Normalt interesserer det mig ikke overvældende, om skæbnen burde have været kunstnere – erfarne såvel som yngre – mere nådig. Oplever jeg en af de vigtigste leverandører til Den Store Rock Sangbog, som netop Lowe, optræde for et par hundrede, er det koncerten lige her og nu, det gælder. Er hun, han eller de til stede i nuet, eller står de og japper sangene af, mens de åbenlyst tænker på noget andet – f.eks. alle de tropeøer, de aldrig fik råd til at købe?
Retfærdighed som et absolut eksisterer ikke i kunst eller ret mange andre steder for den sags skyld. Retfærdighed eksisterer principielt kun i en retssal. Principielt.
Men i Nick Lowes tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Med usædvanlig stor musikalsk tæft har han siden sine første musiker-år skrevet den ene fremragende sang efter den anden, alle med mere eller mindre dybe rødder i rockmusikkens tidlige år med forgreninger i rockabilly og country. Altid med respekt for den gode melodi.
Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn
Overfladisk set er denne britiske gentleman en herre af typen, hvis skjorte pr. definition ligner verdens mest komfortable klædningsstykke så snart, han iklæder sig den. Men hans tekster har ofte en mere ukomfortabel tongue-in-cheek, finurlig, nogle gange djævelsk twist.
Tag f.eks. bare “I Love the Sound of Breaking Glass” med linjen “I need the noises of destruction.” Eller ”The Beast in Me”, som hans skrev til sin daværende svigerfar Johnny Cash.
At St. Nick, som han kaldes mellem fans, ikke er blevet lige så stort et navn kommercielt som sin ven og gamle kontubernal, Elvis Costello, er en ting. Sådan måtte det åbenbart være. Men det er f.eks. en hjerteskærende skændsel, at han aldrig er blevet medlem af The Rock’n’Roll Hall of Fame. Eller at hans eftermæle udenfor feinschmeckerkredse i rockmusikkens hjemland er en placering på Wikipedias ”List of One Hit Wonders in United States in the 70’s”.
Her er han repræsenteret med ”Cruel to Be Kind”, som generation X’ere og millenniums muligvis genkender fra Heath Ledgers gennembrudsfilm 10 Things I Hate about You. I min verden er det verdens bedste popnummer.
Mødet med Nick Lowe på heden
Jeg mødte første gang ”Cruel to Be Kind” i august 1979 i Herning. Vi var fire på cykeltur, der opsøgte en tidligere medstuderende. Den dag og aften skulle vise sig at blive en livsforandrende begivenhed.
Det var her, vi hørte Talking Heads, Blondie, Ian Dury and the Blockheads, Wreckless Eric, Graham Parker, Dave Edmunds – og Nick Lowe første gang. Vi kendte Sex Pistols, Elvis Costello og Clash og diverse andet i forvejen og havde læst om det hele i de engelske musikblade. Man kan sige, at den søndag hos Arne fra Herning for mit vedkommende symboliserer en musikalsk port mellem 70’erne og 80’erne.
Jeg anerkender paradokset, at en rock’n’roll traditionalist som Lowe i dag står som lyden af en new wave, der dengang blev italesat som et oprør mod alt det gamle. Måske handler det om, at hans og de andre Stiff Records-drenge havde deres ører rettet mod den oprindelige lidenskab i pop og rock, som Emerson Lake & Palmer, Genesis og andre rocknavne i 70’erne gjorde til gold videnskab.
Heldigvis også …”I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet
I dag er ”Cruel to Be Kind” et sindbillede – ikke kun på en enkelt dag på grill-øl og kyllinger eller en på æra for den sags skyld. Var det sådan, ville der kun være tale om nostalgi.
Den fantastiske popsang er lyden af forandring, håb, en form musikalsk bevidsthedsudvidelse, som jeg først skulle komme til at opleve igen, da Prince åbnede porten til den sorte musik, der stod ovenpå bluesmusikken.
