FRA POV INTERNATIONAL
Thomas Hartmann har arbejdet lige så meget i kulissen som på scenen. Han var blandt meget andet medforfatter på Dolph & Wulff, han skrev elleve afsnit af Langt fra Las Vegas og har turneret og arbejdet meget sammen med især Torben Chris og vennen Anders Matthesen. Hartmann er medforfatter på Jul på Vesterbro.
Siden de første spæde skridt på scenerne for 22 år siden, har Hartmann opbygget et ry som en af de hårde kynikere i dansk standup. Ofte er hans komik iklædt en trommeregn af tillægsord, kontante jokes og masser af det, man kan kalde standuppens svar på stripperstangen: metaforer. Nogle gange i et nærmest knudret, nørdet sprog.
Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor
Man kan ikke ligefrem beskylde Hartmann for at være en shower, han er udpræget en teller. Når det lykkes, som det ofte gør i Kærlighed, er det formidabelt timet ordartisteri.
Kærlighed – løst fortalt
Det begynder med en sjov, dobbeltbundet historie om at bære en gennemsigtig pose med brun sovs ned ad Nørrebrogade. Det er virkelig morsomt.
Hartmann fortæller tidligt i showet, at han foretrækker den oldgræske gudetro med flere kærlighedsguder. Der var mange amoriner på Akropolis. For, ja, der findes jo flere former for kærlighed. Omkring den akse balancerer Kærlighed eller måske nærmere, vakler noget.
For Hartmann bygger ikke specielt stringent på sit udgangspunkt. Han vil meget, dramaturgisk set virker det løst.
Der handler meget om forholdet til hans forlovede – de skal snart giftes. Det handler også om den besværlige kærlighed til familien, især søsteren der trynede sin bror i barndommen. Knapt så meget om kærligheden til venner eller den overordnede kærlighed til menneskeheden og den slags.
I en af showets stærkeste passager fortæller han om sin kærlighed til sin metier.
Thomas Hartmann er klassisk standupkomiker med en motor, der kører på observationer, irritationsmomenter, idiosynkrasier. Som den klassiske komiker giver Hartmann lyd til alt det skyggefulde, intrigante og grimme, man går og gemmer, når man forsøger at efterleve kodeks i et samfund, der gerne vil inddrage og omfavne. Pli, hensyntagen og bare almindelig god opførsel.
Luftventil
Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor.
Han lider med egne ord af joke-tourette, som man vel skal som komiker. Altså denne her irreversible tilbøjelighed til at se det sjove i alt, også i de situationer, hvor der ikke bør grines. Og dem er der mange af hos Thomas Hartmann. Intet tabu er for småt.
Om det gælder fækalier, handicapparkeringspladser, sex med dyr, der som han siger, nu heldigvis er forbudt. Måske kommer der en muh-too bevægelse – den grinede vi meget af i Ballerup.
Terror. “Næppe var det første Twin Tower faldet, før jeg skrev den første joke om, at nu fik de andre en bedre udsigt,” som han siger. Det har været et spørgsmål blandt sjove mænd og kvinder i Danmark, om man kan lave jokes på ubåde – Peter Madsen implied.
Da Anders Matthesen gjorde noget tilsvarende på den netop overståede jubilæumsturné, virkede det lidt påklistret. Nå, ja – det skal jeg også lige huske. Men i Hartmanns udgave giver det faktisk god mening. Det er nærmest sødt (!).
Joke-tourettens menneskelige betragtninger
Det hører med – og det er vigtigt – at man ikke på noget tidspunkt er tvivl om Hartmanns empati. I dette tilfælde fortæller det en væsentlig historie om en komikers drivkraft. Ikke meget i denne verden er mindre sjovt end komikere, der råber “Tabu!” bare for at vise, at de tør. Det svarer til, når drenge i førskolealderen råber fyord for at imponerede hinanden. Eller – det holder vi vist ved nærmere eftertanke aldrig helt op med…
Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen? Hans helt store styrke ligger i evnen til at vride jokes og punchlines ud af de mest gennemtærskede temaer og almindeligheder – som f.eks. dating.
Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen?
Uanset, om man gider den stereotype fortælling, eller ej, er det sjovt set at sammenligne mænd og kvinders dating med jobsøgning.
Kvinder har styr på det hele. Så når de dater/”søger en ansat” er alle funktioner i firmaet meget nøje defineret på forhånd. De mangler sådan set bare manden til den eneste ledige bås.
Når mænd dater, er der tale om et firma, hvor alt mere eller mindre flyder, regnskabet ligger muligvis i en skotøjsæske, og hvor kvinden/”ansøgeren” selv kan bestemme sin jobfunktion. Vil du være chefen? Jamen værsgo.
I et af Kærligheds mere poetiske øjeblikke lukker Hartmann showet ned med et brev, han gerne ville skrive til den helt unge Thomas, hvis han kunne. Det er et flot greb.
Joke-touretten er fint balanceret med nogle alment menneskelige betragtninger. Og rådet med ikke at kigge i den nederste skuffe i mors kommode er sikket ikke helt dumt.
Thomas Hartmann: Kærlighed.
POV International så det i Baltoppen i Ballerup, lørdag 3. november.
