Allerede på vej ind til Parken vibrerede det i den lumre sensommerluft. Historien om The Minds of 99s udsatte koncert ville blive en fortælling, hvis prolog allerede var skrevet på forhånd: Den største “frie” stadionkoncert i verden siden begyndelsen af marts 2020. Og dét i selve weekenden, som Mor Mette havde valgt som genåbningsdag for os alle sammen – og så på stedet, der havde været rammen de ekstatiske landsholdsfodbolddage i juni.
Det var lige, som om dén forventningsafstemning var klappet af på forhånd. Dette bliver aftenen, hvor halvandet år med folkepest afløses af folkefest.
Så stor var begivenheden, at der var rejst hele to italienske tv-hold til København for at filme, hvad der dernede i Italien må virke som ren science fiction eller oldtidskundskab: en stadionkoncert uden restriktioner.
I dag er de Danmarks største rockband, som Niels Brandt udtrykte det lørdag aften mod slutningen af koncerten i Parken, inden han med en blanding af vanlig selvfølelse og selvironi citerede “Stor som en sol”: “Stor som en sol, flad som en pandekage”.
Og det blev da bestemt ikke værre, da denne gamle cirkushest placerede sin cykel ved et træ i Fælledparken og blev mødt af lugten af savsmuld – som i denne her helt specielle sursøde festival-odør: stank af urin blandet med tobaks- og anden røg, pytter af dovent fadøl og parfume. Kan man savne det? Ja, det kan man.
I den fine dokumentarfilm Stor som en sol siger et par medlemmer af The Minds of 99, at de ville ønske, at en anmelder snart ville give dem én stjerne. For seks år siden efter deres åbningskoncert på Orange Scene i Roskilde burde jeg have efterkommet dette ønske. Næsten. Jeg gav dem tre, men mente vist to.
På mig virkede The Minds of 99 som et prætentiøst gymnasieband med fortænkte tekster. Ikke at der noget galt med gymnasiebands per se. Forsanger Niels Brandt virkede nærmest frosset fast til sine tekster, og trods den fænomenale trommeslager Louis Clausens intense arbejde og bandets punkede og trance-inspirerede energi manglede den form for groove, der f.eks. kendetegner kurfyrsterne af electrorock, Depeche Mode. Mente jeg. Siden har jeg set Minds fire gange.
Jeg er blevet klogere. Vendepunktet var live-albummet fra 2018 – og The Minds of 99 har med albummet Stor som en sol udviklet sig til et uomgængeligt band for alle med bare en smule interesse for dansk musik.
Eller rettere “Danmarks største rockband”, som Niels Brandt udtrykte det lørdag aften mod slutningen af koncerten i Parken, inden han med en blanding af vanlig selvfølelse og selvironi citerede “Stor som en sol”: “Stor som en sol, flad som en pandekage”.
Eksorbitant stort lysshow
Forud var gået godt halvandet time med noget, der lignede en kollektiv beton-ekstase. Hold da kæft en koncert.
Allerede inden de gik på scenen fornemmede man, at The Minds of 99 og deres hold havde gjort sig umage med en scenekonstruktion og et eksorbitant stort lysshow, der udnyttede hele Parkens bredde.
Det første, der slog mig efter første nummer, ”Solkongen”, med Brandts knastørre vokal i front, var den for Parken naturstridigt gode lyd. Så godt som intet ekko. Alle instrumenter og vokalen næsten helt skarpt i lydbilledet. Der var fornemmelsen af symbiose mellem trommer og bas, som man ellers som regel kun oplever ved koncerter i små rum. Skarp guitarlyd. Klar lyd på Jacob Bechs synths og keyboards.
Det nye nummer ”Under din sne” med Niels Brandt på opretstående klaver var der noget Elton Johnsk 70 powerpop over, bare pumpet med effekter – og herligt at se Brandt ægte begejstring efterfølgende. Det lykkedes sgu’, venner.
En tilsvarende velbalanceret koncertlyd i Parken – det danske svar på et døende solsystem, kendt i NASA som The sound of hell – har jeg kun oplevet under Roger Waters state of the art-koncerter i 2011 og 2013. Ironisk nok i betragtning af, at særlingen i teksten til The Minds of 99s ”Big City, Bright Lights” måske bare er en “helt almindelig Pink Floyd fan”.
