På vej mod Tivoli en generøs sommeraften, hvor man skulle lede meget længe efter argumenter imod København, kom jeg i tanke om en tidlig erindring. Måske mit livs første. Nemlig den aften, da det gik op for mig, at det ikke var mig, men skinnerne, der styrede minitoget ved den gamle koncertsal i Tivoli.
Det første i en hidtil ubrudt række af uskyldstab.
“Ak ja”, som Kim Larsen sagde, da han og Kjukken her til aften havde spillet det mere eller mindre fuldendte voksenpopnummer “Nostalgi” fra det seneste album Øst for Vesterled.
På en måde er der noget uskyldigt over sådan en aften med Larsen og hans band. En uskyld, som åbenbart aldrig går tabt.
Nogle vil kalde det en til det strafbart grænsende lemfældig omgang med sandheden at kalde Larsen uskyldig. I den bibelske betydning, såvel som i alle mulige andre sammenhænge. Alle ved, at Larsen altid uden tøven har opsøgt det farlige – både som medlem af Danmarks Første Rockorkester og som velgører, debattør og privatperson.
Bare det, at manden, der netop er blevet helbredt for kræft, åbenbart stadig ryger, vil mange nok finde grænseoverskridende.
Alligevel er en Kim Larsen & Kjukken-koncert 2018 som at træde ind i eventyrunivers af noget, der lever i sin egen ret ved siden af resten af virkeligheden; et værk; et samlende analogt tårn i en digital verden; en fortælling, bygget op af børnesange for voksne, fremført af en sanger, der med stor stolthed her til aften sang, at han er en gammeldags mand.
Sjældent veloplagt
Men som sangeren ganske rammende sagde det, før bandet satte i nævnte “Nostalgi”. Forhåbentlig vil de unge mennesker – gæt hvilken sang, han netop havde sunget – tage minderne om deres liv netop nu med i deres blod og sjæl i stedet for at ende med at dyrke nostalgi som hende damen, der beskrives så stærkt (og sødt) i “Nostalgi”.
Det er femte gang, jeg ser Larsen & Co., efter han måtte sætte sig ned efter en operation i ryggen. Første gang efter kræftoperationen i vinter. Og jeg ikke set ham så veloplagt i mange år.
Jamen, hvad giver De mig, fru Sauterne; Larsen talte mellem næsten alle numrene – næsten sprudlende. Smilede og uddelte roser til folkene omkring ham.
På en måde virkede det som om, Kim Larsens persona har fået et lille comeback i Kjukken efter nogle år, hvor han har koncentreret sig om at synge og spille på sin plads på stolen.
Det begyndte med “Det er i dag et vejr”.
“Tarzan Mamma Mia” blev afløst af “Christianhavns kanal” i den boogierock-version, som Kjukken efterhånden har gjort til definerende for det, man kunne kalde bandets grundlyd.
Et halvt elektrisk/halvt akustisk udtryk med den ene fod i Beatles-traditionen og den anden i Byrds/Tom Petty-traditionen. Hele tiden med guitarist Karsten Skovgaard i centrum. Et nummer som “Det bedste til mig og mine venner” har ikke hardrock-kant som i gamle dage, men det swinger. Som Kjukken generelt gør med trommeslager Jens Langhorn tilstrækkelig langt fremme på beatet til, at der kun sjældent går for meget umba-umba ladvogn i det.
En sky af cellofan
Der er sagt og skrevet meget om lyden i Tivoli. Vi skulle helt ind i sjette nummer “Kloden drejer stille rundt”, før der pludselig blev skruet op, og bandet med Skovgaards blændende guitar i forgrunden overdøvede det snakkesalige publikum og bragte i hvert fald mig ud på den sky af cellofan, Larsen synger om.
Som en sjælden gæst på Kjukkens sætliste dukkede “Blip-båt” op. Sangen, der var tæt på at blive overtaget af publikum på Plænen, blev oprindelig skrevet til Dirch Passer i Tivoli Revyen.
Dirch turde ikke rigtig binde an med den, så på en måde var det med poetisk retfærdighed, at den blev sunget 50 meter fra Glassalen.
I altid smukke “Pianomand” med Skovgaard på slide slog det mig, at Kjukken måske er bedst, når de spiller semiakustisk. Som også i “Byens hotel” – i øvrigt med et af byens dyreste hoteller, Nimb, i baggrunden, set fra min plads.
Tivolis Plænen bliver aldrig et ideelt koncertsted, og da slet ikke, når Kim Larsen er på programmet. Allerede to timer før koncertstart kl. 22 blev portene lukket. Så mange mennesker var mødt frem i den gamle forlystelseshave.
Alene det, at stedet er bygget til gynger og karusseller og ikke en tilsyneladende udødelig nationalskjald, giver notoriske logistiske problemer med tilgangen til området foran scenen.
I aften var der indrettet et bælte rundt om den såkaldte inner circle, ligesom de meget aktive sikkerhedsfolk fik gennet folk ned bag i området. Hvorfor ikke lave flere indgange? Disse tiltag fik lettet på presset, men der skulle gå næsten 25 minutter, før der var så meget luft, at man kunne koncentrere sig om musikken. Det er for meget.
Ingen helte eller skurke
På den anden side er dette en historie uden klare helte eller skurke. Ufattelig så mange publikummer, der møder frem to minutter i koncertstart. Hvad havde de regnet med? Og – ja, det lyder som om, der er et hak i pladen – ufattelig så mange, der fortrækker at ævle og plapre løs i stedet for at være til koncert.
Så egentlig burde denne koncert maksimalt have fire stjerner. Også fordi “Rabalderstræde” og “Midt om natten” efter alle disse år er begyndt at lyde trætte.
Den får fem.
Fordi Kim Larsen stadig synger så godt og med gefühl og med nålespids timing. Kun en enkelt gang i “Fru Sauterne” tabte han den næsten.
Og nu jeg er ved den. Fordi de spillede denne, Danmarkshistoriens mest sansende velartikulerede og uskyldige – der var den igen – one night stand-sang som ekstranummer.
Og fordi “This is My Life” med styrmand Skovgaards guitar endnu en gang tog mig derud, hvor lidt vin og brød er alt, man behøver – og hvor man selv styrer lokomotivet.
Som den gamle hankat, han er, har Kim Larsen åbenbart ni liv. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, han efterhånden har brugt.
Der er vist stadig en del tilbage.
Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i GAFFA 14. juli 2018
Sætliste
- Det er i dag et vejr
- Tarzan Mama Mia
- Christianshavns kanal
- De smukke unge mennesker
- Nostalgi
- Kloden drejer stille rundt
- Vinternat
- Det bedste til mig og mine venner
- Gør mig lykkelig
- Hvis din far g’r dig lov
- Blip-båt
- Hvad mon de siger
- Pianomand
- Byens hotel
- En gammeldags mand
- Moder jord
- Natten er blid
- Køb bananer
- This is My Life
- Rabalderstræde
- Midt om natten
Ekstranumre
- Sammen & hver for sig
- Fru Sauterne
- Langebro
Foto: Pressefoto. Tivoli, Anders Bøggild
