Lars H.U.G. interview – Det er mit mantra: Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft
Langt de færreste, der var til stede i Vega den september aften i 2016, vidste, at de skulle overvære Lars H.U.G.s sidste koncert. Koncerten skulle vise sig som lidt af en tour de force gennem samtlige album, Lars H.U.G. har udgivet – også med Kliché.
Hvad kun få kunne vide var, at der skulle blive mulighed for at genhøre koncerten på albummet, der udkom sidste år.
Nu er der så også mulighed for at genopleve koncerten. For de heldige, der var i Vega – og for alle andre.
I den kommende uge er der premiere på koncertfilmen G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE i 33 danske biografer. Premiere sådan at forstå, at filmen bliver vist denne ene gang.
Den første visning af koncertfilmen er i Imperial i København mandag den 28. marts kl. 18.30. Her vil Lars H.U.G. introducere filmen, ligesom han er med til to visninger i Aarhus den 30. marts. Tirsdag den 29. marts kan filmen ses over hele landet i Nordisk Films biografer.
”Der er jo hårdt brug for koncerter efter COVID-19. Ikke mindst biograferne har brug for, at der sker noget. Lige så vel som koncertstederne” siger Lars Haagensen, som han egentlig kalder sig nu, hvor koncertaktiviteten er stoppet. Jeg møder ham i POVs lokaler i det indre København. Hele det halvanden time lange interview kan snart høres som Mediano Music POVcast.
Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”
”Min branche var tørlagt i to år, hvor man ikke kunne komme til festivaler. Jeg ser denne film som en dokumentation fra en tid, hvor man stadig kunne bevæge sig ud og svede og stå og hoppe på hinanden og bevæge sig hjem uden at blive syg,” siger Lars H.U.G.
Det bliver altså så uden H.U.G. på scenen. Siden første pladeudgivelse med Kliché i 1980, Supertanker, har Lars H.U.G. sat sit markante præg på den danske rockscene. Sammenlignet med andre musikere er der udkommet forholdsvis få album, de har til gengæld næsten alle været med til at flytte barrierer i grænselandet, hvor kunst møder rock og pop. I det felt var Lars H.U.G. den måske vigtigste danske musiker i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Måske sammen med TV-2, hvis Steffen Brandt kortvarigt var medlem af Kliché. Nogle ville sige Sort Sol.
”I filmen bliver koncerten spillet baglæns, hvilket koncerten i øvrigt også gjorde. Et greb, som vi lå og legede med – i en i øvrigt hård proces. Det har taget fire år at klippe og redigere filmen. Eftersom jeg i al beskedenhed har spillet 13 gange på Roskilde Festival og i øvrigt har spillet her og der, har jeg aldrig tidligere spekuleret på, om der skulle indspilles et livealbum. Og jeg har slet ikke spekuleret på, at jeg skulle lave en live-koncert til biograferne. Det tonede frem, efterhånden som tiden gik.”
Da Lars H.U.G. holdt sine perioder
Jeg roser lyden i filmen – og på det tredobbelte vinylalbum. Især rytmegruppens swing. I min anmeldelse af albummet kaldte jeg det “Lars H.U.G., som jeg altid gerne var villet høre ham”.
”Det var egentlig en god koncert. Min trommeslager og bassist lavede stort set ingen fejl. For en gangs skyld holdt jeg selv mine perioder, og jeg kunne det meste af teksterne,” siger H.U.G., og tilføjer:
”Der var måske derfor, jeg fik prisen Steppeulven som Årets Livenavn i 2016. Det er, indrømmer jeg – ikke for højt – ikke en pris til mig. Det er en pris til mit staff, mit crew, og det er en pris til mit publikum. Alle koncerter foregår i et sammenspil mellem udøver og publikum, så den pris var jeg særlig glad for. Det var en kollektiv pris.”
Dengang i 2016 vidste H.U.G. godt, at han ville stoppe som performer. Men han troede, at den sidste koncert i Ringsted efter en turne, der var begyndt i 2014, ville blive den sidste. Ikke at der er noget galt med Ringsted Kongrescenter, men den allersidste koncert kunne godt foregå et lidt større sted, tænkte han. Og så kom henvendelsen fra Vega, der drømte om at fejre 20-års jubilæum med en Lars H.U.G.-koncert.
”Jeg kan godt lide de her virkelighedssammenfald – tilfældighederne, der giver mening. Jeg fik en til at filme koncerten. Det var en supergodt optaget, supergodt optaget.”
Efter en optræden ved Kronprinsparrets Pris i 2016 med kongesangen, som H.U.G. og hans band kalder ”Mon de kan reparere dig,” som Kronprinsen citerede ved sit og Marys bryllup i 2004, meddelte sangeren, at det var slut med koncerter.
Han er stadig aktiv kunstner – maler, ”synger i badekarret”, skriver sange – kan ikke lade være. Holdt for nylig fem sammenhængende foredrag på Vartov. Se dem evt. her. Foredragene er en slags skitser til bogen ”Mit liv med Lars H.U.G.”, som er en slags biografi uden at ligne andre biografier. Hør mere om det arbejde i ovennævnte podcast.
”Min foredrag var igen en udfordring. Det er det med at bevæge sig ud af komfortzonen og gøre noget, som man egentlig troede, at man ikke kunne. Jeg plejer at sige til mig selv: “Gør det, Lars. Det er bedre end at gå til psykolog”. Man er nødt til at stole på sig selv. Mantra: “Husk nu, Lars, at bruge din usikkerhed som drivkraft”,” siger han og tilføjer, at han i øvrigt vil anbefale kirurger at blive i komfortzonen, når de arbejder.
En del af tidsånden
G.R.E.A.T.E.S.T. H.U.G. LIVE begynder med et af ekstranumrene, “Militskvinder”. Undervejs er der tre citater, Deep Purples “Smoke on the Water”, The Beatles’ “Day Tripper” og David Bowies “Jean Genie”.
– Det er vist ingen hemmelighed, at I i Kliché var inspirerede af Kraftwerk og David Bowie. Og du har fortalt mig en gang, at The Beatles var din store inspirationskilde på et tidspunkt?
”Godt gættet og korrekt. Det er spændende at mærke, at man har været en del af tidsånden. Det vidste jeg ikke, men det er sådan noget, man får at vide, når man taler med Søren Ulrik Thomsen, for det ved han alt om. Pludselig er man noget, små børn har været tvunget til at lytte til, mens de lå inde i mors mave. Senere hen er der ingen, der aner, hvem Lars H.U.G. er. Hvad sagde du: Lars Lil…? Nå, H.U.G. Ham har jeg sgu ikke hørt om. Sådan er det bare,” siger Lars H.U.G. med et grin.
”Jeg er selv vokset op med Louis Armstrong, Ella Fitzgerald. Jeg ville ikke være den samme musiker uden dem. Min far spillede dem hver dag. Jeg er glad for, at jeg ikke begyndte at spille trompet, men i stedet begyndte at grave mig ned i nogle lag med min guitar og mødtes med andre med nogle skøre ideer”, siger Lars H.U.G.
“Vi søgte nye måder at se, om vi kan kunne finde et terræn, hvor der måske ikke havde været så mange andre. Der spillede Kraftwerk en stor rolle. Bowie – der blev jeg inspireret af musikken og især sangen. Og så var der Roxy Music. Jeg har senere sunget duet med Birthe Kjær, det var enormt sjovt og givende, spillet til Jodle Birges mindekoncert, Lisa Ekdahl, Lisa Nilsson og sunget sammen med Lill Lindfors. Jeg kan godt lide at dele med andre musikere. Det giver mig meget.”
Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen
Inden jeg kan nå at tilføje mit spørgsmål, siger H.U.G. af sig selv:
“Jeg har ikke brug for at forholde mig til, hvad musikpolitiet mener. Men det er selvfølgelig noget, man har brug for som ung, hvor man har brug for at positionere sig i forhold til andre og sige, at det og det er gammeldags. Det dér – det spillede min bedstemor.”
I en Mediano Music POVcast, der blev optaget for nylig (se linket forneden), siger trommeslageren Stefan Grabowski, der spillede sammen med H.U.G. i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, at han har lært af sin gamle bandleder “at skrive er som at male”. H.U.G. er kunstmaler og uddannet som så.
“Der er ikke så langt fra maleriet til musikken. Jeg har altid sagt, når vi sad i studiet: “Hov-hov, du skal lige vænne dig til, at jeg ser lyden, jeg hører den ikke.” Hvis der en solo, et keyboard, så skal jeg se det for mig, rulle fra venstre mod højre. Jeg skal se det visuelt. Hov, dét der – det er ikke rigtigt. Jeg ved ikke, hvilken tone, jeg vil have – for det har jeg ikke forstand på. Til gengæld kan jeg høre en knappenål i en høstak.”
Et barn, man ikke kan nå
I den nye koncertfilm hylder H.U.G. et par af de kolleger, der har hjulpet undervejs. Johannes Voss, der har været med til at skrive en del af H.U.G.s tekster, og keyboardspiller og producer Povl Kristian, der har spillet, arrangeret og produceret sammen med H.U.G. i årevis.
“Povl Kristian siger, at han passer på mig. Tak for det. Han er godt klar over, at jeg er et barn, man ikke kan nå. At jeg har mine handicap. Nogle gange skal han tage mig i hånden og føre mig over vejen. Og så har han en indlevelse på det empatiske plan, og han forstår at oversætte det, jeg siger, til teknik. Jeg kan rose mig selv for, at jeg hurtigt lærte, at jeg er nødt til at respektere dem, der har den kompetence. Her under miksningen af filmen har vi været et rigtigt godt team. Jeg kan ikke bare komme ind og sige, “lad os gøre det her”, midt i en proces. Jeg er nødt til at acceptere, at der nogle ting, der skal sættes flueben ved, af dem, der har en teknisk forstand, jeg ikke har.”
Ifølge Lars H.U.G. har det været en stor gave at arbejde sammen med yngre musikere som Jacob Funch, Kim Thomsen, Rasmus Hedeboe og Mikkel Riber – det er slut med at samle kolleger op fra gulvet, der var faldet omkuld af druk. Den slags er forekommet.
“I Kliché syntes vi, at det var åndssvagt, at der skulle være musiker-akademier. Vi havde selv læst på kunstakademiet. Det kom der ikke noget specielt godt ud af. Men jeg har henad vejen lært nogle af de musikere, der har en uddannelse, at kende, og jeg må sige, at jeg står i dyb gæld til dem. De tager ingen stoffer, de kører hjem efter arbejde, og de drikker ikke på scenen. Der er sket enormt meget. Man kan sige, de står ikke der med badges og fire nåle gennem næsen, men det var jo en anden tid.”
I denne podcast fortæller Stephan Grabowski blandt meget andet om sit samarbejde med Lars H.U.G.:
