af Jan Have Eriksen | sep 20, 2018 | Anmeldelse
★★★★☆☆
Pov.international
ANMELDELSE: Simon Talbot er et forfriskende, højenergisk og morsomt indslag på den danske standup comedy-scene. Men ved premieren på det nyeste show Make Denmark Great Again, der handler om hans forsøg på at slå igennem i USA, var han tæt på at smadre sin egen præmis, skriver Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Ikke helt overraskende kommer der et lille hint til Thomas Eje i Simon Talbots nye standup show, Make Denmark Great Again. Det nye show med en af Danmarks p.t. mest populære komikere er en fortælling rundt om Talbots nylige rejse til USA med drømmen om at gøre sig på comedy-scenerne i Los Angeles og omegn.
I showet tager Talbot lattervækkende favntag med skismaet mellem på den ene side det typisk danske ved jorden at blive det tjener sig bedst-dogme – og på den anden side retten til at drømme stort. Og gå efter det. Som de gør derovre i USA.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot.
Kan man tabe godt og vel 80 minutters comedy på gulvet med en enkelt sætning? Nej. Men det rokker lidt ved præmissen på samme måde, som San Andreas forkastningen dagligt rokker ved jorden under Los Angeles.
Den anden generation
Simon Talbot tilhører ‘anden generation’ indenfor dansk stand-up comedy. De, der kom til efter Gintberg, Hjortshøj, Casper – og for den sags skyld også POV Internationals egen Sebastian Dorset. Siden sit gennembrud via diverse TV 2 Zulu-programmer er Talbot i dag en af landets mest populære komikere med over 200.000 følgere på Facebook.
Make Denmark Great Again er den sprælske komikers fjerde solo-turné. Da jeg anmeldte den seneste, Mr. Copenhagen, blev jeg nærmest bjergtaget af Talbots energi og komiske power.
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot
Selvom rammen denne gang er en helt anden, begynder det alligevel, hvor det slap sidste gang. Med et flashback tilbage til den jyske barndom, hvor hans mor waterboardede ham med brun sovs – og den irske far belærte ham om at han ikke skulle finde sig i noget.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor. På god amerikansk vis – fristes jeg til at kalde det – bruger han den historik som udgangspunkt til at glæde sig over, hvor godt det er gået siden.
Det er ham bestemt vel undt, absolut, men det er lige før, jeg savner bare et lille glimt af tårerne inde bag klovnens maske, for nu at bruge den gamle frase. Til en forståelse af ikke mindst den kroniske hang til selvudslettelse, som han angiveligt kæmper med.
Tæt på at kamme over
Det er ofte tæt på at kamme over, i momenter overstyres virkemidlerne i en grad, så man forventer at høre samme hyletone som fra en kogende kedel komme ud af Talbots fejludviklede næsebor. Jeg nævner næsen her, fordi komikeren selv gør en del ud af den.
På den anden side; det er nu sådan, Talbot optræder. Take it, or leave it. Mimik og kropssprog er den fond, komikken baseres på.
Scenografien er imponerende flot – stjerner, blå, røde og hvide farver over det hele. Opbygningen af Talbots storytelling er dramaturgisk set endog rigtig flot skruet sammen. Talbot rejser ud, han må begynde fra bunden, han når til en erkendelse, og … slutningen skal ikke afsløres her.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation
Stand-up’en suppleres løbende med videoklip, optaget on location i USA. Det fungerer fremragende, nærmest dokumentarfilms-agtigt, hvor de grundlæggende tematikker – amerikansk overfladiskhed, Talbots sejre og nederlag – tydeligt fremgår. Netop her mærker man modgangens blues.
Indimellem disse videoklip leverer han bids af svigende kvalitet. En passage om en stor edderkop virker ret ligegyldig. Til gengæld er hans udlevering af sig selv og kærestens nye venner på Lee Strasberg-skuespillerskolen i LA vildt sjov. Jysk bondskhed møder prætentiøst, intellektuelt snobberi. Den slags mennesker, der tror at jazznumre lyder forskelligt, som han siger.
Der er en velmenende bid om, hvorfor kvinder fortjener mere i løn. Dermed kom der også lidt feminisme indover. Jeg har intet statistisk belæg for det, men mon ikke, det er første gang i verdenshistorien, en mandlig komiker tager en positiv vinkel på emnet menstruation. #VelEgentligPåTide.
Prædiker for enmandskoret
Frem mod slutningen afslører Talbot, at han og kæresten overvejer at få børn. Når han joker på, at han aldrig kan blive lige så god til at synge godnatsange som sin far, prædiker han i den grad for koret. I hvert fald et kor, der alene består af denne ene anmelder.
Faren sang så flot Elvis-sange som “In the Ghetto” og “Suspicious Minds”, da Simon var et lille barn. Talbots foretrukne moderne musik som f.eks. Tiëstos elektroniske EDM-drøn er komplet uegnede som vuggeviser for de børn, han måtte få.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation.
Simon Talbot, comedy, Make Denmark Great Again, premiere torsdag 13.09 i Bremen Teater
Billede: Krestine Havemann, ICO Concerts
Anmeldeten blev bragt på HER 14. september 2018
af Jan Have Eriksen | sep 6, 2018 | Anmeldelse
STANDUP: Pov.international
Mens lidt mere end 600.000 danskere på tv fulgte en af de mest tragikomiske begivenheder i dansk idrætshistorie – fodboldlandskampen mellem Slovakiet og Danmark – var der onsdag ægte komik ved Kevin Hart i Royal Arena på Amager. Jan Eriksen giver tre stjerner for primært fysisk levering og spil – hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
Nærmest uden forudgående mediebevågenhed leverede en af verdens mest populære komikere under overskriften The Irresponsible Tour en godt fem kvarter lang stand-up-rutine, der godt nok bød på mange grin – og tak for det – men som samtidig også stillede spørgsmålet:
Hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
39-årige Hart har 52 mio. følgere på Instagram og 24 mio. følgere på Facebook. Sidste år tjente han ifølge Forbes godt og vel 220 mio. kr. Det taler vel sit eget uimodsigelige sprog om popularitet.
