig Møller på sidelinjen. Sidste år havde han selv forberedt alt inden indspilningerne hjemme i lejligheden.
Og der er vi inviteret indenfor i Kim Larsen-land. Det første, der slår én, er, hvor gennemført og stærkt, Larsens vokal er overbevisende produceret helt frem i lydbilledet. Det er virkelig hans farvel og tak fra en mand, der fik set det, han ville.
Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere. Selv denne anmelders plejebarn – en hunkat – har ved lyden af den gamle hankats stemme og uimodståelige melodi opsøgt en solstribe i køkkenvinduet, mens den betragter et par store drenge pjatte, som de nu engang er sat i verden for at gøre.
I Den store dag er en stor dreng på vej ud i livet. Måske er det første skoledag. Det tror jeg. “Uskyldig og fri – med det er det forbi”. Klassisk Kim Larsen. Uskyldstabet, der for hans vedkommende indtraf i 1950’erne, som han igen og igen er vendt tilbage til i sin sangskrivning. I al sin hjertegribende enkelthed er sangen på mange måder det umulige supplement til perlen De smukke unge mennesker.
I den medrivende En brøkdel af et sekund er Kim Larsen igen respektfuldt tilbage ved sine rødder The Beatles, som de lød omkring And I Love Her, med stænk af The Everly Brothers. Og igen tager han favntag med ungdommens forgængelighed, og godt at de nåede at få det hele med, for “hvem kan standse, når skyggerne begynder at danse”.
Præcis som Kim Larsen selv gjorde i den selvbiografiske sang Brønshøj Husum ungdomsklub, hvor han lærte af danse jitterbug i forsøg på at charmere de unge damer.
Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange
Fætter Fritz – igen en fin folkesang på rockfødder – følger i tråd med et par andre sange på de sene Kim Larsen og Kjukken-album. Jalousien, der tilsyneladende altid har været en del af Kim Larsens liv. Præcis som humoren og selvironien.
Som om det ikke var nok, at fætter Fritz kan få Larsens gemalinde til at grine og blusse. Han drikker sørme også café latte og er småklog.
Mon ikke Fritz er endnu en Larsen-reference? Fritz Farlig er en figur i Anders And & Co. En slem karl, der indimellem allierede sig med lige så fordækte Øjvind Ørn, som Larsen vist opkaldte sin impresario Jørn Ørn efter.
Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften
Der er mange rigtig gode Kim Larsen-sange på dette album. Han er svagest i et par, hvor manden, der engang kaldte sin anden kone Kranen, hvæsser kløerne og forholder sig kritisk til ny-feminismen og måske især konsekvenserne heraf.
Man har altid kunnet høre det i Kim Larsens vokal, når han var satirisk. Den store rummelige klang får en let snerrende, spotsk bilyd.
Ikke at der noget galt i at problematisere #MeeToo eller kvindekamp som sådan. Tværtimod. Udover togforsinkelser er intet i denne verden absolut.
I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne
Kvinden i Charlie bor alene i sit dukkehjem og svæver på en sky af Coco Chanel og har nok i sig selv. En ting er, at Charlie selvfølgelig findes derude. Men det har altid klædt Larsen bedst at give denne verdens ensomme sjæle en solidarisk stemme.
I Dagens mand synger Kim Larsen ”hvem er det, der er dagens mand, fruentimmer”. ”Det er efterhånden længe siden, de har prøvet lykken i det muntre køkken”, synger manden med et skævt revysmil. I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne.
Igen – fint med et mandesyn på udligning mellem kønnene. Selvom det kan være svært at se i de sociale medier, lever vi i et demokrati. Og Larsen har en pointe, når han spørger, hvad der blev af det gammeldags begær. Tekstmæssigt er det bare ikke ret kønt. Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften.
Uomgængelig og livsklog svanesang
#MeeToo eller ej, er Dagens mand det nummer, hvor jeg stærkest savner Kjukken. Med Jesper Haugaard på bas, Jens Langhorn på trommer og ikke mindst Karsten Skovgaard på guitar kunne det være blevet en klassisk Kjukken boogierocker.
Også det smukke Miss Måneskin er nemt at høre som en af de mange Beatles/Byrds-inspirerede guitarpassager, jeg har oplevet ved mere end 20 koncerter med Kim Larsen & Kjukken.
Sådan skulle det så ikke være. I stedet har vi et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang for åbne vinduer i lejligheden i Odense.
Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde
Vemodigt? Egentlig ikke. Ikke i teksterne. Tag bare Koppen med den skårede hank – det nærmeste Sange fra første sal kommer en refleksion over komponistens livssituation dengang i 2018, hvor han vidste, at livet vist blev kortere, end han troede året forinden.
Uden sentimentalitet synger Larsen:
”Ræk mig lige koppen med den skårede hank og Politiken fra i går. Nok er den ikke særlig aktuel. Men det er jeg heller ikke selv.” “Der var så meget jeg skulle nå, og alt for meget, som jeg sku’. Min tid er forbi, men jeg er her endnu”.
Det er gribende, ja. Meget. Men melankolien og et hjertesuk eller syv ligger in theeyes of the beholder – og i melodien.
Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange. Også i denne, flot løftet af sønnen Hjalmar og Jørn Jeppesen i koret.
Og som han også synger, ”måske det hele bare var en drøm”.
”Når natten er omme, går vi hver sin vej,” som Larsen engang sang. Hvis det vi havde sammen i nattens løb, bare var en drøm, var det en af de gode.
Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde.
PS: Teksterne til to af sangene, Sommer og Nu dufter tjørnen, skyldes hhv. Ove Abildgaard og Harald Herdal.
Jørn Jeppesen er for nyligt sprunget ud som solist, men før det har en en lang karriere, der blandt andet byder på 5 år som medlem af Kim Larsen & Kjukken, manager for Magtens Korridorer og 17 år som manager eller rettere impresario for Hr. Larsen.
Mediano Music er i dette afsnit draget vest på og har sat Kim Larsens tidligere manager, Jørn Jeppesen stævne i Odense. Det blev en lang snak, der begynder med den danske fodbold EM-sejr i 1992, men hurtigt bevæger helt ind, hvor vi alle bliver lidt klogere på såvel mennesket, men også musikeren Kim Larsen.
Du kan høre hele interviewet her:
<
Hør blandt andet om:
Jørns nye soloprojekt.
Hvordan Jørn kom i kontakt med Kim Larsen.
Historier om Larsens tidligere manager Frank Steen og et band i DDR.
Et unikt venskab mellem Jørn og Kim.
Vi erfarer, at kernen i en af 10ernes helt store festival-kontroverser måske ikke var helt så sort/hvid, som man troede.
Og mange skønne andre historier fra et liv i musikbranchen.
På vej mod Tivoli en generøs sommeraften, hvor man skulle lede meget længe efter argumenter imod København, kom jeg i tanke om en tidlig erindring. Måske mit livs første. Nemlig den aften, da det gik op for mig, at det ikke var mig, men skinnerne, der styrede minitoget ved den gamle koncertsal i Tivoli.
Det første i en hidtil ubrudt række af uskyldstab.
“Ak ja”, som Kim Larsen sagde, da han og Kjukken her til aften havde spillet det mere eller mindre fuldendte voksenpopnummer “Nostalgi” fra det seneste album Øst for Vesterled.
På en måde er der noget uskyldigt over sådan en aften med Larsen og hans band. En uskyld, som åbenbart aldrig går tabt.
Nogle vil kalde det en til det strafbart grænsende lemfældig omgang med sandheden at kalde Larsen uskyldig. I den bibelske betydning, såvel som i alle mulige andre sammenhænge. Alle ved, at Larsen altid uden tøven har opsøgt det farlige – både som medlem af Danmarks Første Rockorkester og som velgører, debattør og privatperson.
Bare det, at manden, der netop er blevet helbredt for kræft, åbenbart stadig ryger, vil mange nok finde grænseoverskridende.
Alligevel er en Kim Larsen & Kjukken-koncert 2018 som at træde ind i eventyrunivers af noget, der lever i sin egen ret ved siden af resten af virkeligheden; et værk; et samlende analogt tårn i en digital verden; en fortælling, bygget op af børnesange for voksne, fremført af en sanger, der med stor stolthed her til aften sang, at han er en gammeldags mand.
Sjældent veloplagt
Men som sangeren ganske rammende sagde det, før bandet satte i nævnte “Nostalgi”. Forhåbentlig vil de unge mennesker – gæt hvilken sang, han netop havde sunget – tage minderne om deres liv netop nu med i deres blod og sjæl i stedet for at ende med at dyrke nostalgi som hende damen, der beskrives så stærkt (og sødt) i “Nostalgi”.
