40 år siden: John Lennons sidste, lykkelige dag

40 år siden: John Lennons sidste, lykkelige dag

40 ÅR SIDEN // JOHN LENNON – Fra POV.International
Om morgenen d. 8. december 1980 skinnede solen fra en skyfri himmel over New York.

”Dagen havde en lovende duft af iver og entusiasme”, har Yoko Ono senere udtalt.

I de forudgående fem år havde John Lennon mere eller mindre koncentreret sig om at samle stumperne af sig selv efter sin kamp med de amerikanske myndigheder og et udsvævende liv. Festen i den såkaldte long, lost weekend havde været på vej til at udvikle sig til et egentlig misbrug af diverse stimuli.

Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve

Lennon havde koncentreret sig om sin rolle som far til sin og Yokos søn, Sean. Med udgangspunkt i lejligheden i Dakota-bygningen ved Central Park udlevede han endelig sin New York-drøm i fred og ro.

Under en bådrejse til Bermuda tidligere i 1980 havde Lennon og hans crew været udsat for en voldsom storm. Den eneste ombord, der ikke blev søsyg, var Lennon, som derfor måtte tage ansvar for alt, herunder rattet, i flere timer. Oplevelsen, som han fandt både skræmmende og opstemmende, bragte ham ud af en langvarig skriveblokering.

40 år John Lennon
DET ER 40 ÅR SIDEN, AT JOHN LENNON BLEV DRÆBT. HER ER HAN SAMMEN MED YOKO ONO UNDER DERES BED PEACE-KAMPAGNE. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.

”Jeg var så fokuseret efter den oplevelse på havet, at jeg blev tunet ind i kosmos – og alle disse sange kom”, sagde han efterfølgende om sangene på albummet Double Fantasy, der udkom d. 17. november 1980. Forud for albummet var singlen (Just Like) Starting Over udsendt. Den klarede sig overraskende godt på hitlisterne verden over.

En del anmeldelser af Double Fantasy med Lennons og Yoko Onos sange på skift var negative. Som et fællestræk mente mange anmeldere, at disse sange, som Lennon og Ono havde skrevet til hinanden, var uinteressante for andre end dem selv. Andre anmeldere var glade for at høre Lennons stemme igen og anerkendte varmen og glæden i Lennons tekster. Og så var der jo et par udmærkede popsange. Uanset hvad, er Woman(Just Like) Starting Over og Beautiful Boy (Darling Boy) klassikere i dag.

Stramt program

John Lennons program på dagen d. 8. december, tre uger efter udgivelsen af albummet, var stramt. Forud lå en fotosession med Annie Leibowitz, et interview og arbejde i studiet Record Plant om aftenen, hvor han og Yoko skulle arbejde videre med hendes sang Walking on Thin Ice.

Parret begyndte som ofte før dagen med morgenmad på Café La Fortuna, der lå få meter fra indgangen til Dakota-bygningen. Derefter gik Lennon til frisøren Viz-à-Viz for at blive klippet, så han var klar til den kommende fotosession. Det var hans og Yokos tanke, at han skulle have et Hamborg-før-Beatles look på fotografierne.

Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op – og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, ​​han ville gøre noget for mig

Inden da havde pladeselskabsdirektøren David Geffen, Geffen Records, på Lennons foranledning arbejdet hårdt for at sikre, at rockmagasinet Rolling Stones’ januar-forside ville blive John og Yoko sammen. Men eftersom bladets redaktør Jann Wenner foretrak Lennon solo, havde der været en del tovtrækkeri. Det hører vist ikke til dagens orden, at pladedirektører blander sig i den slags, men når kunstneren hedder John Lennon.

Da Annie Leibovitz ankom til lejligheden om formiddagen 8. december, blev hun modtaget af Lennon i sort læderjakke. Et øjeblik genoplevede hun det crush, hun som helt ung havde haft på ham. Den verdensberømte fotograf var inspireret af John og Yokos kys på coveret af Double Fantasy.

”I 1980 føltes det, som om romantikken var død”, har hun senere fortalt.

“Jeg huskede, hvor enkelt og smukt det kys var, og jeg blev inspireret af det”.

Men i lejligheden på 1 W 72nd St mødte Leibovitz uventet modstand. Selvom John og Yoko før havde optrådt nøgne sammen på adskillige ikoniske fotos, var Yoko ikke med på ideen om at smide tøjet på forsiden af Rolling Stone. Anderledes var det med John.

”Det her, det er vores forhold. Det er sådan, det er”, sagde han og lagde sig ved siden af Yoko i fosterstilling, mens Leibovitz fotograferede løs.

