Tedeschi Trucks Band: En aften i et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum

af Jan Have Eriksen | okt 29, 2022 | Anmeldelse

Sådan en regnfuld mandag aften er man kommet til det rette sted , når keyboardspilleren indleder første nummer, ”Signs, High Times”, med Hohner Clavinet-lyd som på Stevie Wonders ”Superstition”.

Det er lidt af et tabernakel, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks har stablet på scenen i Amager Bio. Hele tolv sangere og musikere, heraf to trommeslagere.

Simpel hovedregning siger, at det næppe er for pengenes skyld, Tedeschi Trucks Band rejser rundt til mindre spillesteder som Amager Bio, hvor jeg i øvrigt også oplevede orkestret for tre år siden. Næh, det må handle om passion – musikpassion.

En klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel

Susan og Derek er rejsende i en egenartet, både inspireret og inspirerende version af americana – i mangel af bedre udtryk. Med referencer til og indflydelse fra – og til en vis grad gentagelse af -original blues, jazz, soul, folk, country, rock, psykedelisk rock, tilsat østerlandsk islæt. Derek Trucks unikke, poetiske slideguitarpil er over, under og midt i det hele i de tre timer, Amager Bio bliver forvandlet til et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum. Ofte nærmer temperaturen sig det febrile – dog undtaget næsten et kvarters improvisationer i slutningen af første sæt, som jeg kommer tilbage til.

Efter hver sin solokarriere har ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks spillet sammen de sidste 12 år. Hun påbegyndte tidligt en karriere som bluesmusiker. Han er født ind i sin metier. Onklen, Butch Trucks, var trommeslager i The Allman Brothers Band, som Derek senere skulle blive medlem af. Det var netop under en af dette bands turneer, han mødte Susan Tedeschi.

Tedeschi Trucks gør ikke noget to gange

Tedeschi Trucks udsendte for nylig hele fire EP’er, der nu under titlen I Am the Moon kan lyttes i helhed på streamingsites og købes som vinyl. Af princip optræder bandet aldrig med samme sætliste to aftener i træk. Som onkel Buck fra The Allman Brothers har sagt: Derek gør aldrig noget to gange.

Mandag aften i Amager Bio havde de valgt at bruge stort hele første sæt på den første EP med undertitlen I. Crescent. Bl.a. ”Circles ’Round the Sun”, der eksemplificerer, hvad Dereks multimusikalske multiband handler om.

Susan Tedeschi lagde ud med at chante på et soulet groove. Et stykke inde blev sangen brudt op omkring de tre blæseres småjazzede improer med,  indtil det hele pludselig igen blev brudt op og udviklede sig i et folksy udtryk med afspilning af en stemme, der tilhører en folkemusiker ved navn Eddie Owens Martin.

Eller i det 70’er-funkede ”Hear My Dear”, hvor en eller anden klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt klapsalver efter en orgelsolo. Her var det fortjent.

Hele tiden var der dette store bluesy, soulede swing i (big-) bandets levering et sted mellem klassisk Blood Sweat and Tears og et yngre band som The Roots.

Hvilket selvfølgelig især skyldes blæsersektionen, koret og de to super dynamiske trommeslagere, som skabte et forrygende groove, når det tog dem. Utroligt at det lyder så varieret og flydende med to næsten parallelt spillende trommeslagere – der skal bare et enkelt slag på en highhat til som markering, et enkelt brud, som en kontrapunktisk reminder om, hvor groovy det i øvrigt lyder.

Jeg kunne nævne en coverversion af Bessie Smiths klassiker “Gin House Blues”, hvor Trucks guitarspil indimellem mindede mig som George Harrisons guitarspil på “Yer Blues”.

Varmt og melodisk spil

Derek er stor fan af sin mentor, Gregg Allman, og af Eric Clapton. Faktisk lagde dennes gamle band Derek and the Dominos i sin tid navn til den talentfulde guitarist. Der er muligvis noget Clapton i Trucks ekvilibristiske spil, men han er først og fremmest sin helt egen en-mands workshop i evig bevægelse.

Og det fik man at høre i det, der endte som en næsten kvarterlangt improvisation. Det blev lige vel rigeligt – jeg anerkender, at rock-impro (heldigvis) ikke er det samme som freestyle jazz-impro. Trucks spil er avanceret, og han kan noget med at mangedoble sit spil og tviste akkorderne rundt til noget nyt, men han bevæger sig aldrig flere lysår væk. Hans spil er varmt og melodisk og måske ligefrem lidt melankolsk og altid meget præcist, også når han strækker tonerne.

Undervejs fik jeg associationer tilbage til forløberen for Amager Bio – koncerterne på Femøren i begyndelsen af 80’erne. Indimellem var der rigelig tid til at stirre på og fundere over skyformationerne over scenen, når en bluessolo overskred sidste holdbarhedsdato.

Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang

At kalde Tedeschi Trucks band et kollektiv er både rigtigt og forkert. Derek Trucks er bossen, ingen tvivl om det, han skaber ny lyd på sin guitar fra aften til aften – ikke at Susan Tedeschi ligefrem står i skyggen af sin ægtemand. Hun har skrevet mange af teksterne og melodierne, og med sin sang og sit regulære Bonnie Raitt-inspirerede spil shiner hun på sin måde.

Trucks er ikke på scenen for show off. Han spiller for at skabe stemninger og følelser. For at skabe blues og finde sin (leder-) plads i kollektivet.

Der var en fed vibe – for nu at bruge et udtryk, der er lige så retro som musikken – over bandets scenefremtoning. Man fornemmede, at musikere nød at spille, nogle mere end andre, og flere af musikerne havde soloer og solonumre. Især Gabe Dixon, der af og til optræder som opvarmning for bandet, skriver sange til bandet – og har plads bl.a. i duet med Susan Tedeschi i Dixons nye nummer ”I Am the Moon”.

Jeg har set bands, også i Amager Bio, der kan sammenlignes med Tedeschi Trucks Band, nemlig Little Steven and the Disciples of Soul og Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. Tedeschi Trucks Band har ikke uimodståeligt charmerende vildskab og tøjlesløshed som disse – og da slet ikke van Zandts begejstring for 6o’er pop og Motown.

Til gengæld viste koncerten i Amager Bio, at Tedeschi Trucks Band har udviklet et musikalsk udtryk, der nærmere peger frem end bagud, som det ellers er karakteristisk for bluesmusikken. Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang.