Fra POV.International
Insisterende og påtrængende
Der er noget meget insisterende og påtrængende over den sensitivitet, hvormed Reptones møder sine lyttere på deres femte album Painkillers & Wine. Alene titlen taler sit eget sprog om sangskrivere, der med egne ord er ”too old to lie”.
Reptones, der har eksisteret siden 2012, er i dag en duo bestående af Bo Beck Arvin og Kim Heibon. Stille og roligt er de vokset til et af de væsentligste danske americana-navne – i hvert fald på plade. De første tre plader blev produceret af Paul Kimble fra amerikanske Grant Lee Buffalo.
Nu er americana som genrebetegnelse i sig selv en rimeligt bred paraply. Nærmest en parasol. Men det er lige før, den er for lille til The Reptones. Jo, der er stadig spor af country i Beck Arvin og Heibons musikalske æstetik. Men på det nye album er der i høj grad en tone som hos sangskrivere, der havde deres storhedstid i primo 7o’erne, Gordon Lightfoot, Seals and Croft og Harry Chapin. Leonard Cohen og Paul McCartney kan man jo altid nævne. Også her.
Musikalsk er det meget mellow, melankolsk, ballade-tempo fra første til sidste nummer. Det skal man acceptere. Personligt kan jeg godt savne et enkelt stilbrud eller tre. Men Bo Beck Arvin er en god sanger, og det lyder som om musikken på albummet er vokset af sig selv ud af hans tekster skrevet, stående i midten af livet, om utilstrækkelighed, savn, afsavn, afstand, tilstand, modstand. Når Bo Bech Arvin synger om tabt liv som i Run Like the Wind gør det decideret ondt.
Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævlens forkontor til himlen
Samtidig har The Reptones øre for den gode melodi som f.eks. i Painkillers & Wine og Too Old to Lie, der begge lægger sig om lytteren med virkning som et varmetæppe om en frysende bådflygtning.
I 57 Seconds to Oblivion synger Bo Bech Arvin om djævlen, der gemt i hans ærme, er på vej med ud på druk. Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævelens forkontor til himlen.
Og så er der Silent Passing, der begynder med en eftersmag af Stairway to Heaven og bevæger mod et ikke specielt tungt genskin af The Beatles’ I Want You (She’s So Heavy).
Painkillers & Wine er ikke en hverken lykkelig eller glad samling sange. Men det er ikke ofte, at livets ulidelige lethed bliver lydsat med så stor finesse på en dansk plade, som det er tilfældet med denne suite, med udsigt til både dybe indsigter og smarte one-liners.
Pladen er umådelig flot produceret og mikset af Nikolaj Nørlund.
The Reptones: Painkillers & Wine, album
Begavet leg med ordene
Lyden af en happy guitar-figur leder frem til første linje i Tanken er fri, som man siger, ”Lad os planlægge revolutionen hjemme hos mig”. På mange måder et passende anslag til Anders Riis’ nye album Opdrift med 12 sange brygget på satire, småfilosofi og begavet leg med ordene.
Riis er en melodisk alsidig, på Opdrift traditionalistisk produceret sangskriver. Indimellem lyder det mere af 70’erne end af 2020. Hvilket i denne sammenhæng meget vel kan være positivt ment. De siger tanken er fri (som man siger) har radiohit-potentiale. Det samme har Mere Jylland med Jacob Haugaard på morsom københavner-rant, der virker designet til hitlister og streamingalgoritmer. Den Love Shop’ske Ingen frelsens hær maler foruroligende billeder. Den tungt marcherende Kommer jeg kommer du rykker – men der er også en sært fumlende Feber i indre by og næsten stillestående Vi er her nu.
Riis er stærkest, hvor han afsøger sit unge hjemstavnsjeg i Mere Jylland og Tilbage til søen – der lyder som en jysk-lyrisk version af Malurts gamle New Jersey-rocker Tilbage til byen.
Vel kan det forekomme uretfærdigt. Men sangskrivere som Anders Riis’ vil uvægerlig blive sammenlignet med C.V. Jørgensen og Niels Skousen – og Peter Sommer i den yngre generation. Riis har talent for sange, man uanset alder og geografi kan spejle sig i, men han bliver næppe en fornyer. Dertil virker sangene for ordinære.
Anders Riis: Opdrift, album
Gentlemantyven
Har du altid drømt om at vide, hvordan det vil lyde, hvis Arctic Monkees, Peter Sommer og Lars Lilholt slog sig sammen? Sonja Hald – en gruppe udelukkende bestående af mænd – har svaret på deres nye album, deres tredje. Sangen hedder Kald det lige hvad du vil, og ligesom Anders Riis har allieret sig med et jysk ikon, synger Lars Lilholt selv med på sangen.
Den sang har en forunderlig mørk tone, selvom den vist 
egentlig handler om at komme videre. Klart en af albummets bedste.
Det virker måske noget malplaceret at bruge ordet original om en sangskriver som Sonja Halds Jonas Dahl, der i den grad skyder på alt og stjæler alt indenfor rækkevidde. Men med sin skæve tilgang til sit musikalske håndværk er Dahl lidt af en gentleman-tyv. Bare en titel som Sten, saks, von Trier. Som i øvrigt udmærker sig med en fin melodi. Eller hvad med denne åbningslinje: ”For øjeblikket har vi det alt for godt i vores idiokratiske sammenhold”. Tak for lån, CV.
Det vrimler med referencer til Kliché, Tommy Seebach, PH, Grundtvig, Nebelong, Zididada, Big Fat Snake, Kim Larsen. Som sådan er Sonja Hald i familie med både Folkeklubben og Bisse.
Sonja Hald og deres producer kan deres danske og internationale poprock til et stort syvtal ved det digitale eksamensbord. Svært f.eks. at ignorere den medrivende tv-2’ske Længe leve konformiteten, trods et par billige pointer.
Men når dagen slutter, efterlader sangen Itu det stærkeste indtryk. “Mine tanker slår min krop itu, sjælen den vil gerne ud,” synger Jonas Dahl i takt med, at sangen vokser fra hvisken til repetitiv buldren.
Man bør unde sig selv en syng med-sightseeing i Sonja Halds kringlede, underfundige sangunivers set fra udkanten af det kongelige danske fællesskab.
Sonja Hald: Supertransformer, album