Også disse fotos er ikoniske i dag. Se bare her og her:

Allerede inden fotografen havde pakket sit udstyr sammen, måtte Lennon løbe ned ad trappen til Yokos kontor i etagen under lejligheden. Der ventede RKO Radios vært, Dave Sholin, en oplevelse, han aldrig senere skulle glemme.

I interviewet fortalte Lennon om sin daglige rutine. Som i flere andre interviews, der blev givet i anledning af den nye plade, tegner Sholins interview billedet af en mand, der efter et par turbulente årtier har fundet sit zen.

Fan i lurvet overfrakke

”Jeg står op omkring kl. seks. Går ud i køkkenet. Får en kop kaffe. Hoster lidt. Tænder en cigaret – og ser Sesame Street med Sean”.

Senere i samtalen reflekterede Lennon over sin nyligt overståede 40 års fødselsdag.

”Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve”, sagde han. Og selvfølgelig blev der også talt om musik.

”Jeg har altid betragtet mit arbejde som et værk, hvad enten det var med Beatles, David Bowie, Elton John, Yoko Ono. Og det arbejde, mener jeg ikke vil være færdigt, før jeg er død og begravet, og jeg håber, det varer lang, lang tid”.

Lyt evt. til interviewet her:

På vej ud af Dakota-bygningen kort efter mødte John og Yoko amatørfotografen Paul Goresh, der gerne ville vise Lennon nogle fotos fra et nyligt besøg samme sted. Mens Lennon betragtede Goresh’s billeder, dukkede en anden fan i en lurvet overfrakke op. Også han ønskede at veksle et par ord med sit idol.

John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham

Kort efter spurgte Lennon, om radioholdet kunne give ham og Yoko et lift til Record Plant Studios (i dag Plant Studios) et par kilometer syd for 72. gade. Hvem siger nej til John Lennon og Yoko Ono? Undervejs i bilen spurgte Sholin Lennon ud om hans forhold til Paul McCartney.

“Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op- og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, ​​han ville gøre noget for mig”.

Disse ord skulle blive de sidste, Lennon udtalte til en journalist.

I studiet ventede produceren Jack Douglas, der var blevet valgt, efter Lennon i årevis havde arbejdet sammen med Phil Spector. På båndoptageren lå optagelsen af Yokos Walking on Thin Ice, produceret i et (forholdsvis) dansevenligt miks, inspireret af den hårde newyorker punk/funk/disco-scene, der var yderst populær på det tidspunkt.

I dag er nummeret især interessant, fordi Lennon til anledningen havde fundet sin gamle Rickenbacker 325 guitar frem. Den havde ikke været i brug siden 1965. Lennons spil er muligvis inspireret af den gode ven David Bowies HeroesHeaven knows.

Efter at have lyttet til Douglas’ produktion af Walking on Thin Ice, var Lennon endog meget glad. Så begejstret, at han forudså, at hans og Yokos kommende musikalske samarbejde ville fortsætte i det spor.

David Geffen, der senere ankom til studiet, husker, at han lovede, at nummeret ville blive udsendt på single måneden efter – og han lovede, at der ville blive annonceret i bladene for singlen. Nu var Lennon nærmest i ekstase.

John Lennon 40 år
JOHN LENNON OG YOKO ONO I 1980 KORT FØR LENNONS DØD FOR 40 ÅR SIDEN. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS.

Evig karma

For alle os mange millioner med et forhold til Lennon og The Beatles, der af gode grunde ikke var til stede i studiet den aften d. 8. december 1980, kan det være svært at forestille sig stemningen i Record Plant. Men så alligevel.

Her har vi manden, der sammen med en forholdsvis lille flok skabte rock’n’roll og ændrede verden. Manden, der udgjorde 1/4 af det største rockorkester, verden nogensinde kommer til at opleve.

Manden, der som den første rocksangskriver skrællede klicheerne væk og skrev ”hjælp mig” med udgangspunkt i sit eget liv (ja, bluesdrengene havde været der tidligere), og i øvrigt fortsatte på den måde resten af sit liv.

Manden, der for en stund klædte sig af til en rolle, der forandrede en sti, som ingen andre kunstnere tidligere havde betrådt. Manden, der skabte hymner, der stadig synges i verdens brændpunkter, når mennesker i flok forsøger at demonstrere sig til power to the people.

Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer

Forestil dig ham dansende ekstatisk rundt i et pladestudie, bare fordi en pladeboss havde lovet ham et par kvadratmillimeter papirannoncer. Geffen fortsatte med at tale om Double Fantasy, der netop den uge toppede den engelske hitliste. Det var en del år siden, Lennon sidst havde toppet hitlisterne.

”Yoko gav mig dette rigtigt sjove blik. Som om, det var bedre at være nummer et i England. Det var det, hun var interesseret i, ikke for sig selv, men fordi John ønskede sig det så hårdt”.

Efter at have arbejdet næsten non-stop i en uge med Yokos nye nummer var parret trætte. Det var spisetid. Måske skulle de spise på Stage Deli på 7th Avenue. På vej ud inviterede de Record Plants’ sikkerhedsvagt, Robert ‘Big Bob’ Manuel, med, men han havde mavepine og takkede nej.

”John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham”, har Big Bob senere fortalt.

Da John og Yoko endelig forlod studiet, besluttede de at tage direkte hjem for at sige godnat til Sean, som var alene med sin barnepige. Limousinen, der havde afventet dem foran studiet, fragtede dem gennem Columbus Circle og videre ad Central Park West, inden den med et skarpt venstresving drejede mod West 72nd Street.

Først forlod Yoko limoen, siden fulgte John trop, slentrende med en bunke kassetter, inklusive det nyeste miks af Walking on Thin Ice i sin hånd. Klokken var omkring 22.45. Der var relativt stille og stadig usædvanligt varmt.

Som ud af intet trådte manden i den lurvede overfrakke, som Lennon allerede havde mødt tidligere på dagen, henimod ham.

—-

“Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer”, synger John Lennon på Beautiful Boy (Darling Boy). Vi er en del, der nu på 40. år har svært ved at acceptere livets planer lige dén aften på fortovet ud for Dakota-bygningen. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at John Lennon efter alt at dømme døde lykkelig.

Det ville ikke bare være instant, øjeblikkelig, men evig karma.


LÆS MERE I POV AF JAN ERIKSEN HER

Da The Beatles stoppede – en samtale om Abbey Road og Let it Be

Da The Beatles stoppede – en samtale om Abbey Road og Let it Be

I år det 60 år siden en nordengelsk rock’n’roll-gruppe fandt på at kalde sig The Beatles. Lige nu er det 50 år siden, gruppen udgav sit sidste album ‘Let it Be’.
I løbet af de mellemliggende ti år kom John, Paul, George og Ringo til ikke bare at revolutionere musikscenen i sig selv – de står i dag som enkelt værk om nogen som soundtracket til 60’ernes forandringer i levevis og tankemåde.
At The Beatles stadig er relevante i dag er der mange beviser på – for eksempel symboliseret i det faktum, at det niende rigeste firma i verden i 2020 (omsætning 1.500 mia. kr.) lod sig inspirere af The Beatles og tog navn efter deres pladeselskab Apple Records.
Mediano Musics Jan Eriksen har besøgt Beatles-eksperten Per Wium i dennes kolonihave. Det blev en samtale i forårssolen om de sidste to år, The Beatles eksisterede.
Om de to sidste album ‘Abbey Road’ og ‘Let it Be’, der blev indspillet i omvendt rækkefølge. Om musikken, sangene, om de fire beatlers roller, om et band, der i løbet af en kort koncert på et tag i London beviste, at de stadig var et fedt band udenfor studiet.
Om splittelse, uenigheder og det endelige brud. Og den kærlighed til musikken, der holdt til det sidste. Om alt det, der skabte den sidste musik fra bandet, der kom for at blive.
Per Wium er musiker og musikjournalist. Hans speciale er The Beatles og deres musik. Han er forfatter til bøgerne ’Beatles for alle’ og ’Så hårene rejser sig’.
Vært: Jan Eriksen
Producer: Thomas Nørskov

The Beatles – kort

1957

Marts – John Lennon danner skifflegruppen The Quarrymen

Juli – Paul McCartney bliver medlem af The Quarrymen

August – The Quarrymen optræder i The Carvern I Liverpool for første gang

1958

Februar – George Harrison bliver medlem af The Quarrymen

Juli – The Quarrymen optager deres første numre

1960

Gruppen, nu The Silver Beetles, består af John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Stuart Clifford og Pete Best.

August – gruppenavnet ændres til The Beatles

Efterår – optræder I Hamburg

1961

Juli – får fast engagement i The Cavern Club i Liverpool

1962

Januar  – første album My Bonnie med sangeren Tony Sheridan udsendes.

Januar – Brian Epstein bliver manager.

August – Ringo bliver fast medlem, og The Beatles får sin endelige form.

1963

November – EP’en The Beatles og LP’en With the Beatles udsendes.

1964

Januar – første optræden på Ed Sullivan-show i USA.

Juni – The Beatles spiller i K.B. Hallen

Juli – LP’en A Hard Day’s Night udsendes.

1965

August – LP’en Help! Udsendes

December – LP’en Revolver udsendes

1966

August – LP’en Revolver udsendes

1967

Juni – LP’en Sgt. Pepper’s LOnely Hearts Club Band udsendes

November – LP’en Magical Mystery Tour udsendes

1968

Februar – marts – The Beatles rejser til Indien for at studere hos guruen Maharashi

Juni – LP’en Yellow Submarine udsendes

November – The Beatles (Det hvide dobbeltalbum) udsendes

1969

Januar – The Beatles’ sidste offentlige optræden på taget af Apple Records

September – John Lennon fortæller internt, at han stopper i The Beatles.

September – LP’en Abbey Road udsendes

1970

April – Paul McCartney forlader The Beatles. Gruppen opløses.

Maj – LP’en Let it Be udsendes

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Da Lizzie sang kor for The Beatles

Fra POV.International

Den 4. februar 1968 lignende hvilken som helst anden søndag i en såkaldt Apple Scruff’s (hardcore Beatles-fan) liv. Næsten da. Eftersom en klam kuldebræmme havde indtaget London, havde portneren for en gangs skyld givet de unge Beatles-fans lov til at vente i varmen i korridoren mellem de yderste og inderste indgangsdøre i Abbey Road-studiet. Inde i studievarmen arbejdede de fire mænd, som fansene var på fornavn med, hårdt.

Ellers handlede det om at hænge ud med de andre fans, snakke om musikken. Læse blade og magasiner. Vente. Vente. Vente. Ud på aftenen skete der noget usædvanligt. Pludselig stod Paul McCartney i korridoren:

”Er der nogen af jer, der kan tage de høje toner?”.

Apple Scruffs fra dag ét

I 1966 var rygterne om Beatle-Mania og Swinging London for længst nået til Rio de Janeiro, hvor de blev hørt af dengang 15-årige Lizzie Bravo og veninden Denise. Desværre, forstod de to piger, havde The Beatles besluttet at stoppe med at turnere. Og når bjerget ikke sådan ville komme til Muhammed, måtte Muhammed jo komme til bjerget.

”Det var Denise’s ide, at så måtte vi jo rejse til London for at møde dem. Vi overbeviste vores forældre om at give os rejsen som 15 års fødselsdagsgave,” fortæller Lizzie Bravo, der senere kom til at arbejde et par år som au pair i London. Hun er for længst flyttet tilbage til Brasilien.

Gissela — Do Rio a Abbey Road by Lizzie Bravo
LIZZIE I FORSKELLIGE BEATLES-SITUATIONER.

Allerede fra dag ét blev Lizzie og Denise Apple Scruffs – en gruppe unge, der hængte ud foran diverse Beatles-lokaliteter i London såsom Apple Records’ kontorer i Saville Row, pladestudiet i Abbey Road, Pauls hjem tæt på Abbey Road, EMI’s kontorer.

Faktisk mødte hun The Beatles samme dag, d. 14. februar 1967, som hun og Denise var landet i Heathrow.

”Jeg mødte de fire, Brian Epstein og Mal Evans SAMME DAG, jeg ankom d. 14. februar 1967. Jeg talte med dem stort set hver dag. Fotograferede. De var meget nemme at tale med. Jeg lyttede til plader med vores Beatles-venner. Fandt artikler – gik til koncerter, som vi mente, at de måske ville dukke op til,” siger Lizzie Bravo, der af samme grund var med til DEN koncert i 1967, hvor Jimi Hendrix spillede Sgt. Pepper-albummet et par dage efter, det var udkommet.

”Det var FANTASTISK!,” siger Lizzie.

Tilbage til den aften d. 4. februar 1968, da Paul McCartney efterlyste piger, der kunne tage de høje toner. Lizzie og en engelsk pige, Gayleen Pearce, der begge havde gået til sangundervisning, skyndte sig at svare. Lizzie var sopran i skolekoret.

Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt.

Udover Across the Universe blev Lady MadonnaHey Bulldog, et spor til The Inner Light indspillet primo februar, inden de fire Beatles-medlemmer skulle rejse på inspirationsrejse til Indien. Selvom eller måske fordi der var et vist tidspres, var optagelserne gået i hårdknude. John Lennon var ikke vild med de første takes af hans Across the Universe.

Enter Lizzie og Gayleen.

En sjovere dag end normalt

”Da vi kom ind i studiet, viste Paul og John os teksten og den del, vi skulle synge med på. De spillede sangen igennem nogle gange, den ene på guitar, den anden på klaver. De modtog os meget varmt. De var jo vant til at se os udenfor hele tiden. Gayleen og jeg forblev rolige, nød bare at være sammen med dem, grine af vittighederne, drikke te, generelt have det sjovt.”

Jeg tænker, at du følte dig som en sommerfugl, da du forlod studiet?

”Ikke rigtig. Vi var meget unge. Vi anede ikke på det tidspunkt, hvad der var sket – optagelse med det største band, der nogensinde skulle blive. For os var bare en sjovere dag end normalt at være inde i studiet med dem i stedet for at stå udenfor og vente.”

Godt nok nåede indspilningen af Across the Universe med Gayleen og Lizzie aldrig med på Let it Be. Produceren Phil Spector tog sin berømte wall of sound med sig ind i studiet, da han producerede den endelige version. Men de to piger kan høres synge med på hele to plader.

Jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.

Dels et velgørenhedsalbum Nothing’s Gonna Change our World, der blev udsendt i julen 1969 til støtte for World Life Fund, hvilket forklarer fuglefløjt og vingeslag i linket nedenfor. Denne version figurerer desuden på den engelske udgave af albummet The Beatles Rarities.

Hør Lizzie og Gayleen synge med The Beatles her:

Sinhorita Bravos eventyr i London sluttede i oktober 1969. Hun havde fået hjemve og som de fleste andre dengang fornemmede hun magien mellem The Fab Four langsomt fordufte.

Siden har hun haft en lang karriere som fotograf, blandt andet i New York, og som sanger, blandt andet som korsanger for brasilianske stjerner som Milton Nascimento og Joyce.

”Jeg blev inviteret til den koncert, George gav i Royal Albert Hall i 1992, hvor jeg talte kort med ham bagefter. (Harrisons sidste koncert overhovedet). Jeg hilste på Ringo under et Grammy-arrangement i New York. Og jeg mødte Paul under en lille pressekonference i Indianapolis, Indiana, hvor han annoncerede sine første koncerter i Brasilien. Han spurgte, hvor han kendte mig fra? Vi talte kort sammen. Desværre så jeg aldrig min elskede John igen.”

“River, Heart Phoenix, Milton Nascimento and Lizzie Bravo, July 7th, 1990. ‘’[…] They wanted to meet Milton, after hearing the beautiful song he had written for River (he saw “The Mosquito Coast” and was very impressed with the young actor’s...
LIZZIE FOTOGRAFERET I 1990 MED SANGSKRIVER OG GUITARIST MILTON NASCIMENTO, SOM HUN SANG KOR FOR – SOM VOKSEN. DEN UNGE MAND TIL HØJRE ER DEN AFDØDE SKUESPILLER RIVER PHOENIX (BROR TIL JOAQUIN) OG HANS MOR HEART, EN GOD VENINDE AF LIZZIE.

Hvordan forklarer du venner og familie, at du synger kor på en Beatles-sang?

“Det gør jeg kun, hvis jeg bliver spurgt. Jeg er en KÆMPE fan af musikken i mit land og jeg har været heldig nok til at indspille plader og optræde med nogle af de største brasilianske kunstnere. Jeg er meget stolt af mit arbejde som korsanger.”

For øjeblikket arbejder Lizzie Bravo på at finde en international forlægger til en engelsk version af sin bog Do Rio a Abbey Road, der er udkommet i Brasilien og Paraguay.

“Jeg havde planlagt at rejse rundt og give foredrag (jeg har holdt mange over hele Brasilien og i Paraguay), der skulle promovere bogen, men jeg er i karantærne nu p.g.a. corona. Håber jeg snart kan komme ud igen.”

Jeg har mødt et par af de såkaldte ‘gate girls’, der i 70’erne dagligt stod foran Graceland og i øvrigt fulgte Elvis’ gøren og laden i Memphis. De bor nu på 43. år efter hans død tæt på Graceland bare for at være i nærheden. ‘Jeg har intet andet valg’, sagde en af dem til mig. Forstår du dem?

“Det gør jeg. Men for mit vedkommende var jeg begyndt at bekymre mig om mit liv var på vej til at gå i stå. Jeg havde ikke lyst til at være au pair resten af mit liv – og jeg savnede min familie og venner.”

Lizzie Bravo er mor til skuespilleren Marya, 48, der selvsagt blandt meget andet har medvirket i en Beatles-musical. Hun er igen mor til Morgana, der arbejder for Cirque du Soleil. Lizzie bliver 69 den 29. maj.

Hør George Harrisons hyldest til Lizzie, Gayleen og alle de andre Apple Scruffs:


Fotos: Privatfotos.