Og så var der fællessangen, her ved 50.000 stemmer, der er blevet en fast del af Mind of 99s koncerter. Det er ofte rørende med denne ekstatiske fælles fejring af sangskrivere og lyttere, der finder og spejler hinanden under koncerter. Svært ikke at lade sig påvirke af lyden af så mange mennesker. der skråler med på utilpassede generationshymner som ”Ung kniv”, ”Barn af min tid” og ”Stjerner på himlen”.
Selv om jeg er gammel nok til at have det ambivalent med synet af 15.000 på den overdækkede græsplæne med strakt højrearm vendt mod formidlerne på de måske 30 meter høje storskærme. Men det skal selvfølgelig ikke komme de skarpe unge knive til last.
“Alle har et sted, der gør ondt”, som Niels Brandt synger i en af sine præcise tekster, der balancerer mellem ståltråds skarphed og på den anden side blødheden som fornemmelsen, når man berører siderne i en åben bog.
Toptændte musikere
På scenen var de toptændte musikere indimellem placeret på nogle platforme, der steg og faldt. Igen fin udnyttelse af Parkens rum og overraskende nok ikke begrænsende for dynamikken mellem musikerne, at de af og til befandt sig et 110 meter hækkeløb fra hinanden.
The Minds of 99 bliver ofte kaldt et postpunk band. En genre hvor Kliché og TV-2 var pionerer i Danmark. Den paraply er lige så bred som Parkens rulletag. Jeg plejer selv at definere det som fravær af blues og gospel. Selv om al elektronisk musik og DJ-ing hviler lige så meget på den sorte musik som rock og alt muligt andet.
Som The Minds of 99 spillede i Parken, tror jeg, at jeg går med moderne electronica baseret rock. Nu nævnte jeg TV-2. Det var i den Steffen Brandt’ske charmerende popsang ”En Engel” og deromkring, jeg for alvor bemærkede, hvor velafbalanceret lyden var. I “Som fluer”, en hymne med Brandt på opretstående piano, efterfuldt af det nye “Under din sne”, som der var noget Elton John’sk 70 powerpop over, bare pumpet med effekter – og herligt at se Brandt ægte begejstring efterfølgende. Det lykkedes sgu’, venner.
Det var en koncert, der ikke bare virkede som endnu et stort rocknavns flygtige stop på en verdensturné, der lige så godt kunne foregå i Stockholm eller Vladivostok
Ikke alle Minds of 99’s numre er lige interessante, men med bandets efter min mening mest markante musiker, trommeslager Louis Clausens successivt dragende spil blev det aldrig kedeligt.
“City Night/Bright Light” lød som Velvet Underground på acid, som den muligvis er tænkt som.
Midt i sættet bevægede først Niels Brandt, siden hele bandet sig ud på en ekstra scene, langt fra hovedscenen, og selvfølgelig steg den ekstatiske stemning i publikum en grad ekstra, da Brandt spillede det naivistiske lejrbåls sommerhit “Emil” alene på akustisk guitar.
Den rette koncert på rette sted
Så koncerten denne aften blev lige præcis det, som omstændighederne omkring den havde lagt op til. En fejring med publikum, band og sange som en fælles organisme, en genåbningsgospel. Intet var småt denne aften med Giants of 99 på scenen.
Sidst jeg oplevede noget lignende, var en koncert med det beslægtede Depeche Mode.
Men det allerbedste denne lørdag aften var fornemmelsen af at have oplevet en stadionkoncert, der gav mening i sig selv – som sit eget … “værk” er et stort ord at bruge, mens man bevæger sig tilbage til sin cykel omgivet af tomme fadølskrus, døddrukne koncertgængere og endnu mere fortættet festival-odør end før koncerten.
Så, ja. Det var en koncert, der ikke bare virkede som endnu et stort rocknavns flygtige stop på en verdensturné, der lige så godt kunne foregå i Stockholm eller Vladivostok. Det er var den rette koncert på rette sted.
Det er en bedrift.
The Minds of 99 ved en tidligere lejlighed:
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN
The Minds of 99, Parken, lørdag 11.9
Topfoto: pressefoto