Det er femte gang, jeg ser Larsen & Co., efter han måtte sætte sig ned efter en operation i ryggen. Første gang efter kræftoperationen i vinter. Og jeg ikke set ham så veloplagt i mange år.
Jamen, hvad giver De mig, fru Sauterne; Larsen talte mellem næsten alle numrene – næsten sprudlende. Smilede og uddelte roser til folkene omkring ham.
På en måde virkede det som om, Kim Larsens persona har fået et lille comeback i Kjukken efter nogle år, hvor han har koncentreret sig om at synge og spille på sin plads på stolen.
Det begyndte med “Det er i dag et vejr”.
“Tarzan Mamma Mia” blev afløst af “Christianhavns kanal” i den boogierock-version, som Kjukken efterhånden har gjort til definerende for det, man kunne kalde bandets grundlyd.
Et halvt elektrisk/halvt akustisk udtryk med den ene fod i Beatles-traditionen og den anden i Byrds/Tom Petty-traditionen. Hele tiden med guitarist Karsten Skovgaard i centrum. Et nummer som “Det bedste til mig og mine venner” har ikke hardrock-kant som i gamle dage, men det swinger. Som Kjukken generelt gør med trommeslager Jens Langhorn tilstrækkelig langt fremme på beatet til, at der kun sjældent går for meget umba-umba ladvogn i det.
En sky af cellofan
Der er sagt og skrevet meget om lyden i Tivoli. Vi skulle helt ind i sjette nummer “Kloden drejer stille rundt”, før der pludselig blev skruet op, og bandet med Skovgaards blændende guitar i forgrunden overdøvede det snakkesalige publikum og bragte i hvert fald mig ud på den sky af cellofan, Larsen synger om.
Som en sjælden gæst på Kjukkens sætliste dukkede “Blip-båt” op. Sangen, der var tæt på at blive overtaget af publikum på Plænen, blev oprindelig skrevet til Dirch Passer i Tivoli Revyen.
Dirch turde ikke rigtig binde an med den, så på en måde var det med poetisk retfærdighed, at den blev sunget 50 meter fra Glassalen.
I altid smukke “Pianomand” med Skovgaard på slide slog det mig, at Kjukken måske er bedst, når de spiller semiakustisk. Som også i “Byens hotel” – i øvrigt med et af byens dyreste hoteller, Nimb, i baggrunden, set fra min plads.
Tivolis Plænen bliver aldrig et ideelt koncertsted, og da slet ikke, når Kim Larsen er på programmet. Allerede to timer før koncertstart kl. 22 blev portene lukket. Så mange mennesker var mødt frem i den gamle forlystelseshave.
Alene det, at stedet er bygget til gynger og karusseller og ikke en tilsyneladende udødelig nationalskjald, giver notoriske logistiske problemer med tilgangen til området foran scenen.
I aften var der indrettet et bælte rundt om den såkaldte inner circle, ligesom de meget aktive sikkerhedsfolk fik gennet folk ned bag i området. Hvorfor ikke lave flere indgange? Disse tiltag fik lettet på presset, men der skulle gå næsten 25 minutter, før der var så meget luft, at man kunne koncentrere sig om musikken. Det er for meget.
Ingen helte eller skurke
På den anden side er dette en historie uden klare helte eller skurke. Ufattelig så mange publikummer, der møder frem to minutter i koncertstart. Hvad havde de regnet med? Og – ja, det lyder som om, der er et hak i pladen – ufattelig så mange, der fortrækker at ævle og plapre løs i stedet for at være til koncert.
Så egentlig burde denne koncert maksimalt have fire stjerner. Også fordi “Rabalderstræde” og “Midt om natten” efter alle disse år er begyndt at lyde trætte.
Den får fem.
Fordi Kim Larsen stadig synger så godt og med gefühl og med nålespids timing. Kun en enkelt gang i “Fru Sauterne” tabte han den næsten.
Og nu jeg er ved den. Fordi de spillede denne, Danmarkshistoriens mest sansende velartikulerede og uskyldige – der var den igen – one night stand-sang som ekstranummer.
Og fordi “This is My Life” med styrmand Skovgaards guitar endnu en gang tog mig derud, hvor lidt vin og brød er alt, man behøver – og hvor man selv styrer lokomotivet.
Som den gamle hankat, han er, har Kim Larsen åbenbart ni liv. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, han efterhånden har brugt.
Der er vist stadig en del tilbage.
Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i GAFFA 14. juli 2018