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Fra POV.International

MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der  blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået mig til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten. Eddie Michel, eddiemichel.com, har skudt de flotte fotos.

Stående øverst på en hævet scene sang Paul McCartney forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.

Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.

Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvendemest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.

Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.

Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.

Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.

Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.

Solsortens rejse

Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.

Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.

Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.

Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.

I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.

Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.

En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham

Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.

”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.

”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også

Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?

Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.

Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.

Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.

DER ER MED ÅRENE KOMMET LIDT RUST PÅ MCCARTNEYS STEMME. MEN DEN 50 ÅRS JUBILERENDE SANG LEVER I BEDSTE VELGÅENDE. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com

Den sorte kvinde

Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.

”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.

Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.

McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.

McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.

Broken wings

Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.

I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.

Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:

“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”

Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.

Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af  tiden.

For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.

“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.

Musikkens kraft.


Lyt evt. til denne https://www.audubon.org/news/what-beatles-song-blackbird-was-really-about

Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:

  • Aaron Neville, “Hercules”
  • Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
  • Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
  • Aretha Franklin, “In The Upper Room”
  • Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
  • Aretha Franklin, “Respect”
  • Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
  • Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
  • B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
  • Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
  • Ben Harper, “Like A King”
  • Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
  • Bertha Gober, “I Told Jesus”
  • Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
  • Billie Holiday, “Strange Fruit”
  • The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
  • Blue Mitchell, “March on Selma”
  • Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
  • Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
  • Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
  • Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
  • Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
  • Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin’”
  • Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
  • Bob Marley, “Redemption Song”
  • Bruce Springsteen, “We Are Alive”
  • The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
  • O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
  • The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
  • Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
  • The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
  • Chuck Berry, “Promised Land”
  • Chuck D, “The Pride”
  • Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
  • Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
  • Common featuring Will.i.am, “A Dream”
  • Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
  • DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
  • Digital Underground, “No Nose Job”
  • Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
  • Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
  • Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
  • Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
  • Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
  • Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
  • Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
  • Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
  • Grant Green, “The Selma March”
  • Guy Carawan, “We Shall Overcome”
  • Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
  • The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
  • Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
  • Harry Belafonte, “Oh Freedom”
  • The Impressions, “Keep on Pushing”
  • The Impressions, “People Get Ready”
  • The Impressions, “We’re A Winner”
  • The Isley Brothers, “Fight The Power”
  • The Isley Brothers, “Get Into Something”
  • B. Lenoir, “Alabama Blues”
  • James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
  • James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
  • Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
  • Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
  • Joan Baez, “Oh Freedom”
  • John Coltrane, “Alabama”
  • John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
  • John Legend, “Woke Up This Morning”
  • John Legend, “If You’re Out There”
  • Joss Stone, “Eyes on the Prize”
  • The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
  • Jungle Brothers, “Black is Back”
  • Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
  • Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
  • Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
  • Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
  • Mahalia Jackson, “How I Got Over”
  • Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
  • Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
  • Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
  • Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
  • Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
  • Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
  • Marvin Gaye, “Wholy Holy”
  • Marvin Gaye, “Inner City Blues”
  • Marvin Gaye, “Save The Children”
  • Marvin Gaye, “What’s Going On”
  • Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
  • Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
  • Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
  • Mavis Staples, “Down in Mississippi”
  • Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
  • Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
  • Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
  • Neil Young, “Alabama”
  • Neil Young, “Southern Man”
  • The Neville Brothers, “Sister Rosa”
  • Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
  • Nina Simone, “Mississippi Goddam”
  • Nina Simone, “Revolution”
  • Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
  • Odetta, “One Grain of Sand”
  • The O’Jays, “Give the People What They Want”
  • Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
  • Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
  • Parliament, “Chocolate City”
  • Patty Griffin, “Up To The Mountain”
  • Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
  • Paul Simon, “So Beautiful or So What”
  • Pete Seeger, “This Land is Your Land”
  • Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
  • The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
  • Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
  • Public Enemy, “Fight The Power”
  • Rage Against The Machine, “Wake Up”
  • Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
  • The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
  • Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
  • Ray Scott, “The Prayer”
  • Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
  • The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
  • Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
  • Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
  • Sly And The Family Stone, “Underdog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
  • Solomon Burke, “None of Us Are Free”
  • Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
  • Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
  • Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
  • Sounds of Blackness, “Optimistic”
  • Sounds of Blackness, “Unity”
  • The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
  • The Staple Singers, “Respect Yourself”
  • The Staple Singers, “This Train”
  • The Staple Singers, “Wade In the Water”
  • The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
  • The Staples Singers, “I’ll Take You There”
  • Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
  • Stevie Wonder, “Living For The City”
  • Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
  • Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
  • Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
  • The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
  • The Temptations, “Message From A Black Man”
  • Three Dog Night, “Black And White”
  • U2, “Pride (In The Name of Love)”
  • Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
  • VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
  • Willie Peacock, “Calypso Freedom”
  • Willie Peacock, “Get On Board, Children”
  • Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
  • Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”

Fotos: Eddie Michel/eddiemichel.com.

