Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.
Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.
Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.
Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så
Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.
Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.
At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.
Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.
Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.
Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.
Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.
Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.
Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.
Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme
Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.
Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.
Rikke Thomsen er en natural born performer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.
Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.
Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag
Som en tyv om natten
Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.
Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.
Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.
Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.
Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.
Det lød simpelthen bare godt.
Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.
Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd
I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.
Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.
Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.
Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.
Rura, Telt 2, fredag aften
Stolte overbringere af traditioner
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.
Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.
Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.
The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.
Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.
Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.
Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.
Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på
Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.
Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.
Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.
Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.
Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.
De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.
The Mavericks, Open Air, fredag aften