Alene det at der var udsolgt i arenaen bekræfter, at han også er stor her i Øresundsregionen. I øvrigt så jeg det etnisk mest blandede publikum, jeg nogensinde har set til et show eller koncert i Danmark. Jeg kender ikke forklaringen, kan bare konstatere, at der skulle en af de mindst kontroversielle, amerikanske sorte komikere til at skabe integration på Amager.
Har medvirket i adskillige film
Fra begyndelsen i 90’erne, hvor han under navnet Lil’ Kev the Bastard måtte gå så gruelig meget igennem, før han fik sit gennembrud, er han i dag manden, der bliver ringet til, når Dwayne Johnson mangler en medspiller i en Hollywood A-film.
I mellemtiden har han medvirket i adskillige film, tv-shows og stand-up comedy shows. Alene på Netflix kan man finde fire Kevin Hart-shows.
Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse
Ifølge imdb.com er han lige nu involveret i fem filmprojekter. Og så kører han da i øvrigt også sin egen radiostation – og der er en Kevin Hart-streamingtjeneste på vej.
Med den arbejdsradius kan det undre, at der er overhovedet er tid til et privatliv.
Det skulle meget hurtigt vise sig på scenen i Royal Arena, at det er der.
For de fem kvarters comedy handlede udelukkende om (figuren) Harts privatliv. Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, så man næsten skulle tro, at han ene mand havde vundet ovennævnte fodboldkamp, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse.
Sex er vist kommet for at blive
Hvad gør man, når børnene pludselig bryder ind, når far og mor dyrker elskov, som det hed engang længe før, der var stand-up comedy i Danmark?
Jeg må indrømme, at Harts forklaring/undskyldning for, hvad far og mor gør, når de har gang i endoggy style, fik mig til at grine. Jeg har desværre – eller heldigvis – ikke tilstrækkelig styr på fagudtrykkene i amerikansk fodbold til at kunne forklare det.
Sex er ifølge alle tegn i sol og måner kommet for at blive. Men mens mange komikere i Harts generation – også her i landet – er nået lidt længere end til at genspinde deres komik omkring dette uopslidelige emne, fylder det stadig en hel del hos Hart.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham
Joken med konen, der også nyder porno og lader Kevin se sin browserstatistik, hvori ordet “stor” indgår hver gang, var faktisk også ret sjov.
Som Hart vidste jeg ikke, at der findes kvinder, der tænder på at se YouTube-klip med meget høje mænd. Harts komplekser over sin ringe højde er kendt stof hos den meget selvironiske komiker.
Det er klassisk Kevin Hart at se ned på sig selv. Med biografien I Can’t Mess This Up – Life Lessons som en form for omdrejningspunkt har han udviklet sig til en af USA’s mest markante self-depreciative komikere.
Mindreværd og dysfunktionel baggrund
I en underholdningsgenre og et land, hvor klassisk comedy som regel enten har ren galskab eller observationer af alle de andre fæhoveder som drivkraft, er det velgørende, når en komiker bruger sin egen uformåen, mindreværd og dysfunktionelle baggrund som præmis. Alle hans shows bygger på det. Alene titlen på 2011-showet, Laugh at My Pain, siger alt.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham.
Især en længere bid om en gæstende dreng på to år, der selv kunne tage sin ble af, var sjov – ikke mindst på grund af et overraskende callback til tidligere i showet.
Accepter din fejlbarlighed
Vekselvirkningen mellem jokes, fortællinger og ultrakorte måske lidt klichéagtige livsindsigter af typen “Omfavn dine fejl. Accepter din fejlbarlighed. Kom videre”, fungerer godt. Uden at der ligefrem gik Tim Robbins i det.
Men jeg sidder alligevel tilbage og ærgrer mig. For et år siden gav Chris Rock, også i Royal Arena, et godt bud på et show baseret på lige dele privatsfære, perspektiv, terapeutiske indsiger – mon ikke mange store Hollywood-stjerner har deres shrink på speed-dial? – og sort stolthed.
Det sidste emne – racial humor, som det hedder i hjemlandet – har Hart tidligere beskæftiget sig en del med. Udover et par ganske sjove hvad jeg vil kalde milliardærjokes omkring den årlige skiferie til Aspen, var der intet af den slags i The Irresponsible Tour-showet. Og det er ærgerligt.
Et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt
Medmindre der ligger et statement i den omstændighed, at han ikke brugte “n”-ordet overhovedet. Der plejer han ellers normalt ikke at være videre tilbageholdende. Måske er det en imødekommelse af et europæisk publikum.
Tag et standpunkt!
Det gryer i USA for øjeblikket. Actionfilmen Black Panthers’ enorme succes, Beyoncés meget omtalte Coachella-show, den overvejende sorte hiphop-scene er blevet en masseindustri. Der er Black Lives Matter-bevægelsen. Der er flere kvinder fra diverse etniske minoriteter end nogensinde på valg til midtvejsvalget lige om lidt.
Kevin Hart er selvfølgelig selv ansvarlig for indholdet i sine show og behøver ikke stå til regnskab overfor nogen eller noget, slet ikke hans egen hudfarve. Men et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt.
The Irresponsible Tour virker først og fremmest i kraft af Kevin Harts fysiske levering, hans spil.
Kevin Hart, The Irresponsible Tour, Royal Arena, 3.9.2018
Topbillede: Hart Photo ICO
Pov.international
