Med et løseligt overslag var en femtedel af os, der fandt vej til Royal Arena, mænd. Ingen tvivl om, at Alanis Morissettes sange blev råspillet på ghettoblasteren på rigtig mange teenage-pigeværelser dengang omkring verdensgennembruddet i 1995-96, hvor de vrede, harske, længselsfulde og varme sange sikkert har fundet en vis genklang.
”Be a good girl / You’ve gotta try a little harder / That simply wasn’t good enough / To make us proud”
Tjah. Teksten handler vist om sangskriverens erfaringer med musikbranchen, men dens attitude og trods er stadig rimelig universel.
Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da
På det tidspunkt havde jeg selv lige fået et nyt job, som det tog noget tid af lande i. Det betød lange dage og aftener tilbragt med at famle med lysegrønne bogstaver på grøn baggrund på pc-skærmen til lyden af en pop-radiostation med konstante afspilninger af bl.a. ”Head over Feet”, ”Ironic” og ”You Oughta Know” – og for den sags skyld også Joan Osbornes ”One of US”, ”Coolios ”Gansta’s Paradise” og Deep Blue Somethings stadig forbandet irriterende nummer, ”Breakfast at Tiffanys”.
De der aftener på tagetagen i indre by åd Alanis’ sange fra albummet Jagged Little Pill (som jeg lånte af nabo-kollegaen, der næppe savnede dem) sig ind et sted, hvor de fandt klangbund i tvivl, usikkerhed, fightervilje og vrede. Der har de været siden.
Først i sætlisten torsdag aften havde Alanis lagt tre af sine mest rastløse rockremser, først ”All I Really Want”, der lige så meget er rap som rock på en strøm af riffs og et slacker-groove – i den dengang nye stil i begyndelsen af 90’erne. Grunge- og til dels Nu Rock- og psychedelia-inspireret rock på et funky beat. Især var der vist skelet til Red Hot Chili Peppers lyd og succes. Bassisten Flea medvirker ligefrem på “Perfect”.
Alanis udfyldte hullet efter Nirvana
Med – eller måske nærmere på trods af en dysfunktionel baggrund som misbrugt pop-produkt – tilføjede Canadas egen Alanis melodi og sangskrivertradition til ligningen. Hvis Nirvana var teenageangstens talerør, blev Alanis med al sin glød og italesættelse af angst, skyld og skam, og hvad det ellers hedder, den, der udfyldte et hul i efterdønningerne af Kurt Cobains alt for tidlige død.
Lyden af psychedelia var – og er stadig live – tydelig i aftenens andet nummer, ”Hand in My Pocket”, ligesom inspirationen fra Joni Mitchell og Carole King anno primo 70’erne i ”Perfect” senere i sættet var og er meget klar.
Jeg jamrer ofte over koncertlyden i mine anmeldelser, men denne aften i Royal Arena lød det forbløffende godt. Allerede i første nummer var det muligt skelne trommeslager og bassist, så man kunne høre dem spille sammen. Og det samme gjaldt de to guitarer. Mirakuløst.
Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede som om, publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter
Så vidt jeg har forstået, handler det blandt meget andet om noget så simpelt som penge. Jo bedre og dyrere udstyr, musikerne bruger, jo bedre produkt for dem, der betaler hyren. Burde være en selvfølge ved alle koncerter.
Da jeg så Morissette på Tinderbox festival i 2018, undrede jeg mig over, at det set på storskærmen så ud som om, hendes blik var rettet mod et sted, meget langt fra Odense – samtidig med at hendes sang lød så påtrængende.
Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side, frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da. Alanis lever åbenlyst stadig i sine ord og omvendt – raseri, frustration, kærlighed. Da bandet skruede ned i “Mary Jane”, sang hun, så det lød som en af de drømme, man har glemt, er gået i opfyldelse. Man kunne, hvis man ville, fornemme smerte og empati i hektolitermål:
Are you happy? / Please don’t censor your tears / You’re the sweet crusader / And you’re on your way / You’re the last great innocent / And that’s why I love you.
En vis intimitet i den store hal
Og så efterfølgende fokus på den ene guitarists glasklare, gnistrende fingerspil. Ja, der var faktisk en vis intimitet i denne og flere andre passager, trods omgivet af måske 10.000 andre i den store hal. Mageløst. Jeg har ikke oplevet tilsvarende i Royal Arena.
Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede, som om publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter. Jeg har skrevet det før og gentager det gerne, at under Roskilde Festival 2017 lykkedes det en stor del af publikum at lalle højere end Neil Youngs gamle guitar – og der skal eddermulemig noget til.
Og så var der min favorit, “Head over Feet”, i en afstemt og stadig dybfølt version. Det har noget at gøre med melodien og overgangen fra vers og omkvæd og guitarens spring fra akkompagnement til affyringsrampe for Alanis sang. Faktisk sang hun den bedre torsdag, end den lyder på plade. Synes jeg i hvert lige der. You’ve already won me over, Mrs. Morissette, dengang. Nu igen.
To numre fra det seneste album, Such Pretty Forks in the Road, pyntede blandt de mange Jagged Little Pill-numre, hvoraf to-tre stykker, hørt i dag, er noget kedelige og indadskruede, indierock-agtige på den dårlige måde. Man kan sige, at de nye numre er skåret over en mere traditionalistisk formel end de første numre fra 90’erne – og både Reasons Why I Drink og Ablaze blev spillet som medrivende 12 trins boogie i 12 takts blues tempo.
Nostalgi på den dårlige måde er, når det bringer mennesker væk fra sig selv og ind i en pyntefantasi om noget, der var engang – så vidt man helst husker. I hvert fald, hvis det forekommer i alt for store doser. Livsreflekser på den gode måde er, når mødet med det, der krydsede menneskers vej, minder en om at omfavne livet, som det udviklede sig, sammen med dem og det, der var med til at forme det.
Som torsdag aften i Royal Arena.
You live, you learn.