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Fem stjerner til den gråsprængte gentleman med Höfner-bassen

Fra GAFFA.dk

De seneste 15 år er Paul McCartney rejst verden rundt med samme band og i hovedtræk den samme sætliste – og på det seneste samme struktur og samme bemærkninger mellem numrene. Og sådan er det. McCartney er blevet en mere værdig og overskudsagtig formidler af sit guld for hver gang, jeg har set ham.

Det et stort privilegium at være i stand til at sammenligne og trække tråde tilbage, når man taler om sir Paul. Koncerten i Royal Arena var min syvende med manden, der, som Bono engang sagde, byggede huset sammen med de tre andre.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der spillede en afgørende rolle i mine formative teenageår i takt med, at perspektivet blev videre end udsigten til den lokale fjord og weekendens kamp på andetholdet.

Så det var lidt af en forløsning, da McCartney og det faste band for to et halvt år siden gav en koncert i Herning, der var langt mere fokuseret end den især i begyndelsen famlende forestilling året forinden på Roskilde Festival.

Et af de helt store spørgsmål de senere år har været, om 76-årige McCartneys stemme fortsat vil kunne holde til elleve kvarters rockshow. Den er ikke, hvad den har været, stemmen.

Langt hen ad vejen klarede han den i aften ved at synge lavere end i de oprindelige indspilninger, ved at afkorte og afrunde tonerne, indimellem næsten rappe teksten – samtidig ligger guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray og trommeslager Abe Laboriel Jr. lidt længere fremme i lydbilledet end McCartney. Også når de meget formfuldt synger kor i f.eks. “Eleanor Rigby”.

Tabte den i omkvædet

Når det er sagt, er der forskel fra sang til sang. McCartney tabte den f.eks. helt i omkvædet til “Got to Get You in to My Life”. Der lød hans sang næsten som en snerren. Det var heller ikke entydig kønt i “Blackbird”, der sammen med resten af Det Hvide Dobbeltalbumfejrer 50 års jubilæum i disse dage.

Til gengæld sang han ganske flot i “Maybe I’m Amazed”, hvor mange hardcore Macca-fans ellers ofte holder vejret under koncerterne.

Burde han stoppe? Efter min mening skal han fortsætte, indtil han må hviske eller holde skilte op med teksten, hvis det da er muligt samtidig med, at han spiller på sin ikoniske – hvis dette modeord nogensinde har givet mening, er det hér – Höfner-bas.

Sålænge han og hans band spiller med så meget engagement som i aften, er jeg med.

Det var jeg allerede, da McCartney og band afsluttede første nummer “A Hard Day’s Night” med en enkelt skarp akkord og guitaristerne så på hinanden med et grin. Som “vi nailede den igen”. I så fald ret flot, at den spilleglæde stadig holdes i live efter 16 år.

Som sådan blev den akkord startskuddet til en rock’n’roll rejse på næsten en halv time frem mod balladerne.

Wings-sangen “Junior’s Farm” med mudret lyd lød af sumprock med Ray og Anderson aggressivt fremme. Kriminelt melodiøse “All My Loving” med 54 år gamle videoklip fra A Hard Day’s Night-filmen ramte lige i hjertet – yeah, yeah, yeah.

“Letting Go”, en af mine favorit Wings-sange med solidt, sejt soulet swing – og blæsere på tribunen i øvrigt. Spillet med en meget mørkere og dybere bund, end man kender den. Her lød McCartneys robuste og sjælfyldte vokal fint, stadigt lavt i lydbilledet, og hans Höfner… ja, hvis Harrisons guitar græd venligt, danser sir Pauls bas.

Nostalgifest med risikovillighed

Jeg kom til at tænke på det nylige interview, hvor producer Quinzy Jones beskyldte McCartney for at være en elendig bassist. Han burde have været en tur omkring Royal Arena.