Og så er det en god tekst. Det kan føles hårdt og skræmmende at sige nej. Man sårer eller provokerer som regel nogen, når man siger nej. Det være sig kæresten eller chefen. Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn.
Helt fremme på beatet
Så spillede Nick ”Cruel to Be Kind” i Lille Vega? Selvfølgelig gjorde han det. Og, vi, der var der, kvitterede selvfølgelig med stort bifald.
73-årige Lowe synger stadig godt med ædel timing og præcise pauseringer, hans kendemærke. På sine ældre dage er Lowe blevet en stor crooner. Stemmen svigtede kun et par gange, bl.a. i lige præcis ”Cruel to Be Kind”. Til gengæld sad guitarist Greg Townsons solo, hvor den skulle i det nummer.
Sidste gang, jeg så Nick Lowe live, var i Amager Bio for ti år siden i et forholdsvis intimt set-up. I dette afdæmpede udtryk blev især sangene fra det dengang nye album, The Old Magic, ydet fuld ret.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio, fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen
De seneste år har han allieret sig med surf rock (instrumental rock’n’roll) bandet Los Straitjackets, der af en eller anden grund optræder iført wrestling masker. Et forrygende orkester, der spiller, så de lyder som en blanding af The Fabulous Thunderbirds, Stray Cats, Link Wray, The Black Keys, Libertines og hvis Beach Boys havde været beastie.
Hverken Greg Townson eller guitarist Eddie Angel har ikke helt samme ubesværet twangy feel som hos Nick Lowes gamle ven Dave Edmunds, som han arbejdede en del sammen med i begyndelsen af 80’erne – især i det desværre kortlivede band, Rockpile. (Jeg gemmer stadig billetten fra Rockpilekoncerten, der aldrig blev til noget.)
Men det, de to guitarister gør, gør de godt. Townsons spil har denne her hårde puls helt fremme på beatet, som må være en forudsætning hos rockabilly/garage-guitarister.
Kom for at entertaine
Som altid var lyden ringe i begyndelsen – ellers prægtige ”And So it Goes” lød hul, men heldigvis fandt lydmanden sit leje. Og trods dårlig lyd også på “Ragin’ Eyes” var det meget tydeligt, at Nick og hans med-wrestlere var kommet for at entertaine. Igen en typisk Nick Lowe-sang, akkorder sat sammen med let og sikker hånd, så det kalder på smilet, og så alligevel med en farlig undertone. Der var nærmest noget Chuck Berry over det i Lille Vega.
“I Live on a Battlefield” blev på en ene side blev spillet med en vis aggressivitet og stadig med de flotte harmonier i den oprindelige sang og med Lowes vokal klart i centrum. Han er i besiddelse af en hel del selvironi. Jeg har engang hørt ham præsentere “Cruel to Be Kind” som ”a medley of my hit”. Og som han præsenterede en ny sang forleden: “Det gode ved mine nye sange er, at de fuldstændig lyder som de gamle”.
Sange som “Shting-Shtang”, “Tokyo Bay”,” Half a Boy and Half a Man” og “Heart of the City” blev spillet med en løssluppenhed, der ikke var mere vild, end at det garagerockede udtryk levnede plads til Lowes meget distinkte, sjælfulde sang.
Efter en runde med Los Straitjackets alene på scenen vendte Lowe tilbage, og selvfølgelig spillede orkesteret og den gamle mester sin “(What’s So Funny ’bout) Peace, Love and Understanding”, som blev Elvis Costellos første hit, her leveret i en version med Johnny Cash’sk tog-rytme. Heldigvis også Rockpile-nummeret “When I Write the Book” og “I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen.
Lowe har udtalt at samarbejdet med gruppen handler om, at han interesserer sig for rock’n’roll. Med tryk på ‘roll’. Rock uden ‘rul’ – som i ‘swing’ – finder han uinteressant.
Det levede han og hans bemaskede band op til denne aften i Lille Vega. Det gik heftigt for sig. En rock’n’ROLL koncert af St. Nicks nåde.