Mere soulet mestendels mellemtempo stenerrock i det nye “Who Cares”,  “Got to Get You Into My Life”, “Come On to Me”, “Let Me Roll it” med McCartney selv på guitaren. Hvis en Paul McCartney-koncert anno 2018 er en nostalgi-fest, er det med legenden i forgrunden med villighed til at sætte sig på spil

Som i “I’ve Got a Feeling” – et lidt underkendt Beatles-nummer, der i McCartney-bandets version fortæller mindst to historier; nemlig at The Beatles, hvis nogen skulle have glemt det, var et grænsesættende rock’n’roll-band under konstant påvirkning af den dengang pulserende rockscene. Samt, at hvis sådan en aften med gentagelser af Beatles evangeliets tekster er nostalgi, er det i hvert fald med et band, der spiller for at bevise sig selv hver aften. For eksempel i den psykedeliske version af “For the Benefit of Mr. Kite” fra Sgt. Pepper. Et modigt valg mellem alle standarderne.

Jeg tror, det var da McCartney som sædvanlig præsenterede “Here Today” med at tale lidt om sin afdøde ven og makker fra Liverpool, jeg første gang blev ramt af denne her følelse af at se mig selv med mit 14-årige jegs øjne.

“Lets hear it for John” – og salen eksploderede. Vi ved alle, at der var både sakkarin og citronsyre i forholdet mellem Lennon og McCartney, men tilsammen skabte de noget, som ingen af dem vel nogensinde helt har fattet omfanget af. Jeg synes, Macca lød mere oprigtig end nogensinde i sin hyldest til det venskab og makkerskab – og i sit savn.

Før denne passage leverede bandet – ganske som Herning i 2016 – et sæt gamle sange fra begyndelsen, da John, Paul og George ville lyde som skiffle-kongen Lonnie Donegan.

“I’ve Just Seen a Face”,  “In Spite of All the Danger” (fra før, de hed The Beatles og øvede i familien McCartneys hjem på Forthlin Road i Liverpool), “From Me to You” og “Love Me Do”. Alle spillet mere eller mindre akustisk med bandet helt fremme på scenen.

Man lytter et sted mellem gåsehud og anerkendelse til, at McCartney og band insisterer på at levere disse sange meningsfyldt. Uanset hvor ofte de måtte have spillet dem. Hvilket gentog sig med McCartneys version af Harrisons “Something”. Han har spillet den i samme version og med samme intro siden Concert for George i 2002. Stadig mærker man følelsen. Og Dusty Anderson spiller soloerne næsten lige så indfølt som Clapton dengang.

På tide at ryste posen

Til gengæld burde Paul & Co overveje at skifte lidt ud i koncertens afsluttende time, der har fulgt samme skabelon de sidste 16 år.

Jo, både “Lady Madonna” og “Ob-La-Di-Ob-La-Da” er kvikke fodstampere – igen spillet med swamp som i den indledende fase. Men jeg er tilbøjelig til at give George Harrison ret i “Savoy Shuffle”’s (også fra Det Hvide Dobbeltabum) tydelige Macca-satire, “We all know Ob-la-di-bla-da, but can you show me where you are?”

Dét – altså viser, hvor han er – gør McCartney bedst i den første halvdel af det, der efterhånden er blevet den faste struktur i hans livesæt.

Dermed ikke sagt, at han burde droppe “Let it Be” og “Hey Jude”. Det er mere utænkeligt end en gendannelse af The Beatles – eller at han skal droppe det pyrotekniske udstyrsstykke “Live and Let Die”, der får Rammstein til at ligne harmløse nytårs-bordbomber.

Men måske på tide at ryste posen, især med den faste blok ekstranumre.

Når det er sagt, er McCartney – nu hvor han har droppet at farve håret – blevet en gråsprængt gentleman, der fortolker sine gamle og nye sange, stadig med denne her tilsyneladende udødelige “I am one of the boys”-attitude. Helt blottet for alderens glansløse kynisme og ligegyldighed.

Foto: Eddie Michel, eddiemichel.com

Sætliste

1. Hard Day’s Night

2. Junior’s Farm

3. All My Loving

4. Letting Go

5. Who Cares

6. Got to Get You Into My Life

7. Come On to Me

8. Let Me Roll It

9. I’ve Got a Feeling

10. Let ‘Em In

11. My Valentine

12. Nineteen Hundred and Eighty-Five

13. Maybe I’m Amazed

14. I’ve Just Seen a Face

15. In Spite of All the Danger

16. From Me to You

17. Dance Tonight

18. Love Me Do

19. Blackbird

20. Here Today

21. Queenie Eye

22. Lady Madonna

23. Eleanor Rigby

24. Fuh You

25. Being for the Benefit of Mr. Kite!

26. Something

27. Ob-La-Di, Ob-La-Da

28. Band on the Run

29. Back in the U.S.S.R.

30. Let It Be

31. Live and Let Die

32. Hey Jude

Ekstranumre

33. I Saw Her Standing There

34. Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Reprise)

35. Helter Skelter

36. Golden Slumbers

37. Carry That Weight

38. The End